– en konversation med Olga Ravn.
Vinduet 1/2012.
Det er ucharmerende, men af og til nødvendigt, at sammenligne forfattere med forårsblomster som bryder frem af mulden; en eksplosiv kraft findes definitivt i dele af den yngere, danske litteratur. Som sine generationsfæller Josefine Klougart og Bjørn Rasmussen, som begge allerede er igang med at rydde bordet for litterære priser, skriver poeten og kritikeren Olga Ravn i sin første digtsamling Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal 2012) dystert om krop og identitet. Ved et arrangement sidste år hører jeg en syngende, selvsikker Ravn læse suiten «Guldhjerterne» som lyder som et kampråb med et feministisk twang. Da Ravn og jeg konverserer på mail fortæller hun mig at suiten er skrevet til en elsket veninde som har det svært. Sangen og sorgen i ét, som hun formulerer det: «Inden i et hvert oprør findes der vel en sky af sorg.»
SC: Jeg undrer mig over digtsamlingens forsidebillede; en nydelig, men også urovækkende, rød plamage. Er dette ude i verden eller inde i kroppen? Hvad er det vi ser på?
OR: Det er en illustration af et brysts mælkekirtler. Jeg har taget det fra et anatomisk værk On the Anatomy of the Breast fra 1840, som videnskabsmanden og lægen Sir Astley Cooper har skrevet og illustreret. I bogen beskæftiger han sig med den gravide kvinde og primært det mælkefyldte bryst. På det tidspunkt i engelsk lægehistorie havde man gennemobduceret og -dissekeret mandekroppen, man tænkte: vi er færdige med den, men man tænkte også: kvindekroppen må være præcis lige sådan, bortset fra altså disse synlige «hævelser», graviditeten og brysterne. Man anså det som afvigelser fra en neutral mandekrop. På det pågældende billede har Cooper fyldt mælkekirtlerne i et bryst med rødt voks, fjernet fedtlag og hud, tørret og tegnet eksemplaret. Så det er både anatomisk, dissekeret krop og underlig fiktionaliseret, hans tegning, den røde voks. Brystet fremstår uhyggeligt og fremmed, næsten fjendtligt måske. Cooper sagde om kvindernes bryster og modermælken: This milk must hold a secret, kvindekroppen var et mysterium, graviditeten en strange swelling. Den fremmedgørelse overfor kvindekroppen kunne jeg genkende hos mig selv, jeg har et intenst mellemværende med min krop. Cooper var en excentrisk, men meget dygtig forsker, der bl.a. banede vejen for den sterile kirurgi. På hans plancher, som min bogs omslag henter tegninger fra, er kroppen fremstillet som det mest fremmede, det uforståelige, det andet. Det er i det hele taget min erfaring med anatomi og dissektion, at i forsøget på at blotlægge og kortlægge kroppen ender den med at fremstår fuldstændig uforståelig i sine enkeltdele.
SC: Har digtsamlingen et tematisk sammenhængende koncept? Undertitlen er lånt fra Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind fra 1939, handler det om den unge kvindes tøvende tilblivelse?
OR: Poeten og kritikeren René Jean Jensen lavede en læsning af min bog, hvor han sagde, at han var i tvivl om hvorvidt dele af bogens mærkelige syntaks udsprang af psykologi. Med det mente han vel: skal vi forstå disse hakkende, stammende sætningsforsøg som henvisende til et psykisk sammenbrud på lige fod med teksten? Til det vil jeg nok sige: ja, men også, at det er sætninger, der taler om sansninger og tilstande, som kommer til sproget i den form, jeg har skrevet dem i. Det er den unge kvindes tilblivelse, men det er også den unge kvindes morderiske handling, at dræbe pigen, eller at elske hende ihjel, at blive fri af et ufrivilligt pigesind, samtidig med at denne velopdragenhed er så viklet ind i identiteten, at det næsten er umuligt at vikle sig ud uden at gå i stykker. Pigen er på en gang en dæmon og en frizone.
SC: Den første suite «Grammatisk ubehag» sætter sig bogstaveligt på tværs på siden, pigen præsenterer sig ved at ikke-præsentere sig, hun taler om sig selv til sig selv, iagttager sig selv, i lange, stammende sætninger fulde af negationer. Det er som at møde hende første gang med vrangen ud?
OR: Suiten er udsprunget af en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at tale. Jeg begyndte at skrive med det umulige danske bogstav «ø», og med «r» og «gr» og «dr»-lyde, gutturale lyde som ligger langt tilbage i munden. Jeg havde svært ved at skrive, det var som om ordene og teksten sad fast nede i halsen, jeg var i en slags ufrivillig hypnose, til sidst kunne jeg kun skrive variationer af ordet rød. Der var en stærk ufrivillighed, en ufrivillighed, som jeg tror hele bogen handler om. Det blev også på en underlig måde skrevet sammen med min menstruationscyklus. Jeg havde meget svært ved at forstå, hvordan min krop kunne fortsætte med at menstruere, når jeg næsten ikke kunne tale. En vrangforstilling om, at min menstruationscyklus indgik i en alliance med det sprog, der sad fast i min hals, lå lige for. Som om, at de indre biologiske processer i min krop lå i forbund med et udenfor med samtalen, sproget. Det er også derfor, at teksten skriver om «hudhåbet», huden blev det sted, mellem to ufrivilligheder, cyklussen og det at skrive, som var fri af deres alliance.
SC: I «Reklamepigebarnet» findes nogle iagttagelser af reklamesprog – måden vi påvirkes af kvinderepræsentationer i det offentlige rum, kvindekroppe retoucheret til en slags kybernetisk perfektion. Er det en del af kampen om at komme til verden, at navigere mellem alle disse diskurser som taler om hvem pigen er?
OR: Ja, det handler om at tage ejerskab over pigen som figur. I min bog skriver jeg «Pigen står langt inde i stemmen, langt inde i munden. / Halvskjult, ejet.» Det er vel åbent, hvem der ejer pigen her. Men jeg skriver meget om ejerskab, at være i hænderne på nogen, noget. Det er en velopdragenhed jeg kæmper med, pigen er gennemvædet af det, eller man kan sige, den servilitet bærer pigens død i sig, pigen er en barnefigur uden barndommens fordele. Hendes lege er hysteriske. Shakespeares Ophelia er et godt eksempel på såden en pige, hun bliver gal af sin egen servilitet, af at efterleve både faderen og den elskedes krav uden at komme tættere på dem af den grund. Eller hun kan i hvert fald læses sådan. Man kan tale om, at disse piger dør, når de når puberteten. Når de træder ind i det seksualiserede rum. Det kan være svært at navigere rundt med sin seksualitet, så er man sin fars pige, hvor er seksualiteten i den relation? Den bliver måske ødelagt, eller forvansket, af puberteten. Man begynder at hade så indædt, man ser sig selv med et dobbeltblik. Man kan tale om puberteten som den ultimative kausalitets-opløser, måske er det der hadet kommer fra, det har jeg også tænkt, da jeg læste Mara Lees roman Salome som udkom sidste år, at hovedpersonen Elsa Mo befinder sig i en zone, hvor de regler der gælder, konstant opløses og genindsættes, fordi hendes identitet som enten voksen eller barn er så splintret lige der, hun kan ikke regne ud, hvad der foregår, hvad konsekvenserne bliver, tiden står stille samtidig med at den hamrer derudad, der ingen kausalitet, i stedet er der måske en flade, eller et krat, jeg har arbejdet meget med krattet som figur i bogen. Du taler om et mumlesprog, jeg tænker, det må være sådan krattet taler, en mumlen. Jeg tænker også, at man måske ikke skal læse min bog som en linje, men som en flade, som et krat.
SC: Du og andre samtidigt skrivende er blevet defineret som en generation, i en ellers velmenende artikel i Information i november 2010 blev du og tre yngere forfattere kaldt «tidens trodsige tøser», men det var ikke en beskrivelse I ubetinget kunne genkende?
OR: Mange af de forfattere som jeg skulle dele generation med ifølge aviserne er mine venner, så det har jeg det sådan set fint med, jeg synes de er fremragende, empatisk skrivende og kloge. Tidens trodsige tøser var en håbløs overskrift, der pænt gav et eksempel på det kvindebillede, vi kritiserede i selv samme artikel, så det var jo ironisk. Jeg har i det hele taget haft den erfaring, at når jeg taler med en journalist, så bliver «krop» automatisk oversat til «køn» på notesblokken. Kvinden er åbenbart først og fremmest et køn og siden et menneske. I hvert fald hvis hun skriver om bryster, det er svært for folk at forstå, at digte om bryster, bare er digte om kropsdele med og uden kulturhistorie, og ikke mælkefyldte paroler. Eller man kan sige, brystet er jo klart bærer af en kulturhistorie og bærer at en biologisk funktion, det at amme, det er så syret, jeg har haft min mors bryster i munden, den tanke åbner et dyb for mig, ligesom Kara Walkers tegning The End of Uncle Tom and the Grand Allegorical Tableau of Eva in Heaven, hvor silhuetterne dier ved hinanden i lange kæder, men bag disse brystfunktioner, kan man sige, er brystet jo det meste af dagen bare kropsdel. Mine bryster er ikke altid politiske. For det meste af tiden hænger de jo bare der under trøjen, men at insistere på brystet som også apolitisk kødstykke er åbenbart politisk i sig selv. Brystet, wow, det er ejet af alle, det er virkelig min erfaring. På forsideillustrationen var det også dette allemands-ejede bryst, der med sit mælkekirtel-krat pludselig blev uforsonligt, bryst-krattet, ikke? Det er det jeg skriver om meget af tiden.
SC: Du er aktiv på flere måder i det litterære felt, du anmelder bøger både i damebladet Femina og i Information. I sidstnævnte avis skriver du også essayistiske klummer, den 5. januar skrev du: «Man læser med det hele, man er både så offentlig og privat, næsten hemmelig, med sin lille krops slimproduktion, ligesom man er, når man anmelder, læsende så professionelt og så intimt samtidig.» Det er vel ikke alle som vil godtage at litteraturkritik har noget med slimproduktion at gøre?
OR: I klummen er jeg mere fri, jeg vil gerne trække den længere over mod brevet, mod den personlige, næsten private, henvendelse, det kunne være fint hvis anmeldelsen også kunne blive sådan, men jeg har svært ved at finde balancen mellem brev og dom, jeg er så uinteresseret i dommen, Virginia Woolf skriver i A Room of One’s Own fra 1929: Truth is only to be had by laying together many varieties of error – jeg tror på det. Kroppen i klummen eller i anmeldelsen, det er en strategi der er blevet brugt til at situere jeg’et, så anmelderen i sin egen udsigelse afslører sig selv som en enkelt stemme og ikke den almene menings, dannelsens, objektivitetens, magtens sprog. Det er også blevet brugt af feministiske kritikere til at trække marginalpositionen ind i den akademiske samtale, at være centralt og marginalt positioneret samtidig. Jeg opfatter den intellektuelle overvejelse som dybt forbundet med det daglige liv, følelseslivet, madlavning, vejret. Jeg går meget op i at få vejret med i mine klummer, der skal være rum i teksten. Der er vel en konsensus, at den intellektuelle overvejelse og digtet, sansningerne, billederne, hører to forskellige verdner til, eller to forskellige modi, men jeg ser det helt modsat, den intellektuelle tanke springer netop ud af at sidde på bagsædet af en vens bil, køre tværs over landet om aftenen, gennem motorvejens tunnel af lys, og lettere køresyg glo op på Karlsvognen. Sansning og tanke, you know, helt filtret ind i hinanden.