Vildmarken ligger langt fra Danmark

En varm sensommeraften sidste år gik jeg og smug-røg en dyr norsk cigaret på havnen i Molde, imens jeg så ud over bjergene og fjeldene, der omkranser byen. De imponerende tinder changerede i aftensolen, og jeg tænkte: Den slags har vi ikke i Danmark!

Et par klinter og bakker er, hvad vi kan byde på, hvilket også gør det svært at få fornemmelsen at være tæt på ”«ægte”» natur i vores lille, gennemdomesticerede land.

Solen havde skinnet hele dagen over byen og dens litteraturinteresserede festivalgæster, som defilerede ind og ud af kulturhuset Plassen, der huser den årligt tilbagevendende Bjørnson-festival. Jeg havde småtravlt. Jeg skulle ind og have en plads i Teatret Vårt til den debat, jeg havde glædet mig til. Under overskriften ”«Dragningen ut”» skulle filosoffen Arne Johan Vetlesen, polfareren Liv Arnesen og journalisten Kjetil Østli diskutere den længsel, vi byboere kan føle i forhold til naturen.

Debattørerne var enige om, at man som senmoderne menneske føler en melankoli over, at være afskåret fra noget, som man burde føle sig hjemme i – en eksistentiel bedrøvelse over tabet af vores oprindelige, naturlige hjem. Vetlesen talte om økosorg. Arnesen fortalte anekdoter om en særlig ro, der var kommet over hende i løbet af de lange ophold, hun havde haft alene i naturen. Og Østli, der fungerede som moderator, jovialiserede med beretninger om sine børn, der er mere hjemmevante med en iPad i skødet end med vandresko på fødderne.

Umiddelbart havde jeg stor sympati for synspunkterne. De fik mig til at tænke på forfatteren Henry David Thoureau og hans ophold ved Walden Pond i midten af 1800-tallet. Her skrev han romanen Walden, som godt 100 år senere skulle blive ikonisk for miljøbevægelserne. Men så tænkte jeg også på den amerikanske eventyrer Christopher McCandless’ flugt ind i Alaskas skove i starten af 1990’erne, og på hvordan han, i sin søgen efter oprindelighed, oplevede hvad det også kan betyde at ”«gå i et med naturen”». Som måske vil være kendt fra bogen og Sean Penns film Into the Wild (2007), døde han af sult efter knap fire måneder i ødemarken.

Økosorgens privilegium

Jeg forestiller mig, at den almindelige nordmands forhold til naturen nok er anderledes end den almindelige danskers. Mange danskere er ikke vant til at tage på skiture fra de er små, og vi er ikke vant til bjerge, fjelde og store nåleskove. Vildmarken ligger langt fra Danmark. Men selvom jeg forsøgte at holde den forskel in mente, og selvom jeg syntes, at paneldeltagernes fortællinger var sympatiske, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at der var noget privilegeret over den økosorg, de udtrykte. Som om naturen blev holdt ud i strakt arm, betragtet og omtalt i vendinger, man også kunne bruge om et spa-ophold. Jeg følte, ondskabsfuldt, at debattens thoreauvianske stemning kunne trænge til et wake up call àá la McCandless’.

Der er noget næsten forargeligt i at ærgre sig over, at en iPad, hvis produktion trækker store veksler på vores materielle omgivelser, distraherer vores opmærksomhed væk fra selvsamme omgivelser. I Alice i Eventyrland er der en fabel om en hvalros og en tømrer, der tager ud for at samle østers. Den ender med at hvalrossen sidder til bords og græder – ulykkelig over at de østers, som han er i gang med at æde, må lade livet. Der er en slags hykleri på færde, når mennesker udnytter naturen simultant med, at de begræder tabet af samme natur.

Paneldeltagernes økosorg kom på mig til at virke som udtryk for et privilegium, der består i at befinde sig på så bekvem afstand til naturen, at man kan tillade sig at savne den. Der er en kynisk dekadence i at forsøge at maksimere sin kulturelle komfort igennem årtusinder, for derefter at begræde distancen til det vildnis, der nu opfattes som et tabt paradis. Og jeg tænkte, at netop den forestilling om naturen, som behagelig og rekreativ for mennesket, er en konstruktion som forudsætter en vis magelighed.

Økokritik 1.0

På mange måder kan min oplevelse den aften, min vaklen mellem sentimentalitet og skepsis, ses som symptomatisk for den måde, man er gået til spørgsmålet omkring naturen på indenfor kulturvidenskaberne de seneste årtier. Her ville jeg skelne imellem to tendenser, der korresponderer med den henholdsvis idealistiske og kritiske tilgang til naturen: økokritik og mørk økologi.

Økokritikken konsoliderede sig i midten af 90’erne og var som udgangspunkt et normativt projekt. Gennem læsning af tekster, der omhandler naturen, ville økokritikere formidle en større forståelse og respekt for omverdenen. Økologisk litteratur blev defineret som litteratur, der har en eksplicit intention om at tematisere naturen som værdifuld i sig selv, og amerikansk nature writing samt romantisk naturlyrik blev fremhævet.

Litteraturprofessor Lawrence Buell fastlagde i 1995 fem dogmer for økokritikken. Gennemgående for disse var, at naturen skulle bringes til ære, værdighed og selvstændighed i litteraturen og ikke bare være bagtæppet for menneskelige aktørers handlinger, sådan som den traditionelt har været. Der skulle ske et opgør med det såkaldt ”«antropocentriske aktørhierarki”», som prioriterer menneskelige subjekter på bekostning af omgivelserne.

Hvis man tænker over den klassiske modsætning mellem kultur og natur, så mente første generation af økokritik, at kulturvidenskabernes fokus i løbet af det 20’ende århundrede i stigende grad havde været på den kulturelle sfære med det resultat, at al humanistisk forskning i 1980’erne og 90’erne drejede sig om fortællinger og diskurser. Den materielle virkelighed var forsvundet. Det eneste, man kunne vide noget om var, hvordan mennesket skabte og forstod sin virkelighed gennem selvopfundne tegnsystemer.

Det var den tegnfascination, som den tidlige økokritik ville gøre op med. I takt med at klimaforandringerne fik mere og mere naturvidenskabelig evidens, blev kritikernes pointe, at uanset hvor meget vi skaber fortællinger i det menneskelige fællesskab, så kan vi ikke fortælle os ud af klimaforandringerne. Noget hinsides sproget insisterer og kræver vores opmærksomhed – naturvidenskabeligt såvel som humanistisk.

Første generation overtog og reproducerede altså forestillingen om en adskillelse imellem natur og kultur. Det var ikke skellet selv, der skulle diskuteres. Fra at fokusere på kultur skulle pendulet svinge til det naturlige indenfor samme gamle dualisme. De nødvendige ændringer var af indholdsmæssig karakter, og der skulle ikke stilles metakritiske spørgsmål til litteraturens form eller æstetik. Den slags diskussioner blev afvist som narcissistisk selvbetragtning – avantgardistisk ”l’art pour l’art”, eller endnu værre: modernisme! Og modernistiske formeksperimenter blev set som decideret anti-økologiske – en understregning af den menneskelige kreativitets usædvanlighed.

Den første generation af økokritik var således overvejende idealistisk og økocentrisk. For et par år siden har Lawrence Buell imidlertid gjort status over økokritik-feltet og sporer en ny generation, der er mere kritisk og inkorporerer såkaldt sociocentriske perspektiver.

Mørk økologi

Anden generation af økokritik ser ikke et tydeligt skel imellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, men i højere grad et kontinuum. Den træder derfor et skridt tilbage og vil problematisere selve skellet. Den ser den slags opdelinger i modsætningspar som historisk betingede tankekonstruktioner. Det er ikke et faktum, at kultur står i modsætning til natur. Det er en fremtænkt opposition, der kalder på kritik. Anden generation opererer derfor ikke med samme forudfattede definitioner af naturen, som første generation gjorde, og er af samme grund mere åben for at overveje det urbane og teknologiske i forhold til økologiske problemstillinger – i stedet for automatisk at afvise det ud fra forestillingen om, at det befinder sig på den forkerte side af et imaginært skel i verden.

Økokritik dækker altså over en række indbyrdes uenige teorier, som, meget groft, kan inddeles i to retninger: Een økocentrisk retning, der mener at kunsten og kritikken skal ændre vores handlinger og en kritisk-dekonstruktivistisk retning, der hævder, at kunsten og kritikken kan ændre vores mentalitet ved at gøre os opmærksomme på vores måde at tænke os selv i verden på.

Indenfor den kritiske retning finder man litteraturprofessor Timothy Mortons såkaldt mørke økologi, der er en nytilkommer til feltet. Mørk økologi er ikke i egen selvforståelse en del af den økokritiske bevægelse. Faktisk er den formuleret som et angreb imod økokritikken, men er sidenhen af blandt andre Buell blevet indlemmet som en form for kritisk understrøm. For mørk økologi er i sit væsen dekonstruktivistisk og vil udrede, hvilke dogmer, idealer og kulturelle fortællinger, der ligger til grund for vores forståelse og repræsentationer af verden.

Morton hævder, at vi ideologisk stadig befinder os indenfor en nationalromantisk naturopfattelse, hvilket den traditionelle økokritik er et eksempel på. Dvs. at når vi hører ordet natur, så er det guldaldermalerier, der dukker op for vores indre blik. Det er den sentimentale forestilling om naturen som ren, rekreativ og idyllisk – en forestilling, der redigerer naturens ubehagelige elementer væk og som ignorerer, at vores kultur er opstået i et oprør imod de naturlige omgivelser. Det er i ambitionen om at ville skærme sig imod omverdenens vold og dirigere den væk fra sig, at de første ansatser til kultur opstår. Morton insisterer på dette mørke, voldelige aspekt af naturen og kritiserer økologisk teori og filosofi, der ureflekteret overtager en pastoral-romantisk forståelse af den.

De natursyn, der kom frem til paneldebatten i Molde, kunne ses i forhold til den økocentriske økokritik. Samtalens præmis var, hvordan vi håndterer tabet af naturen. Men der blev på intet tidspunkt spurgt til, hvad deltagerne forstod ved begrebet «”natur”». Det var givet på forhånd. Naturen var det ”«derude”», som man per automatik er draget af. Det lå fast allerede i debattens titel «”Dragningen ut”». At selve den skelnen imellem natur derude og kultur herinde kan ses som en romantisk konstruktion, der har nostalgi og sentimentalitet indbygget i sig, forblev en mørkt økologisk mistanke inde i mit hoved.

Ostekake går aldri af moten!

Debattens Kjetil Østli er medstifter af online-tidsskriftet Harvest.as, som på samme måde kan ses som eksponent for et naturengagement, der tager skellet mellem kultur og natur for givet og fejrer et på forhånd defineret dogme om, hvad naturen er. Her ledsages naturhyldende artikler og rejsebeskrivelser af bjergtagende billeder, der er som taget ud af et livsstilsmagasin. Vi får at vide, at vi skal tage til østsiden af Guldbrandsdalen fordi der er så ”«variert, vakkert og fredelig (…)”» og den beskrivelse lader til at være dækkende for hjemmesidens natursyn i det hele taget.

Hensigten er at fremme påskønnelse af naturen ved at lokke folk ud i den. Her genfinder vi altså en skarp adskillelse af ude og inde, natur og kultur, men hvad værre er, at den natur, der så befinder sig derude er en yderst redigeret version af vores biologiske omgivelser. Den er fotogen, rekreativ, fredelig, velsmagende og på alle måder behagelig for mennesket, hvis private image-crafting den også låner sig selv villigt ud til. For skribenternes selv-iscenesættelse som friluftsmennesker overskygger i mine øjne den miljøbevidsthed, der præsenteres i hjemmesidens formålsbeskrivelse. Forfatterne giver tips til familieferien med udgangspunkt i egne ekspeditioner ud i vildmarken, og Østli har lagt sin natur-inspirerede playliste op på sitet, så man ikke er i tvivl om, hvad han hører, når han ”«kjører bil og det bliver for mye oppi huet”». Ved siden af artiklerne fylder Kolonihagens opskrifter og madtips en del. Her kan man blandt andet berolige sig med at ”«ostekake går aldri av moten!”» og få svar på spørgsmålet: ”«Hva er vel bedre enn en deilig eggerøre til søndagsfrokosten?”».

Havde interessen i naturen været åben, undrende og nysgerrig, ville jeg måske ikke have været så skeptisk. Som det er, har jeg på fornemmelsen, at man, hvis man lader sig lokke af Harvest.as’s tilgang til naturen, altid vil finde, hvad man leder efter – og intet andet. Som Morton skriver: «”Putting something called Nature on a pedestal and admiring it from afar does for the environment what patriarchy does for the figure of Woman. It is a paradoxical act of sadistic admiration.”»

Det skal ikke forstås sådan, at det i det hele taget er problematisk at værdsætte naturen for dens behagelige og smukke aspekter. For mig opstår problemerne først, hvis man i en klimakrise-tidsalder ikke er i stand til at anerkende andet end «”variert, vakker og fredelig”» natur som natur. Endnu værre bliver det, hvis fokusset på den grønne æstetik forleder én til at tro at det, der optræder på malerierne eller de glittede fotos, samtidig er det mest økologisk forsvarlige. For så kan den grønne æstetik blive direkte kontraproduktiv i forhold til bæredygtige tiltag.

Bæredygtighed er ikke kun at få alting til at se grønt ud eller optimere vækstprocesser. Det kan også være at beskæftige sig med råddenskab, kompost og andre ting, der ikke passer ind i traditionelle forestillinger om, hvad sund natur er. Hvis man fastholder opdelingen mellem kultur og natur, kan det endda være ting, der stammer udelukkende fra den ”«kulturlige”» sfære herinde, der er de mest miljømæssigt forsvarlige. Men det kan være vanskeligt at se, hvis man automatisk rubricerer et hvilket som helst forarbejdet produkt som anti-økologisk.

Man hører fra tid til anden folk klage over oprettelsen af vindmølleparker. I en artikel så jeg endda en mand, der kaldte møllerne for ”«landskabsforurenende industrimonstre”». Det er en  interessant formulering, for hvis der er noget, en vindmølle ikke er i en økologisk forstand, så er det forurenende. Det var en rent æstetisk anklage. Vindmøllerne var synsfeltssvineri. De ragede op i det gennemkonstruerede marklandskab, som vi fra malerier har lært at forstå som natur.

Et andet eksempel er sagen om Træet på Enghave Plads for et par år siden. Et gammelt kastanjetræ på Vesterbro i København skulle fældes for at gøre plads til metroen, og det skabte en mediestorm. Grædende børnehavebørn blev fotograferet til avisen foran træet, og  miljøaktiviser holdt demonstrationer foran det. At kollektiv transport, hvor kunstig den end måtte synes, gør langt mere for miljøet i et større perspektiv end bevaringen af et enkelt træ blev knap nævnt.

Nationalromantisk naturæstetik er ikke i sig selv problematisk, men kan blive det, hvis vi med grønne skyklapper på kommer til at blokere for økologiske tiltag, fordi de ikke lige passer ind i det konservative natursyn, vi har med os fra 1800-tallet.

Naiv idealisme eller gold kritik?

Jeg synes derfor også umiddelbart, at den mørkt økologiske retning virker mest frugtbar. Den kan pege på de blinde vinkler og ureflekterede dogmer, der trækkes på i den økocentriske økokritik. Den kan afsløre, når politikere og reklamefolk forsøger at manipulere os til at stemme på sig eller vil sælge os noget ved at spille på vores kulturelt indlærte nostalgi efter pastoral natur.

Det er det, der også kaldes greenwashing, og det er den danske mejerigigant Arla ekspert i. Under kampagneoverskriften ”«Tættere på naturen”» har firmaets reklamer i en årrække været fyldt med billeder af græssende køer i et frodigt eng-landskab – ofte ledsaget af glade, kernesunde børn. Der var vaseline på linsen og løgn i halsen. Ikke en eneste visuel reference til de faktiske fabriksforhold, som mælken bliver fremstillet under, var at spore.

Til gengæld er der en risiko for, at den mørke økologi, hvis den står alene, bliver gold og virkningsløs. Oprindeligt blev økokritik jo formuleret som et alternativ til 1980’ernes og 90’ernes humaniora, der nærmest udelukkende interesserede sig for, hvordan mennesket skaber virkelighed. Man kan spørge, om der ikke i den mørke økologi ligger en risiko for at vende tilbage til den postmoderne selvbetragtning, som virker underligt verdensfjern, når den netop burde være verdensnær?

Omvendt bliver problemet med den økocentriske position, at den i sin efterlysning af aktivistisk eller formidlende indhold, ofte glemmer fokusset på det formelle. Jeg har efterhånden været på flere konferencer, der omhandlede de her temaer, og har hørt oplæg om, hvordan nedgangen i æblehøsten i New England kan påvises ved at læse digte derfra på tværs af hundrede år. Eller man kan læse klimathrillere, der giver realistiske bud på, hvordan miljøforandringerne vil tage sig ud, informeret af kalkuler fra FN’s klimapanel. Alt sammen sympatiske ambitioner. Men i takt med at fokusset på «”sagen”» er blevet intensiveret, så er opmærksomheden på det særligt litterære tilsvarende dalet, hvilket gang på gang har fået mig til at spørge: Hvad med æstetikken? Hvis man forstår det æstetiske som en spænding imellem værkets form og indhold, hvor er det æstetiske så i økologisk poesi eller kunst, og hvilken funktion har det? Eller sagt på en anden måde: Hvis der (bare) skal leveres et politisk budskab eller informeres om naturvidenskabelig fakta, hvorfor er det så vigtigt, at det foregår i form af et digt og ikke et debatindlæg?

Det kan den mørke økologi derimod tage højde for. Den interesserer sig for, hvordan værket skaber en verden på et strukturelt plan: Hvilke hierarkier skabes der imellem det menneskelige og ikke-menneskelige? Hvordan er fordelingen af agens? Forstås mennesket som et autonomt individ i en passiv verden eller en betinget organisme indfældet i dynamiske omgivelser? I kraft af det formelle fokus vil den mørke økologi kunne finde et økologisk udsagn i ethvert værk – også de, der ikke på indholdsplanet fremviser noget, der minder om natur eller har en intention om at være økologisk.

Jeg bruger ind imellem Samuel Becketts eksistentialistiske dramaer som eksempel. Her ville en økocentriker nok ikke mene, at der var meget at komme efter. Stykkerne drejer sig om menneskets vilkår i moderniteten, hvor tilværelsen opleves som mål- og meningsløs. Sproget og logikken bryder sammen, imens karaktererne hutler sig igennem tilværelsen. Det er tegnfascination og antropocentrisme for alle pengene og derfor ikke interessant fra et strengt økocentrisk synspunkt.

Anskuet mørkt økologisk derimod, kan der komme perspektiver til syne. Man kunne panorere væk fra handlingsplanet og ud til det golde, post-atomare landskab, der ofte udgør scenografien. Det udtrykker en forestilling om menneskeheden som så magtfuld, at den har formået at lægge verden øde. Dramaerne viser en forståelse af apokalypsen som øjeblikkelig (a bang) fremfor progressiv (a whimper). Og på den måde kan man sige, at stykkerne leverer et økologisk vidnesbyrd fra en koldkrigstid (50’erne, 60’erne), hvor mennesket oplevedes som teknologisk overmægtig – det eneste aktive i en ellers passiv og død verden, som det ville kunne destruere fuldkommen, hvis det ville. Det verdensbillede tør siges at være ændret noget i vores tid, hvor alt tyder på, at miljøforandringerne ikke vil medføre en passiv verden, men tværtimod en verden, hvis aktivitet accelererer ud af kontrol.

På den måde vil den mørke økologi kunne finde økologiske perspektiver i den verden, som ethvert værk opstiller. Selv økocentrismens fjende nummer et, højmodernismen, kan analyseres økologisk.

Tilbage står imidlertid stadig risikoen for, at en litteraturkritik som denne vil forstene i ren formkritik, æstetiske vurderinger og en genetablering af mennesket som det ultimativt betragtningsværdige. Den idealistiske ambition om at skabe forandring kan komme til at vige pladsen til fordel for bevaringen af kritikkens status quo.

Det er, som om den økocentriske idealisme savner kritisk selvrefleksion og den kritiske teori savner potentiale til at se ud over sig selv og gøre en forskel i verden.

Klimaaksjon og gammelmodernisme

Med det paradoks i baghovedet var det interessant at stifte bekendtskab med den debat imellem kritiker Preben Jordal og forfatter Espen Stueland, der var opstået i de norske medier i forbindelse med etableringen af miljønetværket og hjemmesiden forfatternesklimaaksjon.no. Debatten foregik i de norske medier i foråret 2014 og kan ses som illustrativ i forhold til de udfordringer, klimakrisen stiller litteraturen.

Forfatternesklimaaksjon.no har karakter af et blogkollektiv. Det er initieret af en række norske forfattere og meningsdannere og bruges til at kuratere klimarelaterede tekster. Motivationen er den norske grundlovs paragraf 112, der tilkendegiver at ”«Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten».”

I forhold til min sondring imellem økocentrisme og kritik ville klimaaksjonen umiddelbart befinde sig på den økocentriske side. Kendskabet til miljøproblemerne skal udbredes via litteraturen, som ved at trække på naturvidenskabelig indsigt kan levere realistiske fremtidsscenarier og foreslå alternative måder at leve på. Hensigten er at skabe bevidsthed og opfordre til handling. Og målet er præcist formuleret. Der skal skabes ændringer politisk: Norges energipolitik skal lægges om – fra fossile brændstoffer til bæredygtig energi.

Samtidig har aksjonen en kritisk hensigt. Den har givet sig selv til opgave at: ”« […] oversette, avkle og anskueliggjøre politisk tungetaleri og næringslivets glattsnakk”», hvilket umiddelbart tyder på, at grupperingen også har elementer af den sociocentriske økokritik. De kritiske ambitioner lader dog til at begrænse sig til at ville være miljøets vagthund i forhold til politikere og det private erhvervsliv. Modsat hvad man måske kunne forvente, indbefatter kritikken ikke litteraturkritiske diskussioner af, præcis hvad litteraturen kan i forhold til klimakrisen. Præmissen lader simpelthen til at være, at den kan skabe opmærksomhed og holde humanistiske skåltaler for naturvidenskabelig viden. Og det efterlader mig stadig med det ubesvarede spørgsmål: «”Hvad kan æstetikken?”»

Så kan man kalde mig gammelmodernist for at stille det spørgsmål og efterlyse den slags diskussioner. Det blev Preben Jordal, da han blandt andet kritiserede forfatternes manglende opmærksomhed på det formelle. Som han skrev, så blev litteraturens relevans og gennemslagskraft taget for givet. Han kritiserede særligt hjemmesidens tendens til forfattermæssig business as usual. Uden at stille metapoetiske spørgsmål til de forskellige genrers potentiale eller overveje, hvilke formelle udfordringer, klimakrisen skaber for litteraturen, lader forfatterne til at stille sig tilfreds med at skifte indholdet ud.

Og det, vil jeg give Jordal ret i, er uambitiøst. Hvordan kan man, uden selvkritisk eftertænksomhed, skrive et centrallyrisk jeg frem i en tid, hvor der netop stilles spørgsmål til den menneskelige verdensforståelses gyldighed? Og igen: hHvorfor er det vigtigt, at naturvidenskabelige pointer kommunikeres litterært fremfor journalistisk? Hvad er det, de litterære genrer kan, som journalistikken ikke kan, når det kommer til at informere befolkningen? Og hvad er det i øvrigt for et oplysningsideal, der ligger til grund for denne intention om at ville udbrede kundskab? Hvis der var ét punkt, hvor Oplysningen for alvor tog fejl, så var det vel i den humanistiske tro på, at mere viden vil skabe bedre mennesker. Den idealistiske økocentrisme kalder på mørkt økologiske spørgsmål som disse.

Jeg vil altså give Jordal medhold i sin kritik af forfatternesklimaaksjon.no for at være ”«gammel vin på nye flasker”», som vi siger i Danmark. Eller rettere: «”ny vin på gamle flasker”», da det er formerne, flaskerne, der beklageligvis forbliver de samme. Til gengæld er jeg uenig i Jordals mere specifikke efterlysninger, da de, for mig at se, viser, at kritikken også har sin egen business as usual. Jordal vil have større, mere omfattende analyser, og han finder det problematisk, at litteraturen på hjemmesiden har begrænset sig til at levere dybt subjektiv, eklektisk litteratur og analyser, der ikke giver noget overblik, men i højere grad reflekterer den enkelte forfatters private interesser – og bibliotek.

Formuleringer som disse kan pege på kritikkens akilleshæl. For selvom den måske ikke foreslår løsninger, så er den underliggende præmis for traditionel kritik, at der findes et udsagn, der er mere ”«adækvat”» end andet. Der findes en repræsentation, som er bedre end andre. Og i forhold til klimakrisen tror jeg lige så lidt på, at naturvidenskaben er nået frem til en sådan overordnet klarhed omkring tingenes tilstand, som jeg mener det er litteraturens opgave at formidle den.

Min mistanke er, at det er en humanistisk misforståelse at tro, at ”«de hårde fag”» ligger inde med sandheden – eller kommer til det. Det, der netop kendetegner klimakrisen er vel, at den i kompleksitet overstiger de kriser, som menneskeheden tidligere har stået overfor. Den er så omfattende, at den største udfordring består i at finde ud af, hvori udfordringerne består. Derudover er der det forhold, at naturvidenskaberne i mange tilfælde skaber lige så stor, hvis ikke større undren over verden som sikkerhed omkring den. Hvert svar rejser ti nye spørgsmål. Som lederen af geologisk museum i København Minik Rosing har sagt, så er det vidunderlige ved samtidens naturvidenskab, at jo mere du ved om verden, jo mere undrer du dig.

Jeg tænker derfor, at det litteraturen netop kan, faktisk er det modsatte af det, Jordal efterlyser. Hvis en omfattende mentalitetsændring er nødvendig, så er det vel den selvovervurderende, menneskelige tankegang – den slags tankegang, der tror, at mennesket er i stand til at gennemskue verden – der skal korrigeres. Hvis mennesket er hierarkisk sidestillet med resten af verden i et kontinuum, og dets indsigt i den derfor ikke repræsenterer en privilegeret «”forståelse”», så kan litteraturen vel også udtrykke denne menneskelige indlejrethed og den mangel på mulighed for viden, som dette indbefatter.

Så selvom jeg er enig i Jordals påpegning af klimaaksjonens blinde vinkel, når det kommer til litterær form, er jeg uenig i hans kritik af, at forfatterne ikke skulle være vidende nok – eller rettere: Det er ikke viden, det kommer an på. Derfor vil jeg også give Stueland ret i, at den kritiske position, også potentielt er den golde og risikofrie position. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at al kritik automatisk er dette, og jeg er på ingen måde enig med Stueland i, at emnets akuthed skulle fritage det for kritisk stillingtagen – tværtimod. Uanset hvor akut behovet for handling end måtte være, fritager det os ikke fra at tænke.

Både kritik og formulering af alternativer kan , i deres traditionelle form og isolering fra hinanden, ses som humanistisk business as usual. De fungerer indenfor samme dialektiske forståelse af den politiske virkelighed, som har skabt klimaforandringerne. Og derfor virker det som en af de større opgaver at bryde ud af den forestilling om et enten-eller, om at man enten foreslår alternativer eller kritiserer, at man enten interesserer sig for indholdet eller formen, miljøet eller kunsten.

Problemet med jeget

Det er ikke kun vigtigt, hvad der bliver sagt, men også hvordan det bliver sagt. Og hvis jeg skal give et eksempel på dette fra en dansk kontekst, ville jeg tage fat i spørgsmålet omkring subjektet i en klimakrisetid.

Hvis man forholder sig til forestillingen om eksistensen som et kontinuum fremfor en samling adskilte fænomener, kunne man spørge: I en verden, hvor alt er hierarkisk jævnbyrdigt, og hvor man forsøger at gøre op med forestillingen om det autonome subjekt, hvad gør man så med karaktererne i litteraturen? Og hvad gør man med digterjeget? Hvordan kan man retfærdigøre at isolere noget (mennesket) fra konteksten og fremhæve det?

Her ser jeg et paradoks i litteraturen i form af to modsatrettede løsninger: Enten kan man foretage en minimering af subjektet, eller også kan man foretage en situering af det.

Minimeringen af subjektet ligger lige for. Den strategi kan ses i forhold til den økocentriske efterlysning af litteratur, der sætter naturen i centrum og underspiller det menneskelige. I forfatteren Morten Chemnitz’ samling af naturdigte, Inden april, optræder der kun et jeg meget få gange. Ellers er digtene optaget af at beskrive naturfænomeners relation til hinanden.

I det tidlige af dagen. Gaden i den lave sol.

De nøgne grene som giver solens lys igen. De klare strejf i det sorte. På
hjørnet af gaden de lyse strejf som træets grene gentager af den lave sol.

Som træet sammen med solen har.

Der er fokus på forbindelser og mulighederne for møder – primært fænomenerne imellem. Der er sparet på navneordene – hvilket kan ses som en reducering af, hvad man kunne kalde  essentialiserende benævnelser. I stedet har vi forholdsord og adjektiver. Som kritikeren Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse i Dagbladet Information, så er farverne og tingenes forhold til hinanden vigtigere, end hvad de er i sig selv. I stedet for en tekst, der beskæftiger sig med tingenes ontologi, deres væren som adskilte fænomener, har vi en tekst, der beskæftiger sig med deres tilknytninger til hinanden.

Problemet med den underminering af subjektets suverænitet kan dog blive, at man underspiller subjektets indflydelse i det hele taget. Man kan sige, at den form for økologi, hvor man forsøger at tænke mennesket ud af ligningen, mister fornemmelsen for relationen mellem det humane og non-humane i et dybest set romantisk forsøg på at sætte det non-humane i centrum. Kant såvel som kvantefysikken og fænomenologien pointerer, at måden vi opfatter en ting på er dybt afhængig af, hvordan man ser, og hvem der ser. Og i forhold til økocentrismens fokus på naturen i sig selv kunne man indvende, at man udover at se på en genstand, også kunne medtænke, hvordan éns blik på forhånd afgrænser og konstruerer selvsamme.

Derudover kan underspilningen af mennesket ses i konflikt med mere holistiske verdensforståelser. De taler jo netop om, hvordan det humane er viklet ind i det nonhumane, og man kunne argumentere for, at det er mere etisk at tage sin menneskelighed på sig end at underspille den. Man kunne altså, polemisk, spørge, om ikke det er endnu en selvovervurdering at tro, at man som menneske kan sætte sig ud over sit menneskelige perspektiv og tale fra andre(s) positioner i verden?

Man kan derfor også forestille sig den modsatte strategi: situering af subjektet. Her opstår anti-hierarki netop ved, at jeget skriver sin indlejring i omverdenen frem. Værket opstiller en virkelighed, hvor subjektet ikke er autonomt og løsrevet, men indfiltret i verden og betinget af dens materialer. Der skabes en fornemmelse for kontinuummet i præsentationen af et subjekt, der ikke taler monologisk fra et meta-perspektiv – som en fritsvævende bevidsthed i et vakuum, der kan se verden «”an sich”» – men tværtimod: som situerer sig som en sansende, følende krop med en flydende kontur, der er et resultat af ydre og indre processer og konstante udvekslinger med omverdenen. Her har særligt forfatteren Amalie Smith gjort sig bemærket med sin nærmest naturvidenskabelige interesse for omverdenen, som hun reflekterer i sine prosatekster.

”Kroppen er ikke et lukket system. Den optager energi og stof fra omgivelserne. Kroppen er en maskine, der sorterer og omdanner stof og giver det struktur som en krop.

Kroppen består af en overordnet bevægelse, som samler, og en række underordnede bevægelser, som spreder, afgiver varme fx. Samling kan ske på bekostning af spredning i et større system (samfundet, biosfæren) eller på bekostning af kroppen selv. En død krop er i spredning.”

Inspireret af den materialitetsorienterede teoretiker Jane Bennett præsenterer Smith et verdensbillede, hvor alt hænger sammen i heterogene collager eller assemblager – blandinger af humane og nonhumane fænomener, der er underlagt spredende og samlende bevægelser. Grænsen mellem menneske og omverden opløses i Smiths indlejring af kroppen i disse assemblager. I stedet for det vestlige subjekts hårde kontur, der afgrænser det fra omverdenen, ser vi huden som en membran, et sted for udvekslinger.

I en mere eksplicit klimaorienteret kontekst har særligt digteren Theis Ørntoft gjort sig bemærket med sin insisteren på jeget og på den subjektive reaktion på klimakrisen.

”Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om
det var tider, hvor intet skulle begrænse os.
Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål
tænker jeg på apokalypsen
hver gang nogen udtrykker håb for det bestående
får jeg det fysisk dårligt.
Lad os sætte os her i skumringen og vente på
at revolutionen griber os.
Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne
og flyforbindelser i hud og hår
og læse breaking news (…)”

Der er en mørkt økologisk bevidsthed at spore i digtene. Det er en bevidsthed, der ikke har den økocentriske tro på, at litteraturen bør levere viden eller alternativer, men som i højere grad forsøger at skabe samhørighed omkring den kollektive melankoli der ligger i, at være indlejret i en verden, vi ikke forstår, som er udsat for forandringer, vi selv har bidraget til, men ikke kan gennemskue. Bogen understreger menneskets problematiske indfældning i verden, dets magt til at ændre den til det værre og dets magtesløshed i forhold til at forbedre sine handlinger.

Der er imidlertid også, vil jeg mene, en risiko for at den form for litteratur kan bringe os ind i en ny form for melankolsk modernisme, hvor man med postironisk selvhøjtidelighed stirrer sig blind på sin egen afmagt og stopper ethvert initiativ med den begrundelse, at vi aldrig kan vide, hvad der foregår, eller om vores handlinger nytter noget.

Nye fortællinger

Hvis man fordyber sig i de forskellige positioner indenfor klimafilosofi og økologisk kulturteori, så finder man ud af, at uanset hvilket værk eller initiativ, man taler om, så kan det  problematiseres fra et eller andet perspektiv. Den pointe skulle også gerne være tydeliggjort med mine eksempler på poetiske strategier, der hver har deres styrker og faldgruber. Og jeg tror, at det er sigende for, hvor kompliceret problemstillingen er, og hvor fastlåste vi er i vores reaktioner på kriser.

Vi er vant til, at et problem kan begribes logisk, udlægges rationelt, og at der kan gives handlemuligheder, som får det til at gå væk. I tilfældet med klimakrisen lader spørgsmålet dog til at være, om vi nogensinde bliver i stand til at kunne begribe problemerne fuldt ud. Derfor kan det også virke paradoksalt at ville ordinere medicin, før diagnosen er stillet. Men jeg tror, at den slags paradoksalitet er et vilkår, som vi må acceptere. Vi kan ikke sidde og vente på det endegyldige svar, der klarlægger alt for os, for det kommer måske aldrig. Vi kan heller ikke vente på, at der kommer en roman, som med hidtil uset gennemslagskraft skaber international vækkelse og mobiliserer masserne.

Selve den tankegang, der ligger bag den slags forhåbninger, dvs. den tankegang, der tror på objektiv viden og har messianske forventninger til litteraturen, er en del af problemet. Det er den tankegang, der tror på det autonome individs løsrivelse fra verden og på, at den menneskelige bevidsthed besidder et unikt potentiale for indsigt. Det er den tankegang, der leder efter en ny stor fortælling, ligesom vi altid har gjort. Og det er den tankegang, der mere end noget andet repræsenterer business as usual. Om denne store fortælling så består i et radikalt alternativ eller den kritiske udrydning af paradokser og modsætninger indtil sandheden står tilbage, er sådan set underordnet.

Jeg tror, at accepten af det paradoksale, ulogiske og gensidigt udelukkende er en af de centrale udfordringer, klimakrisen stiller os. Det er også sådan, vil jeg hævde, at de fleste oplever klimakrisen: Som en ambivalent forening af initiativ og afmagt, idealisme og skepsis. Jeg kan gå en stor omvej om morgenen for at smide min aluminiumsdåse i den rigtige skraldespand, så den bliver genanvendt, for øjeblikket efter at købe mig en ny iPhone alene af den grund, at der er kommet en ny model. Jeg kan holde oplæg om hvordan kødproduktion er et større CO2-problem end afbrænding af fossile brændstoffer og alligevel bestille tatar på en frokostrestaurant. Jeg kan få fløjet 100 økokritikere verden rundt for at samles til en klimakonference, der kunne være afholdt via Skype. Jeg kan tro på, at mine individuelle handlinger nytter, selvom jeg samtidig ikke tror på, at der vil ske noget, før miljøet kommer på internationale politiske dagsordener. Og jeg mener ikke, at det gør mig til et særligt umoralsk eller inkonsekvent menneske. Jeg tror snarere, at den inkonsekvens er et vilkår for mennesket i klimakrisens tidsalder.

Gamle svar og nye spørgsmål

Vi lader altså til at være fanget i en form for stilstand. Kunsten og kritikken reagerer hver især på klimakrisen på forventelige måder. Der skabes litteratur indenfor traditionelle former, hvor kun indholdet er skiftet ud, og hvor strukturerne er bevaret intakte, og denne litteratur vurderes ud fra traditionelle parametre, i forhold til hvilke den fejler – blandt andet i kraft af sin manglende opmærksomhed på det formelle og æstetiske.

For mig at se kan konflikten lokaliseres i opretholdelsen af grænser og adskillelser. For den økocentriske litteraturs vedkommende drejer det sig om en adskillelse af form og indhold, der gør at formelle problemstillinger kommer til at fremstå som sekundære, hvis ikke direkte dekadente og verdensfjerne. Det skaber en blindhed for, at de strukturer, et værk baserer sig på og reproducerer, også skaber en verdensforståelse. En hel masse er så at sige altid allerede på forhånd defineret, hvis man blot overtager en række strukturelle dogmer om, hvad der er natur, og hvad der er kultur, og hvordan de er adskilte.

Kritikken derimod, kunne bestræbe sig på at underkende den principielle adskillelse mellem værk og modtagelse, der kan risikere at forstene den i en gold og risikofri position. Det er en gammel pointe, at værket først opstår i læsningen, og alligevel kan der i kritik af økologiske kunststrategier spores en forestilling om kritikken som en rent vurderende virksomhed snarere end en medskabende proces. Meget kunne vindes, hvis den kritiske læsning ikke begrænsede sig til at læse efter værkets æstetiske vellykkethed, men også tænkte med værkets økologiske perspektiver og udlagde dem i en ambition om at være «litteraturens fødselshjælper», som kritikeren Lilian Munk Rösing har formuleret det.

Det virker i mine øjne mere perspektivrigt at forsøge at tænke ud over adskillelserne, hierarkierne og distancerne. Hvis alt eksisterer i et jævnbyrdigt kontinuum, er der ikke objektive parametre at kvalitetsvurdere ud fra, ligesom der ikke er sandheder at repræsentere korrekt. Ligesom litteratur ikke handler om verden, men er en handling i verden, er kritikken ikke en vurdering af værket, men en tænkning med (eller imod) værket.

I stedet for at forholde sig til udspillede modsætninger mellem natur og kultur, form og indhold, korrekt og forkert, godt og dårligt, kan man måske som både kunstner og kritiker i stedet spørge sig selv, hvilke grænser man er med til at nedbryde, og hvilke man opretholder, hvilke modsætninger man fastholder, og hvilke man opløser, og i sidste ende: i hvor høj grad man i sit virke bidrager til den økologiske debat med gamle svar eller nye spørgsmål.