Om Selvbeherskelse av Stig Sæterbakken.
Kroppens karakter af kloak er stærkt understreget i Stig Sæterbakkens forfatterskab. Der er en åbenlys fascination af det fækale, endnu stærkt skambelagte. Naturligvis kalkulerer forfatteren med en chok- og væmmelsesfaktor, men der er tale om noget langt vægtigere end billig provokation af borgerskabet: lortet og safterne, der flyder, synliggør fortrængninger i individ og kultur. Kroppen og dens sekreter (secretus: afsondret, hemmelig) udgør og betegner de vitale dele af vort liv, vi er mest tilbøjelige til at skjule - for os selv og andre.
Når Edwin Mortens i Siamesisk, 1997, troner blind i sit badeværelse, immobiliseret i en forfaldets dræbende rutine, ræber og spytter, fiser og skider og med kendernæse indsnuser lugten af andres skarn, er også hans talestrøm en afføring, en udskillelse af sindets affaldsstoffer. (Sammenhængen er ikke ukendt: I dansk vulgærsprog er det at sige noget sludder, noget dumt således "at lukke lort ud", svensk: "att prata skit"). I Sæterbakkens seneste roman, Selvbeherskelse, har udsondringer ikke samme centrale plads som metafor for opløsning og død, men Andreas’ hyppige forlegenheder, når den hårdt etablerede orden i sindets husholdning trues af opløsning, akkompagneres usvigeligt af et fysisk ubehag eller en ukontrollabel legemlig reaktion. Følelsen manifesterer sig altid materielt. Kroppen lyver aldrig.
Et beskedent forsøg i komparativ flatologi giver et foreløbigt signalement af de to dialektisk forbundne romaner og deres hovedfigurer: Edwin kunne med slet dulgt skadefryd rime: "de løsner stille, men de lugter ilde." Andreas’ enlige, men afgørende fjært er derimod af den lydelige, lugtfri art. Mens det lækker ubehersket fra Edwin, sker Andreas´ uheld trods stram selvbeherskelse og som signal for dennes midlertidige svigten.
(En "slægtning" til Edwin dukker op: På spiserestaurant iagttager Andreas en forfalden mand ved et nabobord og fortolker ham som "en mann som har gitt opp alt: Og den gråhårede fysaken, som satt der og fjertet i all offentlighet, han var med ett blitt et menneske det var om å gjøre for meg å gjøre et godt inntrykk på, som for en høyere offentlig instans man har et mellomværende med". Det er nærliggende at tro, at mandens pludselige autoritet skyldes hans forsagelse af den selvbeherskelse, som er Andreas’ problem og stolthed).
Selvbeherskelse er imidlertid et tvetydigt begreb. Vi opfatter det gerne som positivt, som udtryk for en persons vilje og evne til at tilegne sig, adlyde de samfundsgivne former og normer. Således betragtet er selvbeherskelsens tæmning af drifter og behov en uomgængelig betingelse for kultur og samfund: vi danner, civiliserer. De få, det ikke lykkes for, eller som nægter og bevidst gør oprør, opfattes som samfundstruende og straffes. Men selvbeherskelse kan gå langt ud over det kulturelt nødvendige ubehag, udarte til undertrykkelse af tilladelige og ønskværdige ytringer og så at sige straffe dem, inden de når at ytre sig. Opdæmningen af fornægtede drifter og behov skaber da et psykisk og fysisk overtryk, som enten må finde kontrolleret afløb, sublimeres eller eksplodere. Mens det således er en velkendt psykologi, der kan udledes af Selvbeherskelse, er fortællingen selv fuld af overraskelser, af slående og præcise iagttagelser. Andreas kender da også selv repressionens gengældelse, der ikke nøjes med at tage tand for tand: "… når et slik overtak først glipper, så får man med tifolds styrke tilbake, all den triksing og fiksing man selv har benyttet", opsummerer han sin erfaring med en fejlslagen, manipulerende opdragelsesmetode.
Jeg-fortælleren Andreas har fået efternavnet Felt, og det ikke uden grund, for han har sat skarpe grænser om sit liv, lukket af for enhver åbenhed, så han er blevet fremmed for sig selv og sine medmennesker. Hans livs omstændigheder er snart beskrevet: Han er gift med Helene, men forholdet synes endt i ligegyldighed og manglende forståelse. Han har to voksne døtre, som han har liden, respektive ingen kontakt med, og hvis ansigtstræk han har vanskeligheder med at huske. Hans bevægelser mellem hjemmet, der er ham fremmed, og arbejdet på en lille fabrik, hvor han føler sig hjemme som i et "tusenårgammelt rituale", ligger helt fast. Én gang om måneden kommer vennen Hans-Jacob og dennes kone Elise til middag, endnu et ritual. Hans tilværelse er stivnet i tryg, men livløs rutine.
Andreas er altså legemliggørelsen af al gråhed og forudsigelighed? Men vi ved jo, fra litteraturen og fra livet selv, at dette "almindelige menneske" ikke findes, at denne linde folkeleverpostej er en fiktion og tværtimod rummer hele spektret af menneskelige muligheder, at selv den fredeligste, tilforladeligste medborger kan være en tikkende tidsindstillet bombe. Og hvor selvbeherskelsen er mest anspændt, er faren for uligevægt og katastrofe størst:
Enda en gang ble det hun som reddet oss fra en pinlig pause.
"Hvordan er det med mor da?" spurte hun, liksom henkastet, som om det slett ikke var viktig for henne å få noe ordentlig svar.
"Marit," sa jeg og knep rompeballene sammen, for et kort blaff av mageknip var plutselig blitt til en boble med luft som ville ut, det var som kulden i setet forsøkte å trekke den ut av meg med makt.
"Din mor og jeg, vi skal skilles."
Her i romanens første scene mødes Andreas på café med datteren Marit, som han ikke har set i flere år, skønt de bor forholdsvis nær hinanden. Det er da også betegnende for deres forhold, at mødet udelukkende skyldes Marits pengenød: klassisk tingsliggørelse. Det lykkes ikke Andreas at tæmme "den demonen som herjet nede i enden på meg, en høy skarp fjert smalt mod stolesetet før jeg rakk å kneble den". Men også den spontane løgn om skilsmisse kommer bag på Andreas: ordene er ligeledes dæmoniske, som talt af en fremmed i ham, og han er lige så forbløffet som Marit. Dette er romanhandlingens startskud, krisens øjeblik, som har sin egen logik og nødvendighed. En proces skal gennemløbes mod en ny tilstand af ro, forløsning. Den indre stemme, en fortrængt røst, som nu gjorde sig dobbelt hørt, er ikke længere til at overhøre og kræver et svar. Spørgsmålet er da, om ordene er en selvopfyldende profeti, om den skilsmisse, der reelt er indtruffet i ægetskabet, også vil blive eksekveret i det ydre.
Andreas kastes altså ud af sit mønster, handler mod sædvane efter indskydelser og uden blik for de konsekvenser, der normalt afskærer al åben improvisation i hans liv. Denne flugt fra beherskelsens fængsel er romanens handling, for først i krisen kastes der lys over normaltilstandens væsen, først i krisen kan normen overhovedet ses og beskrives - som ondets rod, som abnorm, som den sygdom krisen vil kurere. Den i realiteten ganske beskedne afvigelse forstørres i Andreas’ egen forståelse til "min impulsive eskapade ut i den store friheten". Men friheden gribes ikke, ses hele tiden som en terapeutisk foreløbighed: "En skulle bryte tvert, noen ganger, og så ville man også vende tilbake til det vante med nye krefter". Nogen radikal, handlekraftig oprører er Andreas ikke. Han foretrækker krisemanagement for revolution. Trangen eller tvangen til selvbeherskelse slipper aldrig sit tag i ham.
Ligesom i Siamesisk spiller magt og afmagt mellem mennesker en væsentlig rolle i Selvbeherskelse. Den føjelige, sagtmodige Andreas, som lydigt har indordnet sig under den ydre magt og i sin selvbeherskelse internaliseret samme magt, indleder sin eskapade i friheden med en god, gammeldags kritik af det kapitalistiske herredømme, der belønner de uproduktive og uduelige: chefen overfuses som inkompetent opportunist og svindler, udelukkende optaget af en bizar fluefangning på sit kontor (en af flere muntre idiosynkrasier, som Sæterbakken udstyrer sine personer med). Andreas sætter sig op mod overmagten, men tæmmes ubesværet af chefens dum-snu omklamring med historien om hustruens alvorlige sygdom.
Ubehaget og det ulmende, men spage oprør fortsætter, da Hans-Jacob og Elise kommer på rutinebesøg: Andreas’ mund fyldes af slim, så han momentant er forhindret i at tale: symptomatisk for Andreas taler kroppens sekret tydeligere end ord. Og en samtykkende, beundrende tavshed er egentlig også hans foreskrevne rolle i forholdet til vennen. Samværet er én stor komisk udlevering af den brovtende, selvglade Hans-Jacob, mens Andreas’ overvejende tavse modstand får afløb i katastrofefantasier.
Eskapaden får imidlertid først for alvor fart, da Andreas’ fortvivlede søster opsøger ham efter arbejdstid. Det uventede ved dette møde, den uregelmæssighed, det vanebrud, der dermed kiler sig ind i hans rutine og fører ham ud af Feltet, på café, giver stødet til en mindre odyssé i byen: biograf, restaurant, hvor enemåltidets følelse af unaturlighed og ubehag langsomt forvandles til fryd og befrielse: "Jeg følte det som jeg satt der og spiste mine egne hemninger", med en karakteristisk sammenføring af det fysiske og det psykiske, mens det videre vil vise sig, at det snarere er hæmningerne, der fortærer ham.
Turen ud i friheden kulminerer i en lang aften på café, hvor Andreas får selskab af to yngre kvinder. De drikker sig efter tur fulde på hans regning, mens han selv er mådeholden og behersket. Alle sine hæmninger har han i hvert fald ikke spist: som god neurotiker onanerer han i aftenens løb på toilettet i stedet for at rette sit erotiske begær mod kød og blod. Til sidst stikker han af fra kvinden, mens hun belejligt er ude for at tømme kloakken. Som flere gange tidligere i romanen er han for fej til selv at træffe en afgørelse og lader tilfældet bestemme. Han vandrer hjem til sin vante fremmedhed.
Et ledemotiv ledsager Andreas, på én gang som forfærdelse og fristelse. En ung pige efterlyses i pressen som sporløst forsvundet. Han mindes gentagne gange om historien. Midlertidigt er han jo selv forsvundet sporløst fra sine normale omgivelser - ved en tilfældighedsafgørelse har han undladt at ringe besked til Helene og kunne i øvrigt ikke sit eget nummer! -, men en større, radikalere sporløshed (døden?) foresvæver ham, da han ved sin hjemvenden så at sige opgiver at sætte sig spor i den store friheds verden. Romanens dybe og bitre ironi er imidlertid, at hans selvbeherskede rutinehverdag i grunden allerede er en sporløs forsvinden.
Andreas’ optagethed af den forsvundne pige overstiger almindelig avislæserinteresse. Han ender med at forestille sig selv som faderen til den ukendte pige: "det var såvidt jeg klarte å holde tårene tilbake." Hvorfor berøres Andreas så stærkt af en dusinhistorie, alt imens selvbeherskelsen arbejder på højtryk i denne uskyldigt udseende, men betydningsmættede sætning? Hvis man ikke allerede aner, at forklaringen på faderidentifikationen har med Nina at gøre, hans sporløst forsvundne yndlingsdatter, venter der en slags opklaring i romanens sidste chokagtige ord, som sender bølger tilbage gennem hele ens læsning: Ved hjemkomsten til det døde, sovende hjem tvinger Andreas sig til at se på familieportrætterne, sidst men ikke mindst Ninas: "Det er det siste bildet som ble tatt av henne, tidlig i juni, den sommeren hun skulle ha fylt nitten."
Det er, så vidt jeg kan se, umuligt at præcisere med sikkerhed, hvad der ligger i denne konditionalis. Er Nina død? Andreas har hele tiden talt, som om hun var i live, blot borte, på ukendt sted. Har han konsekvent bedraget sig selv og læseren, fortrængt sandheden? Den mulighed eksisterer. Men det forekommer sandsynligere, at Nina aldrig fyldte sine nitten år inden for Feltet, at hun fandt vej ud i friheden og i samme stund døde for Andreas. Flertydigheden er frugtbar og blot den mest effektive af romanens mange flertydigheder.
Motivet "den forsvundne pige" illustrerer en teknik, som Stig Sæterbakken overalt udnytter med maksimal virkning: at fortælle i parallelforskudte hændelser, ikke i direkte prædikater og diktater. Den ligesom tilfældigt opdukkende, men med nøje beregning anbragte "forsvundne pige" fortæller den egentlige historie om en langt vigtigere forsvinden, og det er naturligvis ikke bare en fortælleteknisk gevinst ved sin åbenhed og sin fordring på læserens meddigtende evne, men tillige en psykologisk sandhed: vi spejler vore egne fortællinger i andre fortællinger, vi genkender os selv i det, der er uden for os selv, objektiverer os selv i andre, parallelle historier.
Og der kan selvsagt være flere spejle: Elise troner i sin sorg over den mistede søn, når hun gang på gang fortæller sin historie og måler al anden smerte med dens alen, mens Andreas og Helene fortier deres tab af datteren. Kristoffers død kan Elise forvandle til perverteret triumf, Ninas forsvinden egner sig kun til fortrængning, for den er skyldbelagt.
Selvbeherskelse er en kronologisk anlagt jegfortælling, enkel og lettilgængelig, tæt og økonomisk, elementært medrivende og ofte barokt morsom. Vil man til fulde nyde den raffinerede betydningsopladning, der sker i paralleller og spejlinger, bør man dog unde sig mere end én læsning.
I et essay, Holdningen Burroughs vs. den norske selvbeherskelsen (Vagant 3/4, 1998), tager Stig Sæterbakken til orde mod den kunstneriske beherskelse og plæderer for et helt vilt verk:
I det hele tatt synes beherskelsen å være, ennå i dag, en gylden maksime, ja, et credo i vår litterære offentlighet. Hvorvidt forfatteren "behersker sine virkemidler" er det første og avgjørende ledd i en bedømmelse av i hvilken grad han har lykkes med romanen, novellen, diktet. De partier hvor han gjør det, taler for, de avsnitt hvor han ikke gjør det, trekker ned. Merk ordet beherskelse. Legg merke til det i anmeldelser. Notér forekomsten av det en enkelt høst.
Han behersker sine virkemidler: boken er god.
Han behersker ikke sine virkemidler: boken er ikke god.
Full kontroll: et mesterverk.
Her taler Sæterbakken ikke længere om den kunstneriske bestræbelse i egne værker som Siamesisk og Selvbeherskelse, men er på inspirerende, vild tankeflugt ind i en anderledes æstetik, hvis navn for eksempel kunne være Sauermugg, en herre, som faste læsere af Vinduet har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med.
Jeg er glad for at måtte modsige forfatteren med hensyn til Selvbeherskelse: Stig Sæterbakken har behersket sig eksemplarisk og kunstnerisk overbevisende. Han behersker sine virkemidler til fulde: bogen er god. Overordentlig god. Måske er den tilmed et mesterværk, før forfatteren mister besindelsen, norsk eller ej, og kaster vrag på beherskelsen. Men er den ikke netop sådan, at den alligevel altid lister sig ind ad bagdøren? Selv vildskaben må beherske sig, hvis den skal udgøre et værk?!