En etiker i Afrika

I rejseromanen Africana har den danske forfatter Thomas Boberg skrevet sig ind i rollen som etiker med stort e, pinligt bevidst om hvide mænds forbrydelser og dybt forarget over, at «menneskehedens vugge» i dag er reduceret til «Vestens skrotkontinent». Til Gambia fragtes containere af Bobergs nabo, Dodou, fyldt med gammelt skrammel, denne gang bl.a. «200 bildæk», «to elektriske hejsesenge for ældre fysisk besværede mennesker», «femten dåser hvid vægmaling», «ti stive rør af plast og/eller metal» og «en rullekuffert», for at blive solgt med fortjeneste, og ubalancen i verden – «Danskeren tjener gennemsnitlig 59.000 dollars om året. Gambieren 1.700 dollars»– gør Boberg indigneret: «Hvornår er et menneske mindre værd? Hvornår mere? Hvad koster en ansigtsløftning, en fyldigere balle, et stykke brød, en bog, en flaske vand, en svulmende læbe, et foredrag?». Boberg stiller her det svære spørgsmål om, hvornår et liv er sorgværdigt. Skal huden være hvid, nationaliteten vestlig og professionen høj?

Migranter, bumsters, en crossdresser og en klimadepressiv

Med på sine rejser har Boberg i perioder sin kæreste Rebecca, der har ghanesiske aner og i Gambia opsøger og udspørger hjemvendte migranter om årsagerne til, at de tog «the backway»: hvad skete der, hvorfor vendte de hjem, og kunne de finde på at prøve igen?

I disse kapitler fører Rebecca pennen, og stilen er her anderledes stilfærdig, knap så poetisk raffineret, men til gengæld bærer af ekstremt stærke historier. Afrikanske Gambia er rig på sindsoprivende fortællinger om upålidelige «agenter», spildte penge, arabiske kidnappere, frygtelige fængselsophold, ugelange køreture, punkterede gummibåde, drukneulykker og «slaveri, pisk, død». F.eks. fortæller en af dem om, hvordan hans «gruppe» blev smidt af en vogn midt i Sahara og efter nogle dage måtte gribe til alternative metoder for at få føde og væske: «Vi plukkede dadler fra palmerne, vi fandt en gammel tilsandet brønd, […] rullede det våde sand op i vores T-shirts, og så lod vi vandet dryppe ned i en overskåret plastikflaske». Rebecca opdriver fortællinger om gambianernes fejlslagne forsøg på at migrere, udfordrer forestillingen om en velnæret « velfærdsturisme» og udspørger de unge afrikanske bumsters, der bejler til ældre, velhavende hvide kvinder, mens Boberg mest iagttager uden rigtig at involvere sig med de fremmede, og hans kritik af verdens dårlige behandling af Afrika forbliver derfor også meget generel: «Jeg har rejst for meget forbi. Det er det, jeg har villet. FORBI. […] Der er noget umiddelbart tiltrækkende ved kun at beskrive overflader. Men ens uvidenhed springer tilbage i blikket og forvirrer det […] Jeg vil ikke komme til at forstå dem. Ikke fuldt ud».

Udover Rebecca rejser Boberg på skift med forfatterne Madame Nielsen og Theis Ørntoft, og når de hver især tilfører bogen noget, er det, fordi deres perspektiv er et andet. Til forskel fra Boberg er Madame «en vandrende provokation med blafrende damehat», en performancekunstner, der «pirker» til Bobergs angst «for at træde udenfor og blive kanøflet, familiefascismen, mobningen, udskamningen. Angsten for selv at være mobberen, kanøfleren, bødlen». I Etiopien, hvor homoseksualitet er forbudt, tropper Madame op som «crossdresser», utilpasset og insisterende trods tæsk og advarsler: «Han er et levende bevis på dens [verdens] vanvid. Og […] derfor et af menneskehedens væsentligste indslag», skriver Boberg, der selv hellere vil «opleve stedet» end lade stedet opleve ham.

Ørntoft til gengæld er af en helt anden støbning. Perspektivet er her et andet, evolutionsbiologisk, hvis ikke geologisk, kosmisk, universelt, det er de vældige kræfter, der interesserer ham, naturen, som «har sine egne hensigter hinsides menneskets bevidsthed», og derfor kommer han også med «et andet sprog»; taler om «topografien», følger «prognoserne om klimaets radikale menneskeskabte forandringer i den antropocæne tid» og øver indflydelse på Boberg, som i kapitlet omtaler forfattere som «kulturklovne», der alene «udfylder en eller anden pause».

Mens Madame insisterende tager kulturens kampe op for at afprøve den homofobiske kulturs tolerance, lider Ørntoft af en følelse af at være prisgivet massive naturkræfter, indeni såvel som udenfor, og det er denne polyfoni, flerheden af blikke på stedet og verden, de forskellige måder at være tilstede på, Rebeccas dybe interviews, Bobergs omflakken, Madames moralisme og Ørntofts naturperspektiv, der gør bogen til noget særligt.

Brune Boberg

Boberg er en etisk rejsende, og på den måde adskiller han sig fra den kendte danske forfatter og filmmager Jørgen Leth. I modsætning til Boberg insisterer Leth på at forblive naiv, det er æstetikeren, der fører pennen, den indbildske og nydelsessyge, mytebyggeren, der gerne lader sig forføre og bedrage, og ikke den intellektuelt velovervejede etiker. I forbindelse med udgivelsen af selvbiografien Det uperfekte menneske i 2005 fik Leth ørerne i maskinen. En episode med «kokkens datter», den dengang 17-årige elskerinde, fik pressen til at kalde ham for en gammel gris, en «liderbasse», og stadig den dag i dag kan stort set alle danskere gengive linjerne «Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil». Leths indstilling er meget forskellig fra Bobergs, for selvom han spørger, om det er «kolonialismens erotiske vision», «fantasien om at eje», der gør ham vild, så stopper han ikke.

Mens Leth nærmest kompromisløst er drevet af sin sanselighed, er Boberg den pæne rejsende, der i tidens ånd taler etik: «Hvorfor havde jeg gang i det her? Hvad var grunden til, at jeg ikke bare kunne være til uden konstant at skulle føre til bogs, at mit registreringsapparat var tændt, sanserne, men ikke i en afslappet tilgang. Sanserne skulle tjene bevidstheden, bevidstheden skulle tjene ambitionen, ambitionen var en konsekvens af ærgerrigheden. Jeg var kommet her for at indtage! Jeg har rejst for at erobre!»

Boberg skammer sig over sin «skide hunger efter at besidde», her manifesteret i fotografier og notitser, «trangen til at eje, tage med hjem», og han ønsker ikke at profitere på afrikanerne, men gør det alligevel med bogen her, det er hans dilemma. Samtidig er fordomme et problem for ham: «Hvorfor ser vi i Vesten på Afrika med et så nedladende syn?», spørger han: «undertiden tænker jeg, hvorfor gør de det ikke af med én, hvorfor røver de ikke en lige der midt på vejen?» Og senere: «Sikke angst, du er, det gør de da ikke, de er jo, som mennesker er flest». Budskabet er her, at vi må holde op med at associere afrikanere med «tradition og indforstået dovenskab», det gør intet godt, og når Rebecca siger, at de er «søde», bliver hun mødt af modstand: «Ville du sige det samme om amerikanerne?» «Søde» er for Boberg et patroniserende prædikat, noget børn og andre uformående, små skabninger er.

I løbet af sin rejse bliver Boberg efter eget udsagn mere og mere «brun», han sympatiserer med underdogsne, det har han altid gjort, og indimellem tænker han, «de burde hævne den hvide mands overgreb gennem tiderne». Modsat Leth taler Boberg til samvittigheden, og det kan efterlade mig med en slem følelse af, at han ikke forløser stedets «potentiale». Hvad var der ikke sket, hvis han eller Rebecca havde ladet sig involvere i lokal kriminalitet eller måske forføre? I en besked fortæller Rebecca, at hun engang boede hos Leth i Haiti og dér havde kontakt til et italiensk par, som uden held forsøgte at få hende til at deltage i en trekant, og også i Afrika forsøger Bounty, en ung gut på fiskemarkedet, «helt uhæmmet» at lokke hende hen til sig. Omkring Boberg er afrikanerne også, det ene «luderkvarter» efter det andet dukker op på hans vej, og selvom han hører, at «de har et andet forhold her til prostitution end i Vesten», så tror han ikke på dem. De prostituerede synes alt for unge, og bag sengene i slumhytterne er der altid børn og «nogen, der laver mad». Om det, de siger, er rigtigt, finder vi aldrig ud af, eftersom Boberg ikke involverer sig. Er det os i Vesten, der er unødigt afholdne? Er det konsekvensen af en biopolitisk diskurs? Et bornert, protestantisk moralsæt?

Boberg efterlever vores moralske standarder, og da en kvinde, her ikke en prostitueret, til sidst i bogen spørger til Rebecca og siger, at han ligner «sådan en, der er fri», og at hun er sikker på, at Rebecca «accepterer» hans «frihed», «fordi hun jo selv er fri», trækker han sig.

«Den frihed, den må vi bruge», forsøger hun uden held, og jeg spørger mig selv, om Boberg er sin egen natur tro? Hvornår træder han ud i det George Bataille kalder «det heterogene», stedet for amoral og lyst

Måneblod og keramikbrændte himler

En god metafor er for mig at se en metafor, der både er overraskende og overbevisende. En trope må sætte gang i de små grå, frame verden på nye måder, sætte ulige ting lig hinanden, desautomatisere, besjæle døde genstande, animere omgivelserne og ægge fantasien, og Bobergs bog gør det hele. Et eksempel lyder: «Måneblodet løber lige under månehuden, ud i kraterne, ud i månens kolde hjerne. Stjernerne spasmer i sort». Stjernernes blink ses her som spastiske bevægelser, mens månen omtales som en røntgenhvid hjerne med måneblod løbende lige under månehuden; det astronomiske fremmedlegeme hjemliggøres, månen kommer til syne som et scanningsbillede, tillægges menneskelige egenskaber, træk, som vi er fortrolige med, præcis som i børnefortællinger, og det gør os rolige.
Selvfølgelig er der en primal glæde ved at være på niveau med teksten, det gælder generelt, men der er også noget tilfredsstillende over at lade sprog inspireret af stedet aktivere et kolossalt konnotationsfelt, f.eks. får omtalen af «den blå keramikbrændte himmel over hustagene» mig til at tænke på primitive lerhytter, Picassos afrikanske periode, dystre masker af træ, tør keramik, det erotiske ved fremstillingen af lergenstande, formgivningen og ruheden, støv og brændte farver. Så diskret kan en stemning skabes, og Boberg er en mester i den disciplin.