Småborgerlig triumf

Allerede et kvarter inde døser jeg hen. Jeg lulles til ro af den megen trivielle snak, føler en dejlig træthed brede sig i kroppen, og efter et par dages læsning opdager jeg, at jeg helt har adopteret karakterernes langsomme dagligdagsrytme. Samtidig går der ikke lang tid, før jeg husker, hvorfor jeg gang på gang vender tilbage til denne forfatter, og det er først dér, under læsningen, jeg mærker, hvor stort et afsavn jeg har følt. Helle Helle er mit helle i verden. Her kan jeg puste ud. Ligesom mange andre karakterer fra den gode litteratur er Helle Helles på mange måder uformående af natur, og hvor er det dog bare befriende at sammenligne sig med dem frem for skærmvennerne i lommen.

«de» (2018) er i mange henseender en Helle Helle-classic. Som så ofte før udspiller den sig i «udkantsdanmark», og vi følger denne gang en enlig mor og hendes datter over et længere forløb. Hvad der er blevet af pigens far, står der ingenting om. Han er en af romanens ubekendte, og hans fravær er helt afgørende: Med kun én forælder er «de» sårbare, og mange ting går dem også imod. Helle Helle er en mester i at sætte sine karakterer i scene, og det gør hun også her. Med stor kraft styrer hun læsersympatien, så man til sidst sidder tilbage med røde øre.

Fortid i nutid

Situationen er nærmest ubærlig. Pigen er 16 år og begynder i gymnasiet. Det er skrøbeligt nok i sig selv, og jo især fordi hun stadig skelner mellem «røde og sorte bogstaver». Ønsket om at passe ind piner livet ud af hende, og selv efter skolestart sidder hun bagerst i klassen og laver en liste over de ting, «hun gerne vil ændre ved sig selv»: «Måske kan hun købe en gammel sømandsjakke, hun overvejer også at begynde at male». Ligesom sine jævnaldrende befinder hun sig i en følsom overgangsfase, og det får Tove, en gymnasieveninde, til at overveje at arrangere en fastelavnsfest, hvor «man skal komme som sit gamle jeg» for så at deltage i en egonivellerende leg:

«I stedet for tøndeslagning fylder man i løbet af aftenen en fælles kuffert med remedier fra fortiden, fotografier og breve, det kan også for eksempel være et par sko eller en pude. Ved midnat lukkes kufferten og kastes rundt, indholdet blander sig, den enes bliver den andens.

Man accepterer tidligere mønstre og vaner, går det i møde, derved frigøres man.»

Fortiden er en svær én. Men den er der altid, og det er nok også årsagen til, at fremstillingsformen i «de» er holdt i nutid, selv når den omhandler fortiden. Grimme erindringer er der nok af i bogen. F.eks. er der den om det faldefærdige hus på Poppelvej, hvor håndvasken falder ned, og «de» bliver bedt om at flytte – og dén om gårdhuset, hvor en «lugt af våd uld står fra væggene», og «tapetet slipper». Sådan noget er, hvad «de» er rundet af, og præsensformen minder os om, at denne fortid næsten er nutid. Både mor og datter står i en penibel situation, og nutiden får fortiden til at virke tæt på. Det er den dristige udlægning. Fortiden spøger i nutiden. Med jævne mellemrum dukker den op som små indlæg i «nutidsfortællingen», men desværre er effekten mest én, jeg må tænke mig til – jeg føler ikke mere af den grund, forstyrres mest af det tidsmæssige hurlumhej, og det duer ikke i et emotionelt drama. Desuden vil en giftig kritiker også med god grund kunne mistænke Helle Helle for at servicere sine faste læsere, dansklærerne, med det første gode arbejdsspørgsmål («Hvilken effekt og funktion har nutidsformen?»). Men meningen er jo egentlig god nok. Alle ved, hvor farligt nærværende fortiden kan være i prekære perioder. Fordums uvaner flytter med, og det gør gymnasiasterne forlegne. Der er så mange ting at forholde sig til. Hvordan frigør man sig fra fortiden? Og hvilket «de» vil man gerne tilhøre? Alt er svært, når man kun lige skal til at bryde op med moder-barn-dyaden, gå fra «de» til «du», og som pigen her også erfarer, udløser ét valg altid en række andre: «alle veje fører til veje».