Fristet af djævlen

Tre år er gået, siden Asta Olivia Nordenhof udkom med første bog i sin romanføljeton. Tanken er at skrive i alt syv bøger. For første bog i serien, Penge på lommen fra 2020 (udgivet på norsk som Penger på lomma af Forlaget Oktober i 2021), modtog Nordenhof ikke alene flotte anmeldelser i ind- og udland, men også EUs litteraturpris samt P.O. Enquist-prisen. Derfor er forventningerne til bog nummer to også høje. Udgivelsen af Djævlebogen er en superbegivenhed i det litterære miljø.

Nordenhofs plan er at lade en reel begivenhed, mordbranden på Scandinavian Star den 7. april 1990, være gennemgående motiv i en række fiktive fortællinger. Forbrydelsen, der kostede 159 mennesker livet, skal således stå som et eksempel på, hvad folk er villige til at risikere, hvis ikke ligefrem ofre, for penge. For penge koster os, uanset klasse. For middelklassen og opefter er prisen typisk begrænset til livet i overført betydning. Hvilket jo er slemt nok. Men for folk under dem er prisen (for andres penge) ofte også livet i konkret betydning i form af en tidlig død.

I Djævlebogen, anden del i serien, går mandsfiguren T igen fra den første bog. Det er ham, der får Kurt til at investere overskuddet fra sit busselskab i Vognmandsruten. T har været i transportbranchen i mange år og ser et stort potentiale i projektet. Vognmandsruten skal «bryde statsmonopolet på skibsfart over Storebælt». Sejle Nyborg–Korsør, men billigere end DSB. Kurt kan ikke investere sine penge bedre lige nu, påstår T over telefon fra København. Selv bor Kurt på en gård lidt uden for Nyborg på Fyn. T traf han en våd nat i Nyborg et par dage før opkaldet.

Når Kurt ønsker at investere, er det for at vinde værdighed. Penge giver status. Den nemme vej til rigdom lokker ham. En passiv indkomst ved siden af. Men desværre lykkes det ikke Kurt at tjene penge på sin investering. Tværtimod taber han dem hurtigt. Eksemplet bekræfter reglen. Så snart provinsens beboere har lidt penge på lommen, udnyttes de af skruppelløse typer fra hovedstaden.

Vognmandsruten og T har relation til mordbranden på Scandinavian Star, fordi investoren bag firmaet, der påstår at have købt Scandinavian Star, er den fhv. ejer af Vognmandsruten. Og sådan foregik det rent faktisk. For at opnå en skattegevinst solgte Henrik Johansen Vognmandsruten og investerede i et skib, som SeaEscape i mange år havde lejet af Stena Line og først nu var i gang med at købe. Til trods for at Johansen i retten senere påstod, at han var ejer af skibet, blev han det dog aldrig. Regningen forblev nemlig ubetalt. Og højest besynderligt indvilligede SeaEscape gang på gang at udskyde betalingsfristen, også efter skibet begyndte at sejle. Der er mange tråde at udrede. Og mange påfaldende omstændigheder. Fordi SeaEscape ejede Scandinavian Star, var det dem, der modtog forsikringspengene efter mordbranden. Og fordi skibet blev forsikret for langt mere, end hvad SeaEscape havde betalt Stena Line, endte de med at tjene penge på branden.

I forordet til Djævlebogen forklarer Asta Olivia Nordenhof, at denne bog egentlig skulle have fulgt forretningsmanden T 

fra barndommen og indtil
den nat
hvor han afventede
meldingen om
at branden
på Scandinavian Star
var succesfuldt
igangsat

Nordenhof skrev tre versioner af historien og hadede dem alle. Der var simpelthen ingenting at hente. T voldte sin mor mange sorger og var som så mange andre villig til at slå ihjel for profit. Slut.

Efter at have droppet historien om T søgte Nordenhof efter, ikke bare en tilfældig forretningsmand som ham, men «den moderne / forretningsmands fader» og kom på Christoffer Columbus, som i slutningen af 1400-tallet sejlede over Atlanten og på rejsen knapt kunne

få en saltet sardin ned
af bare ophidselse
over sin potentielt
uhyre lukrative
kontrakt

Nordenhofs bramfrie stil skaber i forordet nogle farceagtige, enormt forfriskende billeder af Columbus. Det gælder f.eks. det med sardinen, hvor der også lydligt er et kækt overskud (sa-sa) og en eftertrykkelighed, en 'pointeret' mandlig udgang (sardin ned), som virker 'empowering'. Et andet eksempel er billedet af Columbus, der, på fremmed jord og, forestiller jeg mig, blandt barfodede, går rundt i sine «tunge / spanske støvler» og tænker på, «hvad en farverig fugl» mon kan

omsættes for
på det europæiske marked
nu den aldrig før
var blevet solgt

Konsonanterne t og p i tostavelsesordene tunge, spanske og støvler understreger Nordenhofs foragt. Jeg forestiller mig, at de her, til trods for at p’et i spanske lyder som et b og t’et i støvler som et d, nærmest spyttes ud. Og også den betonede allitteration i «farverig fugl» virker vrængende. Desuden er der i forordet vel tale om en slags knækprosa. Noget, der måske også gør, at vi lettere bemærker de stilistiske virkemidler. Vigtigst er dog de sidste linjer: Pengenes pris er tabet af øjet for naturens vidundere som andet end omsættelige varer.

Fortællingen om Columbus skulle være fortsat 500 år senere med Scandinavian Star, sejlende på det caribiske hav som «et flydende / kasino for den hvide / amerikanske middelklasse» for derefter at blive købt, sejlet over Atlanten og gå i brand. Men også dette manuskriptet blev altså kasseret. Efter «i flammende ulyst» at have drevet sig selv til at læse endnu en Columbus-biografi og endnu «en artikel / om en skibsreder der gik fri / for mord», stillede hun sig selv spørgsmålet: «hvad var nu / mit motto / mit motto / dét som jeg havde glemt: 'fuck mænd!'»

Og så starter bogen ellers med delen «Djævlen i højhuset».

På en rejse fra København til Vejle møder hovedpersonen Olivia en «programming architect». Senere flytter hun ind hos ham i London. Det er under pandemien, så hun kan ikke forlade lejligheden, før efter sin karantæne. Olivia gør, som hun plejer at gøre: lyver om, hvem hun er. Fortæller, at hun er journalist og netop har udgivet en bog om dannelsestabet. Manden er for nyligt blevet skilt. Det får Olivia til at sige, at hun ikke tror på ægteskabet, eller at det i hvert fald aldrig kunne fungere for hende. Ikke fordi hun ikke kan være monogam, men fordi hun ikke kan savne, og det forvirrer mændene og gør dem i tvivl om hende som menneske.

Når Olivia takker ja til London-invitationen, er det, fordi hun mærker, at det netop er sådan en ramme, som hun har ventet på. I nogle år har hun forsøgt at skrive en bog om T. Ham fra den første bog. Og endelig ser hun fortællingen realiseret. London-værten er anderledes kærlig end T. Men da hun må forlade lejligheden, genkender hun i afskedsreplikken hans stemme som Ts. En mystisk drejning. Måske er T en fiktiv karakter, delvist spundet over London-værten, som også er fiktiv, men i '1. grad'. Første del af bogen er «en novelle» skrevet af en selverklæret upålidelig person, som, mod slutningen af novellen, fortæller en London-vært, at hun arbejder på en novelle, som vi som læsere kan genkende, som den vi netop er i færd med at læse: Også i novellens novelle bor fortælleren hos en vært i London, og også i novellens novelle, forklarer hun, oprulles en gammel historie om, dengang hun blev «fristet af djævlen». Novellen i novellen peger på den første novelle som fiktiv. Grunden under os skrider. Asta Olivia Nordenhof bibringer os her, forestiller jeg mig, kortvarigt erfaringen af en psykose. Som læsere taber vi den sikre fornemmelse af, hvad der er realitet, og hvad der ikke er. Dét er ekstraordinær fortællekunst.

Overfor værtens lejlighed ligger en grøntlysende bygning. Bygningen, fortæller værten på opfordring fra Olivia, er sæde for Lloyd’s, altså det firma, som sikkerhedscertificerede Scandinavian Star, selvom det langtfra levede op til lovkravene. Og faktisk har værten, der, bl.a. med sine tegnede hjerter, genkalder glemte og potentielt 'farlige' følelser i Olivia, for nyligt løst en opgave for dem. Også han er altså, trods afstanden i tid, 'næret' af mordbranden. Betalt med beskidte penge. Nordenhof laver klogt koblingen for at give luft for sin fortvivlelse. Ingen kan snart gennemskue kapitalismens pengestrømme. Og hvem gider overhovedet prøve? Alle lever vi med kapitalismens ofre.

T mødte Olivia i 2009, kort efter Lehman Brothers var krakket. Olivia var begyndt at arbejde på et bordel, efter at hendes kontanthjælp var blevet nedsat på grund af en eller anden reform, og en dag sad han der så, i en lænestol på værelset. T gav Olivia indtryk af at være udvalgt. Det var præcis sådan én som hende, som han skulle bruge. Én «med et rent hjerte, det vil sige et menneske helt uden samvittighed». I lufthavnen giver T Olivia sovemaske og høreværn på. I høreværnene lyder Abba. Efter landingen spilles «The Winner Takes It All». Olivia er lykkelig. Også selvom præmissen er indespærring bag gardiner og en afskæring af enhver form for forbindelse til omverden. Ingen tv, aviser eller magasiner. T kan bruge hende. Alle havde dømt Olivia ude. Professionelle gav op på hende, fordi de, til deres dårlige løn, i det mindste havde brug for at mærke, at de gjorde en forskel, og det gjorde de ikke.

En kvinde som Olivia er manipulerbar af en type som T, fordi intet af det, som hun kan, kan bruges. Tværtimod bliver hun anset for at være en økonomisk byrde. Da hun boede på ungdomspension, kostede hun 40 000 kr. om dagen. Et tal, som hun, så vidt hun husker, fik kastet i hovedet af sin socialrådgiver eller en pædagog. Men hvordan leve op til det beløb? Hvordan være elskelig for så mange penge?

Penge fylder meget i bogen. Penge og ting. T giver Olivia gaver: sko, blomster etc. Efterkommer alle hendes ønsker, indtil hun ikke længere orker mere af den slags. Selv virker hun mest til at tro, at hun beder om «en stor og skarptsleben kniv» af kedsomhed. Men måske ønskede hun sig den også for på én gang at besegle og bryde med sin skæbne, tænker hun. Under patriarkatet må luderen nødvendigvis dø. Mandens begær gør ham sårbar. Tildeler luderen en magt, som ikke er forligelig med hendes status som kvinde. Magtbalancen vendes på hovedet. Forestillingen om kvindens andre kunder gør ham måske jaloux. Eller også er han bare rasende over at befinde sig i den nye situation: at være en kvinde underlegen. Afhængig af hende. Set fra luderens perspektiv kan døden måske virke befriende. Og måske er det derfor, at Olivia taler om at få beseglet sin skæbne for samtidig at bryde med den. At dø for at udfries livet som luder. På et tidspunkt har Olivia en overvejelse om, hvorvidt det bare var pengene, som hun var ude efter, da hun takkede ja til Ts tilbud. Og det var det ikke: «Den helt store attraktion var døden», fortæller hun. Også fordi døden er den eneste måde, hvorpå hun, «i den spøgelsesverden der var ungpigekroppens, den psykiske sygdoms, misbrugets, kommunekontorets og glanspanserets», kan formidle hadet: «fortælle smerten og rædslen i klart sprog». At vælge døden fremfor livet er klar tale. At opsøge tragedien. Sætte scenen for en ikonisk død.

Når Oliva modtager en halskæde fra London-værten, tager hun kun imod den, fordi hun ved, at hvis den kommer med «et forlangende, er det ikke et», som hun «ikke er i stand til at møde». Sådan tænker en person, der er blevet internaliseret af kapitalismen. Alting kommer med et forlangende. Olivia tror, at mistænksomheden er et nødvendigt onde. Noget, som man må være for at overleve. I lang tid har Olivia lagt bånd på sig selv, så længe at hun ikke længere kan genkende følelsen af liderlighed, eller var det forelskelse? Og da de har besøg af London-værtens søskende, har hun svært ved at finde «den rette positur». En skavank, som hun har udviklet efter at have forført mænd professionelt: «Uden pengene som rettesnor, uden udbudslisten og kontrakten står man pludselig og flagrer som påstået kvinde», skriver hun. At forestille sig selv er svært, når man er vant til bare at påtage sig sin tildelte rolle i andres fantasier. At tage imod en bestilling. Penge fucker med Olivia. Gør hende blind. Et eksempel gives, da hun rejser fra T og frygter at miste betalingen: en kuffert fuld af kontanter. Logikken er absurd. For penge kan man åbenbart ikke ydmyges:

Så længe jeg var blevet betalt, var jeg ikke blevet ydmyget. Men hvis jeg mistede min betaling? Det ville tvinge mig til at se, hvad jeg var gået med til.

I manifestdelen «Åbne huse» blæser Olivia til kamp mod kapitalismen . «Arbejd for revolutionen», skriver hun, og «sig nej / til mandehørm». Digtene kommer med en opfordring om at åbne husene, dele maden og grave det, som vi aldrig skulle bruge, langt ned, f.eks. «atombomber og / helt gigantiske / fiskenet».

ja
jeg er
fuldstændig
jeres
men hvis i
fucker med mig
græder jeg
og går til
nogle andre
for livet
er slemt
men ikke
så slemt
hvis husene
er åbne
hvis maden
er vores
til deling

I tredje del af bogen, «Djævlen taler fra galehuset», befinder vi os tidsmæssigt kort efter perioden med T. Olivia skriver fra den lukkede afdeling. Efter at have «opført et stortslået teater», at have spillet «en kvinde, der var blevet besat af djævlen» og lokket til Milano, sendte hendes omgivelser hende derhen. Spørgsmålet er, hvad vi skal forstå herved. Er T og turen til Milano fiktion? En vild fantasi, som dog rummer en vis sandhedsværdi? Eller bruger Olivia her institutionens ord? Er det, hvad de siger? At hun spiller teater?

Ved ankomsten får Olivia monteret en elektrisk hat, som kan fortælle, at hendes drømmecentre er aktive, selv når hun er vågen. Som svar på den opdagelse får hun «en ekstra diagnose og et tilhørende medicinsk præparat». Olivia ligger som en død på sengen i flere måneder. Hånden er medicintung. Livet reduceret til en enkelt konflikt: ønsket om at gå i seng overfor kravet om at skulle stå op. Et nul-liv. Så en dag begynder hun at mærke en kløe under fingerneglene. Et første tegn på, at djævlen igen er begyndt at vokse i hende. Derefter hedeturene: «en varme som i en myretues ægtætte midte». Og endelig en dag lyder så djævlens «dejlige stemme» ud af røven på hende. Beder hende om at lade ordene løbe. Hvilket hun gør. Uforglemmeligt råt. Vanvittige beretninger fra barn- og ungdommen kombineret med frustrerede henvendelser til dem, der behandlede hende med ligegyldighed, glemte at lytte eller gjorde hende ondt. Lægerne, kommunen, personalet på behandlingshjemmet m.fl. Velfærdsstaten har svigtet. Forestillingen om den er en utopi. Institutioner kan ikke erstatte private relationer. Kærlighed kan ikke outsources.

I fjerde og sidste del, «Vinterhus», er Olivia blevet mor. Om natten, langt ude på landet, skriver hun på den bog, som vi som læsere sidder med i hænderne. Scenerne er frostklare. Månen hænger over «de sæsonansatte». Marken er «tilfrossen og stor». Og «huset krymper sig / i frosten / træværket trækker / sig sammen». Sengen knirker i rummet på den anden side af væggen. En gravid veninde er på besøg. Og under bondens «hvide presenning» ligger roerne stablet. For hver frostnat falder sukkerprocenten og dermed roernes værdi. Penge, penge, penge. Da Olivia fødte sit barn, og barnet græd, trøstede hun hende med et «så så», men hun fortalte hende også, at hun måtte «leve med» at være blevet bragt «ind i verden» og dømt til «at leve af» Olivia. Der er ikke meget håb at dele ud af. Som mennesker handler vi mod bedre vidende. Vindmøllerne står ofte stille «på grund / af en økonomisk / teknikalitet». Vandløbet, hvor spildevandet løber fra, er fyldt med «sprøjtegifte».

I ly af natten læser Olivia, at Folketinget har nedsat en taskforce, der skal undersøge økonomien bag Scandinavian Star. Et andet digt refererer fra et kommentarspor, hvor én skriver, «at det er absurd / at forsikringsselskaber / bare sådan / kan udmåle / hvad livet er værd». Menneskeliv målt i penge. Ligesom på ungdomspensionen. 40 000 kr. dagligt. Til sammenligning modtog dem, der kom fra mordbranden «med forfærdeligt / tomme hænder», nogle 100 000 kr. «for deres døde børn». Et beløb. Et tal. En anden i kommentarsporet, Bent hedder han, svarer, at sådan er verden nu engang skruet sammen, men det er ikke sandt, skriver Olivia og formidler, hvad jeg mener, er, bogens mest centrale budskab: 

der er ingen
stor skrue
vi ikke
kan skrue ud
hvis vi vil og
er mange nok