Søvnløse nætter i en krisetid

Til Peleus og Thetis’ bryllup kastes et æble ind blandt gæsterne. Alle Olympens guder er samlet til festen, kun Eris, datter af Nyx, nattens gudinde, er ikke inviteret, og fordi hun ikke er det, planter hun en «bombe», «ET ÆBLE / MED PÅSKRIFTEN TIL DEN SMUKKESTE», der skaber et kaos. De græske gudinder er både forfængelige og jaloux, «menneskelige» trods deres guddommelige status, og hvem er egentlig den smukkeste? Athene, Hera eller Afrodite?

Scenen er central i Mette Moestrups nye digtsamling Til den smukkeste. Zeus vil ikke indblandes i striden og udnævner hurtigt Prins Paris til dommer, og de tre gudinder tilbyder ham hver især bestikkelse for titlen som Olympens skønhedsdronning nr. 1: Af Athene kan Paris få visdom og kampskills, af Hera magt over Europa og Asien og af Afrodite den smukkeste kvinde i verden, Helena.

Som Moestrup skriver, er også festen «EN KAMUFLERET KRIG», en kamp om ære og popularitet (æblet er «PRÆCIS HVAD DE SØGTE: GRUND TIL KRIG»), og udfaldet af de tre gudinders rivaliseren udtrykker en stor sandhed: Kampevner og ejerskab over landområder har ingen værdi i sig selv, de tjener alene det formål at imponere de smukkeste kvinder, er midler og ikke mål, og derfor vælger Paris selvfølgelig også Afrodite. Men fordi Helena i forvejen er gift med kongen af Sparta, Menelaos, udbryder der krig mellem trojanerne og arkaierne.

Første nat

Til den smukkeste er et ret præcist billede på mennesket anno 2019. Her er hul i hovedet, adgang til en myriade af indtryk og udtryk, former, symboler, erindringer, søvndrukne tanker og drømmesyn. Bogen består af 117 digte fordelt på ni dele, én for hver af de ni muser: Fra Kalliope, muse for episk poesi, til Melpomene, muse for klagesang.

Over tretten søvnløse nætter lader Moestrup tankerne fare, og det er der kommet en samling overtrætte, manisk springende digte ud af:

«Søvnløsheden gør min hjerne sløret, sløset. Der er noget ødselt ved det. Forestil dig en pyramide af æg og æbler. Ville det kunne lade sig gøre? Hvad er smukt, smukkere, smukkest? Maksimale fuldmåne, du skinner hyperbolsk på citysne. Minimale banafluesværm, du svirrer det bedste, du har lært, over en halv kiwi».

En sløret, sløset hjerne. Et ord tager et andet: Fra «sløret» til «sløset» og fra «sløset» til «ødselt». slø, slø, ødsl. Sådan arbejder en søvnig hjerne, klange bygger bro, alt imens vi går fra det største til det mindste: Fra den «maksimale fuldmåne» til den «minimale bananfluesværm». Et træt øje forsøger at danne sig et overblik, men går fra grøft til grøft. Overfokuserer, fortaber sig.