Søvnløse nætter i en krisetid

Til Peleus og Thetis’ bryllup kastes et æble ind blandt gæsterne. Alle Olympens guder er samlet til festen, kun Eris, datter af Nyx, nattens gudinde, er ikke inviteret, og fordi hun ikke er det, planter hun en «bombe», «ET ÆBLE / MED PÅSKRIFTEN TIL DEN SMUKKESTE», der skaber et kaos. De græske gudinder er både forfængelige og jaloux, «menneskelige» trods deres guddommelige status, og hvem er egentlig den smukkeste? Athene, Hera eller Afrodite?

Scenen er central i Mette Moestrups nye digtsamling Til den smukkeste. Zeus vil ikke indblandes i striden og udnævner hurtigt Prins Paris til dommer, og de tre gudinder tilbyder ham hver især bestikkelse for titlen som Olympens skønhedsdronning nr. 1: Af Athene kan Paris få visdom og kampskills, af Hera magt over Europa og Asien og af Afrodite den smukkeste kvinde i verden, Helena.

Som Moestrup skriver, er også festen «EN KAMUFLERET KRIG», en kamp om ære og popularitet (æblet er «PRÆCIS HVAD DE SØGTE: GRUND TIL KRIG»), og udfaldet af de tre gudinders rivaliseren udtrykker en stor sandhed: Kampevner og ejerskab over landområder har ingen værdi i sig selv, de tjener alene det formål at imponere de smukkeste kvinder, er midler og ikke mål, og derfor vælger Paris selvfølgelig også Afrodite. Men fordi Helena i forvejen er gift med kongen af Sparta, Menelaos, udbryder der krig mellem trojanerne og arkaierne.

Første nat

Til den smukkeste er et ret præcist billede på mennesket anno 2019. Her er hul i hovedet, adgang til en myriade af indtryk og udtryk, former, symboler, erindringer, søvndrukne tanker og drømmesyn. Bogen består af 117 digte fordelt på ni dele, én for hver af de ni muser: Fra Kalliope, muse for episk poesi, til Melpomene, muse for klagesang.

Over tretten søvnløse nætter lader Moestrup tankerne fare, og det er der kommet en samling overtrætte, manisk springende digte ud af:

«Søvnløsheden gør min hjerne sløret, sløset. Der er noget ødselt ved det. Forestil dig en pyramide af æg og æbler. Ville det kunne lade sig gøre? Hvad er smukt, smukkere, smukkest? Maksimale fuldmåne, du skinner hyperbolsk på citysne. Minimale banafluesværm, du svirrer det bedste, du har lært, over en halv kiwi».

En sløret, sløset hjerne. Et ord tager et andet: Fra «sløret» til «sløset» og fra «sløset» til «ødselt». slø, slø, ødsl. Sådan arbejder en søvnig hjerne, klange bygger bro, alt imens vi går fra det største til det mindste: Fra den «maksimale fuldmåne» til den «minimale bananfluesværm». Et træt øje forsøger at danne sig et overblik, men går fra grøft til grøft. Overfokuserer, fortaber sig.

«Forestil dig en pyramide af æg og æbler», siger digteren. Æggene får mig til at tænke på Bataille, æblerne på Eva og slangen og Eris og stridsæblet. Begge dele har med begær at gøre, og det samme har pyramidens trekanter: Trekantsdramaet (Paris, Menelaos, Helena), forvisningen fra Paradisets have og æggets og æblets ikonografi. Det syndige bid af æblet og æggets genitale referencer (fx til testiklen). Ikke kun æg, men også pyramiden optræder hos Bataille: Mennesket søger mod pyramidens tinde, der ifølge Bataille-forsker Else-Marie Buch Leander repræsenterer absolut viden og mening i og med livet, men kun er et luftkastel. En pyramide af æbler og æg er en umulighed. Freud ville komme på arbejde her. Den søvnige hjerne associerer, mens jeg som læser forsøger at hænge i, sortere i informationerne og forbinde dem som i en seance af drømmetydning. Moestrup rejser sig op i natten og reflekterer metaagtigt: «Den søvnløse går ikke i søvne. Selvfølgelig ikke. Netop ikke». En erkendelse udvikler sig over tid. Vi overværer det ske, når det sker, simultant, i præsens:

«Albuen rager et absintgrønt krystalglas ned fra køkkenbordet. Øjnene ser det blive knust som i slowmotion. En lille sky af pulveriseret glas står op fra gulvet med et grøntligt lysglimt. Insomnia glitterstorm hysteri. Jeg havde engang en elsker, hvis brystkasse var bedårende, men hvis fødder jeg ikke ku udstå. Når han var i ekstase, gned han disse fødder op og ned ad mine skinneben og udstødte nogle kvækkende lyde».

Om «den æstetiske idiosynkrasi» skrev Thorkild Bjørnvig engang: «Et eller andet hos et Menneske, helt isoleret fra hvad dette Menneske ellers har gjort eller er eller hvilke egenskaber, det har, vækker en usigelig Ækelhed. Dette Menneske er utaaleligt, dette Menneske må bort». Efter synet er der ingen vej tilbage. Det er den ækle detalje, som vi ikke kan abstrahere fra, en udposning, vorte eller ligtorn. Et par grimme fødder fylder i hendes natlige tanker.

Og så skifter temaet igen: «At bygge noget trekantet af noget rundt». Hvad skal det betyde? At tvinge noget til at være noget, det ikke er? Mennesket fx? «Inde i søvnløsheden er der et næsten nordlysgrønt skær, som får mig til at græde. Det får mig til at ae mine planter. Det får mig til at ringe dig op, når solen står op. Lady Dawn». En plante aes sentimentalt i de sene stunder, vi er utrygge og fantasifulde. I den kun halvt vågne tilstand manifesterer det ubevidste sig, fortættet og forskudt.

Forbindelserne mellem objekter og tanker går på tværs af digtene. En association fører til en anden, baseret på lighed og/eller nærhed: fra «gardinsprækkerne» til «øjenlågssprækkerne» og fra mindet om «blodæblet på natbordet» til de «blodskudte øjenæbler» og forestillingen om et «dunkende hjerte». Sproget muterer, bogstaver går igen, association på association. Noget minder digteren om noget andet: Æblerne første søvnløse nat leder tankerne hen på fortællingen om Eris og stridsæblet, som så igen leder til astronomernes diskussion af planeten Eris. Som Lilian Munk Rösing skriver i sin anmeldelse i Politiken, bliver æblemotivet «et gennemgående motiv i samlingen. Eris Gudinde kaster æblet (en bombe? en joke?), Eris Planet kaster sin dattermåne i kreds omkring sig som et granatæble («JEG ER TÆT PÅ DIG, MAMA»), men Eris Planet er også selv et æble, rund som et æble og stridens æble for astronomernes diskussioner».

Spørgsmålet er, om Eris er «STØRRE ELLER MINDRE END PLUTO? ER DE CA. LIGE STORE? ER DE BEGGE/KUN DEN ENE/INGEN AF DEM DA PLANETER?» Også Planeten Eris er et stridsæble, der ødelægger fællesskaber ¬– her forskningsfællesskaber i NASA og The International Astronomical Union. Uenighederne vokser, og nye fællesskaber opstår, beroende på «EKSKLUSION»: Begge Eris’er kaster «EN FORBANDELSE OVER ANDRES GODE FORBINDELSER». Digterens trætte hjerne kæmper for at forstå. Hvorfor dét navn til dén planet? Og langsomt begynder billederne at konglomerere mere og mere: Gudinden Eris er den eneste til det «PARTY», brylluppet, som ikke er inviteret «I HELE SOLSYSTEMET», hun ryster «NITROGEN-IS AF SINE VINGER», og samtidig er der en diskussion af, om Eris er ond: «HESOID (700-650 F.V.T.) / SKELNER ET STED MELLEM EN OND ERIS / SOM SKABER SPLID FOR SPLID / OG EN GOD ERIS / SOM SKABER SPLID FOR FLID», og denne oldgamle tanke følges af et citat fra NASA om, at vi ved meget lidt om Eris’ indre struktur. Spliden er katalysator for flid, dygtiggørelse. Man må arbejde på bedre definitioner, «oppe sig». Sådan er «krig» også en produktiv ting, alle må forfine deres tænkning og kampteknik, og Eris er «ET TRUMFKORT I FEMINISTISK ASTROLOGI» (ikke astronomi, men «astrologi», der også spiller på forbindelsen mellem det mytologiske og det naturvidenskabelige). Planeten blev første gang spottet og katalogiseret i 2003 af 3 mænd fra Palomar Observatoriet, «hun» blev underlagt «THE MASCULINE GAZE», men er nu årsag til radikal nytænkning inden for astronomien, herunder en «DEGRADERING AF PLUTO […] FRA PLANET TIL DVÆRGPLANET».

Kvindeskrift og krisebevidsthed

Traditionelt forbindes manden med mening og semantik. Mandeskift er videnskabens skrift, en form, der forsøger at skabe orden i kaosset, sørger for klarhed og god «økonomi» og kaster et kolonialistisk lys over det mørklagte landskab. Omvendt er kvindeskrift mere suggestiv, ødslende, logisk egensindig og fonetisk forførende.

Set på den måde er Moestrup klart feministisk i sin digteriske praksis. Flere gange nævner hun Sappho, oldtidens berømte digter, og samtidig prioriterer hun det klanglige i en grad, så Lars Bukdahl i sin anmeldelse i Weekendavisen udnævner hende til «klanganarkist»: «vellyd kan [hos Moestrup] overdøve og underløbe mening hvor som helst og […] bare udgøre hele meningen». Et eksempel er tåre-sektionen, afsnit ni, tilegnet musen for klagesang, Melpomene, hvor «klangfulde ting og sager af så mange slags som muligt opremses, én ting, tårer, i første linje, to i anden linje, og så videre frem til 13 ting i 13 linjer» stående «under hinanden i en præcis udskridende trekant», et springvand, hvor «tårerne» konkretistisk løber fra «skål» til «skål». Andre gange kigger teksten helt konkret på os med sine «frøøjne» («øø»), som også Bukdahl bemærker: Skriften bliver billede, et ikon.

I døgnets mørke timer udvikler Moestrup disse digte, hvor taldogmer og fonetik (lyd) er lige så afgørende som semantikken (betydning). Et andet eksempel på det sprogligt legende ses i afsnittet «Honning-Hexagonerne», hvor digtets interiør af honning, bier, nektar og vokstavler får mig til at tænke på de selvopofrende, mandlige arbejderbier, der under ledelse af en dronningebi, en matriark («vi med blomsterdans og dronning / og mænd kun om sommeren»), opbygger honning-hexagoner.

Beskrivelsen af honningens konsistens («honning som glitrede og klistrede») og smag («og sødmen blev sødere og sødere») ånder, ligesom det odeuriøse («nektarånde»), auditive («nektarstøn»), taktile (vi «slikkede hinandens kroppe / som drev af honning») og symbiotiske («os sammen i os»), erotik af både metaforiske (baseret på lighed) og/eller metonymiske (baseret på kontekstualisering) grunde. Men også formen er erotisk, repetitiv og muterende, som i en langsom æltning af samme dej, metamorfoser, spejlinger og gentagelser: «den honninggule sol / den solgule honning / ville vi ha vi ville ha / al honning under solen / som klistrede til kroppene / og glitrede i ustyrlig overflod». Her er sproglir for alle pengene: Anagrammer (den honninggule sol / den solgule honning) og neologismer («blomsterdans»), leg med ordstillingen (ville vi, vi ville), allitteration og assonans («slikkede hinandens kroppe / som drev af honning hinandens / honningsøde køn») og genbrug af endelser (klistrede, glitrede).

Moestrup synes høj på ord og citerer den romerske stilistiker Longinus for følgende: «hvad der er nyttigt og nødvendigt og let at komme til, finder mennesker af ringe værdi, men det uventede og usædvanlige synes dem vidunderligt». Og netop det uventede og usædvanlige fostres her af benspænd, regler, dogmer. Som i et forsøg på at finde vej til noget mere originalt, både narrativt og vokabulart.

Andre gange er andre dogmer på spil. Stedsangivelser kan fx skulle følge alfabetet fra digt til digt: Fra «AFGANGSHAL» til «ABILDGÅRD», «AFGANGSHAL» og «ALPERNE» – og videre til «AFGANGSHAL», «ALPERNE», «PÅ ARBEJDE», «I BADET», «I BANKEN» og «I BYEN». Vi er alle mulige steder, eller rettere: Vi tror («MAN TROR, MAN ER ..»), vi er alle disse steder, men så er vi i virkeligheden i «klimakrisens tid», «i krigens tid», «terrorismens tid» og «nationalismens tid». Fornemmelsen af at leve i en tid overgår fornemmelsen af at være tilstede i et rum, en ængstelig krisebevidsthed, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre af, præger vores liv, og derfor søger vi svar hos digterne: «Hvor skal vi hen, digter, i denne tid?», lyder det som i ekko fra dagens avisartikler. Giv os billeder på fremtiden, en dystopi til skræk og advarsel, eller måske et håb?

Krisestemningen får Moestrup til at længes efter «en utopisk fremtid», og nogle af digtene har et performancepræg á la «gør det her», enten som i en klippeklisterleg (du skal bruge: «1 stykke A4-papir / 1 blyant / 1 saks / tape / spejl»), hvor lange papirstrimler med ord symbolsk skal trækkes ud af munden, de skal ligesom hostes op igen («alt / det / parfumerede / pis / du / har / slugt / i / dit / liv / som / var / det / skønhedseliksir! / sandhedsserum! / afrodisiakum»), eller som i direktiver. Vi burde fylde «alle Europas slotte & paladser med klimaflygtninge», siger digteren. Følge Sapphos ord om kærlighed og forsage «den homeriske krigs-epik!».

Simpelthen lade vores forestillinger rundes af anden og mere feminin litteratur. Gøre mindre i (e)pik.