Den kommunale omsorgs pris

En lun aften, hvor vinduerne står åbne, banker Maggie på hos en veninde, hun ikke har set længe. Veninden bor på Nørrebro, og hendes mor lader til at føle en kæmpe glæde «ved billedet af sig selv, langsomt rygende, ladende dette fremmede og vilde barn være hos sig». Men Maggie har set for meget til at være naiv, hun ved, at det er «et spørgsmål om dage, før glæden ved billedet vil vige tilbage for en usagt, men mærkbar ærgrelse over at være enlig mor og nu have endnu et barn at tænke på, mad til flere.» Og derudover er der «den rodede sofa, som Maggie vil glemme at ordne om morgenen».

Dagen efter går Maggie ned på kommunen, hun tilbydes et værelse på et bosted for unge hjemløse piger og får Lone som nabo. På Lones værelse er der en stemning af feminisme og modkultur, og Maggie føler stor velvære, når hun er hos hende, det er så sjældent, hun har hængt ud med piger. Men fordi Maggies mund snører sig sammen, når hun har ansigtet mellem Lones ben, kan de ikke så let ses mere. Maggies mishag overskygger alt, hun har ikke kunnet tolerere ulysten, og det har måske virket barnligt på Lone. Seksualitet er for Maggie ikke et politisk, ideologisk statement: Hun er hverken 70’er-cool eller antiborgerlig, men bare simple, ærlige Maggie.

For at få kærlighed fra kommunen skal man «tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv». Nedværdigelsen er den pris, man må betale for kommunens omsorg. Krydsene skal jo «sættes de rigtige steder på papiret», så Maggie må enten gøre som foreskrevet, tale sig selv ned eller leve af mænds penge. Det er de to muligheder, hun har, fordi det regulære arbejdsmarked ikke kan rumme en person som hende.

Maggie er den ene af de to hovedpersoner i Penge på lommen (2020), første bog i Asta Olivia Nordenhofs romanføljeton på i alt syv bøger, den anden er Kurt, hendes mand, og perifært fornemmes ungdomsoprøret, kvindefrigørelsen og velfærdssamfundet. Vi hører om Nico fra Velvet Underground, om socialrådgivere, pigesex og en teltlejr i Jylland, og får ren besked om konsekvenserne af 80’ernes nyliberalisme, selskaber med overlappende ejerkredse, der køber og sælger af hinanden, skattefordele og forsikringssvindel, eksemplificeret ved mordbranden på Scandinavian Star den 7. april 1990.

Mor og datter, underklasse og elite

Maggies opvækst er alt andet end kernefamiliær. Som barn blev hun smidt ud hjemmefra efter at have drukket kirsebærvin med en fyr, hun var fjorten og rejste til en teltlejr i Jylland. I teltlejren blev hun for første gang udsat for voldtægt. Onklen til en ung fyr, hun kom i tale med, greb, i et telt, hendes håndled med den ene hånd, trak hendes trusser til side med den anden og førte to fingre op i hende: «Hun lå stille og mærkede, at hendes krop forrådte hende, hun blev våd, hans pik gled ubesværet op».

’Voldtægt’ er ikke Maggies ord, men fortællerens, og da Maggies datter, Sofie, der læser på universitetet og interesserer sig for feministisk psykoanalyse, spørger sin mor, om hun egentlig var feminist som ung, bliver hun først forlegen, så i tvivl (er det en bebrejdelse?) og endelig vred: «Sofie kan måske fortælle hende, hvordan hun skulle have levet sit liv? Sofie, som ikke aner, hvad det vil sige at mangle noget, som kan læse sig til det hele i bøgerne.»

Da Maggie endelig svarer nej, kommer det til at lyde som et spørgsmål (hvorfor spørger du om det?), og Sofie kigger på sin mor «fra en sorg, som Maggie aldrig kommer til at forstå». Spillet mellem dem, mor og datter, er fænomenalt godt: to sociale lag mødes, underklassen og eliten i én og samme familie, Sofies patroniserende blik på sin mor.

Når Sofie begår normbrud, er det med tidens billigelse. Hun taler fransk og er psykologistuderende inde i Odense, feministisk af overbevisning, lesbisk og på godt og ondt et eksempel på, hvad der følger med en social opstigning: Maggies selvbebrejdelse efter overgrebet i teltlejren – hun åbnede sig jo for ham, blev våd – og den totale resignation over for kommunen er heldigvis Sofie fremmed. På den front er der for alvor sket noget på kun én generation. Følelsen af social indignation findes ikke på samme måde hos Maggie, hun affinder sig mere med status quo, har en mindre tro på forandringer, ser ikke det strukturelle udtrykt i det private og føler sig ikke krænket på sit køns vegne. Intet af det gør underklassen, Maggie kalder ikke overgrebet en ’voldtægt’, hendes krop forrådte hende, ikke nogen eller noget udenfor hende selv, og når hun ikke bryder sig om den behandling, hun får af kommunen, vender hun den bare ryggen: Social ulighed anes altså også i menneskers forventning til kommunale institutioners behandling af dem.

At det går datteren godt, er selvfølgelig noget, Maggie glæder sig over. Sofie lever den drøm, Maggie har drømt for hende, men der har alligevel sneget sig en frygt ind på hende, alt det datteren kan læse sig til: «Maggie må have forestillet sig, at drømmen kunne indfries, uden at Sofie blev noget alt for meget andet end hende selv. Nu kan hun ikke undgå at frygte, at studiet forklarer Sofie noget, som hun selv kun uhyggeligt aner, at Sofie kunne slå op i en bog og finde sin mor blottet.» Hierarkiet vendes på hovedet, når den lille pludselig bliver ’den store’. Rollerne i familien byttes om, og mor og fars selvforståelse udfordres. Romanen er et studie af konsekvenser i familien ved social opstigning. Tænk at blottes for sin egen datter: at miste sin værdi og ’autoritet’ for hende.

Også det usagte er svært at håndtere for Maggie, alt det der ikke siges ligeud: spillet på tvetydigheder er et spil for eliten. Selv de mindste ting kan gøre Kurt og Maggie usikre, og den usikkerhed får dem til at overtænke mange ting. Hvad skal Kurt for eksempel stille op med gaven fra Maggie, kalenderen fra undertøjsmærket, som hun fik i en butik? «Det forvirrer ham at tænke på, hvad Maggie tænker, at han tænker om dem (billederne, red.). Var det hendes oprigtige mening at gøre ham glad eller bare vise sig fra en generøs side? Skulle han forstå det som et tegn på ringeagt og blive stødt? Skulle han have afvist gaven?» Så meget at underforstå, alt det man bør gøre ifølge konventionerne.

Også med sproget driller Sofie Maggie: «Du er klogere end mig, du kommer ikke til at redde dig så mange friller til», siger Maggie til hende over telefonen, og det får Sofie til at spørge, hvor Maggie dog har «reddet sig det udtryk til». Sofie overtager Maggies vending, men bruger den kreativt, på ny, leger med sproget og gør grin med Maggies måde at bruge det på: Hun taler utidigt, gammeldags, «frille» var et udtryk Maggies mor brugte, og det kan Sofie ikke lade være med at kommentere på. Maggie taler i ’overleveret tale’ og ved ikke, at det er kikset. Hun er ikke ajour med tiden.

Generation etiks stærkeste stemme

Ligesom Maggie er Kurt uden gode forudsætninger, og sin søn, Flemming, fra en tid før Maggie, måtte han efterlade på et børnehjem efter tre år. I en periode prostituerede Kurt sig på Rådhuspladsen, mens sønnen var alene derhjemme i vuggen, han plejede at sove fire timer i træk, og alligevel havde de, de seneste år, kun med nød og næppe fået mad. Hånd i hånd følger far og søn efter kvinden på børnehjemmet. Det skriger i Kurts indvolde, da han må tage afsked med sin søn.

Med tiden får Kurt eget busselskab, og da han bliver tilbudt at investere i skibsfart over Øresund, tænker han på «alle dem, der gerne havde set ham fejle, alle dem, for hvem hans liv var et ligegyldigt og lille liv». Meget præcist er det, Kurt længes mest efter, ikke pengene, men den værdighed, der følger med dem i et kapitalistisk samfund: Han føler «en hævnens eufori».

Rammen omkring historien er bemærkelsesværdig. Fra bussen et sted på Fyn fik fortælleren engang øje på en hvidhåret mand, han kiggede ind på hende fra den anden side af ruden. Indtrykket sætter sig i hende, og da hun rejser tilbage for at finde den gård, hun tænker, at manden må have boet på, begynder hun at forestille sig ting om ham: Han må hedde Kurt og sent i livet være blevet arbejdsgiver.

Fortælleren er en aktør i romanen, og Maggie og Kurt opdigtede karakterer, gestaltninger, vokset ud af hendes fantasi, men også frie skabninger, som hun omgås, taler og lytter til, i hvert fald Maggie: «Er du vågen Maggie? Jeg har længtes efter dig, fortæl mig noget». Og senere: «Hvad er kærlighed? Maggie kigger på mig med et ansigt som en bøn uden indhold. Som om kun bønnens form er tilbage, et infernalsk omrids. Jeg ved det ikke, søde Maggie. Fortæl, så skriver jeg det ned».

Trækket er besynderligt, men jeg ser det som en måde at give os et lille indblik i produktionen af litteratur på, forfatterens arbejde med sine karakterer, en indsigt i, hvordan de, i processen, bliver levende for hende, opleves ufrembragte, som eksistenser udenfor forfatteren, der kan blande sig i bogens fremstilling af dem: «Jeg vil være lykkelig på første side i dette kapitel, siger Maggie». Fortælleren er i dialog med Maggie på en kærlig og nænsom måde, hun virker oprigtigt bekymret for hende, men ikke belærende, og samtidig tillader hun sig ikke rigtigt at vide mere om sine karakterers indre liv, end de selv gør. Der er tale om en nærmest italesat forpligtelse over for dem.

Et eksempel: «Da Kurt på en måde – han vil selv glemme hvordan, så vi må se ham udefra – bevæger sig hjem gennem byen». Fortælleren gætter her ikke på Kurts oplevelse af hjemturen, men forbliver udenfor. Når vi følger Kurt, får vi ondt af ham, det samme gælder, når vi følger Maggie. Sympatien følger perspektivet, og sproget er tit så tæt på tale (småord, ordforrådet, måden, ordene falder på), at man kan høre karaktererne i det. Det virker til at være et fast princip for generation etiks stærkeste stemme: De fiktive figurer har skullet kunne se sig selv i fremstillingen.