En etiker i Afrika

I rejseromanen Africana har den danske forfatter Thomas Boberg skrevet sig ind i rollen som etiker med stort e, pinligt bevidst om hvide mænds forbrydelser og dybt forarget over, at «menneskehedens vugge» i dag er reduceret til «Vestens skrotkontinent». Til Gambia fragtes containere af Bobergs nabo, Dodou, fyldt med gammelt skrammel, denne gang bl.a. «200 bildæk», «to elektriske hejsesenge for ældre fysisk besværede mennesker», «femten dåser hvid vægmaling», «ti stive rør af plast og/eller metal» og «en rullekuffert», for at blive solgt med fortjeneste, og ubalancen i verden – «Danskeren tjener gennemsnitlig 59.000 dollars om året. Gambieren 1.700 dollars»– gør Boberg indigneret: «Hvornår er et menneske mindre værd? Hvornår mere? Hvad koster en ansigtsløftning, en fyldigere balle, et stykke brød, en bog, en flaske vand, en svulmende læbe, et foredrag?». Boberg stiller her det svære spørgsmål om, hvornår et liv er sorgværdigt. Skal huden være hvid, nationaliteten vestlig og professionen høj?

Migranter, bumsters, en crossdresser og en klimadepressiv

Med på sine rejser har Boberg i perioder sin kæreste Rebecca, der har ghanesiske aner og i Gambia opsøger og udspørger hjemvendte migranter om årsagerne til, at de tog «the backway»: hvad skete der, hvorfor vendte de hjem, og kunne de finde på at prøve igen?

I disse kapitler fører Rebecca pennen, og stilen er her anderledes stilfærdig, knap så poetisk raffineret, men til gengæld bærer af ekstremt stærke historier. Afrikanske Gambia er rig på sindsoprivende fortællinger om upålidelige «agenter», spildte penge, arabiske kidnappere, frygtelige fængselsophold, ugelange køreture, punkterede gummibåde, drukneulykker og «slaveri, pisk, død». F.eks. fortæller en af dem om, hvordan hans «gruppe» blev smidt af en vogn midt i Sahara og efter nogle dage måtte gribe til alternative metoder for at få føde og væske: «Vi plukkede dadler fra palmerne, vi fandt en gammel tilsandet brønd, […] rullede det våde sand op i vores T-shirts, og så lod vi vandet dryppe ned i en overskåret plastikflaske». Rebecca opdriver fortællinger om gambianernes fejlslagne forsøg på at migrere, udfordrer forestillingen om en velnæret « velfærdsturisme» og udspørger de unge afrikanske bumsters, der bejler til ældre, velhavende hvide kvinder, mens Boberg mest iagttager uden rigtig at involvere sig med de fremmede, og hans kritik af verdens dårlige behandling af Afrika forbliver derfor også meget generel: «Jeg har rejst for meget forbi. Det er det, jeg har villet. FORBI. […] Der er noget umiddelbart tiltrækkende ved kun at beskrive overflader. Men ens uvidenhed springer tilbage i blikket og forvirrer det […] Jeg vil ikke komme til at forstå dem. Ikke fuldt ud».

Udover Rebecca rejser Boberg på skift med forfatterne Madame Nielsen og Theis Ørntoft, og når de hver især tilfører bogen noget, er det, fordi deres perspektiv er et andet. Til forskel fra Boberg er Madame «en vandrende provokation med blafrende damehat», en performancekunstner, der «pirker» til Bobergs angst «for at træde udenfor og blive kanøflet, familiefascismen, mobningen, udskamningen. Angsten for selv at være mobberen, kanøfleren, bødlen». I Etiopien, hvor homoseksualitet er forbudt, tropper Madame op som «crossdresser», utilpasset og insisterende trods tæsk og advarsler: «Han er et levende bevis på dens [verdens] vanvid. Og […] derfor et af menneskehedens væsentligste indslag», skriver Boberg, der selv hellere vil «opleve stedet» end lade stedet opleve ham.