Venstrefløyen og Srebrenica

En følsom rejsendes drømmerier. Det kan indledningsvist være vanskeligt at afgøre hvad der er det egentlige tema i Peter Handkes essay «Eine winterliche reise zu den flüssen donau, save, morawa und drina: oder gerechtigkeit für Serbien»/ «A journey to the rivers. Justice for Serbia» som skriftet hedder i den amerikanske udgave, jeg sidder med. Oprindeligt publiceret i Süddeutsche Zeitung i begyndelsen af 1996, et halvt år efter freden, og et halvt år efter massakren i Srebrenica.

Der var flere massakrer i denne krig – denne konfrontation mellem en hær på den ene side og en civilbefolkning og en stat, som senere organiserede sig og dannede den bosniske hær med både serbere og bosniakiske muslimer og kroater på den anden side, og således udgjorde en formation, så man kunne definere situationen som en krig – en konfrontation mellem to bevæbnede parter. I begyndelsen var det et regulært overfald fra en hær mod en befolkning. En nådesløs forfølgelse og fordrivelse, som blev sat i værk af en desperat hærledelse, der uddelegerede opgaven til den del, der blev udskilt som den bosnisk-serbiske hær og til diverse militsgrupper fra Serbien selv. Alle sammen understøttet med våben, logistik og mandskab af forbundshæren. Disse fakta er der generel enighed om, i den litteratur, som udkommer løbende, og som beskriver hvad der foregik i de afgørende måneder efter Bosniens løsrivelse fra Jugoslavien. Peter Handke er ikke interesseret i disse petitesser. Emnet for hans essay er ikke de dramatiske begivenheder, som indtraf, da et land gik under, og hvorledes folk blev overfaldet og brutalt myrdet og fordrevet, hvordan de uden nogen sikkerhed længere måtte flygte for kriminelle elementer og regulære hærenheder for at redde sig i sikkerhed. Det ville også være et møjsommeligt job, at indsamle denne viden, som måtte basere sig på samtaler med de berørte, i det omfang der var overlevende fra grusomhederne, som måtte bero på at indsamle en viden om hvad der skete dag efter dag, da deres personlige liv gik i stykker og deres familier blev myrdet. Hvor kom disse kræfter fra, hvem satte det hele i værk, og med hvilken motivation? Et kompliceret begivenhedsforløb, må man forstå, som måtte kræve at man rent faktisk satte sig ind i de konkrete handlingers anatomi, men også forsøgte at skabe sig et overblik over de politiske manøvrer, der var de bestemmende faktorer for hele denne apokalypse. Det kan gøres med en historikers metodologi eller ved at rejse rundt til stederne, for dér at forsøge at skabe sig et overblik ved med egne øjne og ører at se og lytte. Men én eneste ting kræver det; at man bare gør sig en alvorlig anstrengelse for at respektere det, man før sin indsamling af indtryk endnu ikke forstår. Og at man rejser derhen, til disse steder hvor begivenhederne har fundet sted, for dér at gøre sig et førstehånds indtryk. Men det er ikke emnet for forfatteren Peter Handke. Hans opgave er af terapeutisk art, ikke at forstå, men at lære at leve med sin ikke-viden, med følsomhed og uden den kynisme, man måtte forbinde med at ignorere det grusomme, som man mens det fandt sted, slog sig til tåls med ikke at tage notits af. Som sådan er Peter Handkes essay en håndbog for venstrefløjen i at overleve med god samvittighed, ved at udstede alle mulige forsikringer om og antydninger af, at man kan leve videre som en ansvarlig europæisk borger, selv om man var vidne til massakrerne og intet som helst gjorde eller krævede af sit samfunds institutioner for at intervenere overfor rædslerne – tværtimod, man gjorde hvad man kunne for at Milosevic kunne fortsætte sit folkemord uhindret. Og Peter Handke lægger et insinuerende slør over alle de uafviselige indtryk, der imens det hele fandt sted, var tilgængelige for alle og enhver i Europa. Dette lader sig overordnet gøre for forfatteren ved hjælp af to dispositioner, som skærmer ham mod at blive forstyrret i sine teser.

Forbrydelserne blev smedet i Serbien, ideologisk af det serbiske akademi, der i blandt hans egne følsomme kolleger, og af hærledelsen og af den politiske magt – og forbrydelserne fandt sted i Bosnien, ikke i Serbien. Forfatteren Peter Handke vil yde Serbien retfærdighed, men opsøger ikke stederne for forbrydelserne, taler ikke med ofrene, møder aldrig de, som mistede deres børn og slægtninge, men rejser rundt i Serbien, hvor han allerede vil være immun for de forstyrrelser, sådanne konfrontationer kunne bevirke. Et andet forhold, der garanterer, at forfatteren Peter Handke aldrig vil kunne beskrive det, som må være det genstandsområde, som uden tvivl må være det mest påtrængende, når man vil skrive om krigen og forbrydelser er, at han simpelthen ingenting ved overhovedet om hvad der foregik. Og i det omfang han har en anelse i medfør af den viden han har med hjemmefra, så lægger han et altomsiggribende insinuerende slør over alle fakta eller nægter ganske enkelt at høre efter – enten i den forstilte tjeneste, som tilsiger ham, at man bør tvivle om alt, også det uafviselige som Srebrenica massakren og lejrene, fordi ingen kan lodde dybden af den manipulation, som den vestlige presse viderebringer, eller også ved, når han en enkelt gang bliver konfronteret med en serber, som er desperat over den politiske magts grusomhed og apokalyptiske politik overfor andre folkeslag, så at afvise at lytte – i fredens tjeneste, i forsoningens tjeneste, lad os ikke grave alt dette frem, nu vi står overfor fredsslutningen i Dayton. Den underliggende logik bag denne tavshedens konspiration om krigsforbrydelserne, som forfatteren indskriver sig i med sin retorik, er allerede kortlagt og katalogiseret af de oppositionelle, som forfatteren Peter Handke aldrig møder, sikkert fordi han ikke har gjort sig den anstrengelse at gøre sig bekendt med deres eksistens: også serbere, den demokratiske opposition i Serbien. Sociologen Obrad Savic nævner den historiske afstumpethed, som han møder, når han taler for at erkende ansvarlighed for fortiden. Så hører han, at man skal glemme alt det, og i stedet rette blikket fremad for at være ansvarlig for fremtiden. Søde ord uden forstand og mening. For forfatteren Peter Handke er de nok. Han vender sig om, da han bliver konfronteret med en serber, der råber i desperation over undertrykkelsen af albanerne i Kosovo og over uansvarligheden ved den militære støtte til Krajina-serberne i Kroatien. Det kan han ikke lytte til, for nu kommer freden, hvem kan så kritisere de politiske ledere, – Milosevic – som har undertegnet den nu. Se fremad og altid glemme. Denne konspirative løgn og bortforklaring virker opstyltet i forfatterens essay. Alle såkaldte meninger – taget for det de nu er værd – har han med hjemmefra i et forord og et efterord. Men på selve rejsen igennem dette vinterlige Serbien oplever han ingenting udover forfatteren Peter Handke, der koket tænker med en del af sig selv, andre gange med hele sig selv, og nogen gange så kommer tankerne bare. Det virker usmageligt.

Det har også videre perspektiver, så som forfatterens rolle som en – i høj grad såkaldt intellektuel – der intervenerer med sit skrift i politik, i menneskers sociale liv og skæbne. Man må bare kræve en ganske beskeden garanti; et minimum af viden og nysgerrighed. Det besidder forfatteren ikke, men indskyder i stedet den kapital, som han må mene er enestående, for at spille sin rolle: følsomhed. Sensibilitet. Med den kunne han komme et stykke, ved at opsøge de mennesker, som har været berørt af krigen og landets undergang. Han kunne tale med soldater hvis liv var berørt af uhyrlighederne, flygtninge fra Bosnien, de deklasserede, som på grund af styret og de nye tiders parvenu- og mafiaborgerskab har mistet alt, som er berøvet alt, og hvis materielle liv ligger i ruiner. Reddet stumperne, som en skrotsamler, i en verden, der er gået i stykker, og forsøgt at få noget ud af det. Men der er alt for meget Peter Handke og alt for meget følsomhed, og alt for meget know-nothing poet, der erindrer i en privat uendelighed over synet og mødet med de mest hjerteskærende og mest banale trivialiteter. Lyset over en frugtkurv, en tur langs Drina-floden og de sten han finder eller ikke finder (hvor tanken om Srebrenica-massakren er stærkt afficerende, som også skubbes i baggrunden), vejret (snevejr; der er jo vinter), mennesker han ser og gør sig alle mulige tanker om i Beograd, ved Kalemegdan fortet og i parken (men som han ikke taler med), fuglene i sneen, der sidder hver for sig, men er underlagt den samme skæbne som et folk. For sådan er serberne, adskilte men underlagt den samme kolde skæbne som et sandt folk, den første gang forfatteren har set, virkelig set, et folk! (impertinente og kitschede metaforer). Fordi han ingenting ved, om det han vil skrive om, og heller ikke kan lægge to og to sammen, ender hele denne impressionisme i en idiotisk besmykkelse af rene banaliteter ved at forklæde handlinger og ting i lyriske klicheer. På et tidspunkt vover han sig ind i Bosnien, ikke særlig langt, bare et lille stykke, og ser, at man der piller et hus fra hinanden, stykke for stykke, og slår sig blot til tåls med, at det dog er en underlig meningsløs handling. En minimal viden om hvad der er sket i Øst-Bosnien, det sted hvor forfatteren nu sætter sine fødder, ville – sandsynligvis – tilsige ham, at han er i færd med at iagttage krigsrov. Store dele af den del af Bosnien blev tømt for muslimer. Mennesker blev hevet ud af deres huse og skudt ned, andre fordrevet, og deres ejendom brændt ned eller plyndret. Hvis man ikke kender nogen som helst form for kontekst, kan man ikke se noget. Alt bliver til meningsløse handlinger. Hvorfor pille et hus fra hinanden? Peter Handke kunne have talt med dekonstruktørerne. Det gør han ikke. Han forlader sig på sine indfald og sine drømmerier.

Forfatteren Peter Handke stiller med sin skriftlige intervention (som nævnt fra 1996, umiddelbart efter fredsslutningen) et mere generelt problem (end han dog tilsyneladende selv er i stand til at overskue). Et hundrede tusind dollars spørgsmål om den intellektuelle og forfatterens rolle i samfundet. Hvilken ansvarlighed er påkrævet – og hvilken ansvarlighed er specielt påkrævet fra interventionistens side, hvis han eller hun føler sig forledt af sin samvittighed, sin forfængelighed, sin et eller andet til at blande sig og gribe ind? Til det første spørgsmål er at sige, at vi alle er borgere, og ingen er mere borgere end andre, men nogen har større mulighed for at intervenere pga. deres evner som skrivere – forudsat naturligvis at de selv lever op til den ansvarlighed, som er grundlæggende, at de qua deres ydmyghed overfor virkeligheden sætter sig ind i de forhold, som de vil intervenere i, og er drevet af en erkendelsesinteresse, som de vil formidle. Det er alt sammen enkelt og nok.

Det er svært at afgøre hvad Peter Handke er drevet af. For det lyder så grimt, at påstå, at han er drevet af sin egen selvpromovering for den kitsch, der hedder sin følsomhed som digter. En slags følsomhed, som man efter læsningen af denne vinterrejse føler en voldsom lede ved, især når man må erkende dens grusomme implikationer – benægtelsen af folkemordet, benægtelsen af forbrydelsen mod de tusindvis fordrevne og af udviskningen af skyldsspørgsmålet, banalisering af mennesket indtil det uhyrlige: for hvem er 'vi' der kan dømme om Srebrenica, som kodificeres i krigens logik, som noget der bare sker, og som vi må være følsomme overfor, men som vi ikke må undersøge, fordi vi så tager parti (for muslimerne), fordi vi så bliver en slags revanchister overfor 'den ene part'(serberne). For ved at 'vi' taler om Srebrenica fornægter vi samtidig så mange andre uhyrligheder – alle sammen nænsomt anonymiserede – og er med til at stigmatisere hele den serbiske nation.

Man må spørge om, hvad der har drevet forfatteren Peter Handke til sin følsomme rejse og lade svaret på et mere generelt plan handle om det litteratur-sociologiske aspekt: på hvilken måde ser forfatteren sig selv som en intellektuel, der intervenerer i samfundet, og med hvilken selvforståelse går (hun) ind i denne rolle. Jeg skriver (hun) i parentes, men her handler det kun om mænd, muligvis berørt af den serbiske litteraturforsker og feminist Svetlana Slapsak, som i et nummer af tidsskriftet Kritik (nr. 157, «I populistmaskinen») har kodificeret denne sociale strategi på præcis og sarkastisk vis. Hun skriver om «de små landes helgener» – og nævner i denne forbindelse Alain Finkielkraut, Bernhard-Henri Levy og Peter Handke. De gjorde sig i krigenes forløb til talsmænd for styrene, regeringerne, magtudøverne (men ikke for enkeltmenneskene, privatpersonerne, den ene og den anden fra det ene og det andet mindretal det ene og det andet sted) i henholdsvis Kroatien, Bosnien-Hercegovina og endelig Serbien – som det der skulle være tilbage til Peter Handke da de to andre var valgt. Svetlana Slapsak ser det sådan, at disse kulturpersonligheder caster sig selv i en rolle, hvor de allierer sig med magten i det udvalgte land, og som europæer intervenerer på vegne af den førte politik og den givne retfærdighed, som magten eller landets historiske skæbne giver, og som dermed bliver en slags åndsverdenens ambassadører, der på et metaplan, som deciderede Pale Riders kommer i en art prins Valiant inkarnation og yder denne ulykkelige enhed, der i konflikten går under navnet 'stat' retfærdighed på bekostning af statens ofre og de mangetydige stemmer, der taler og ytrer sig i det pågældende land. Oppositionen, ligegyldigt hvilken, i forfatteren Peter Handkes tilfælde den serbiske, bliver enten udgrænset fra hans bevidsthed eller den bliver en ubetydelig provinsiel anakronisme, for her kommer kolonisatoren og relativerer og udglatter og benægter ved en historificerende kodificering af alle slags forbrydelser, og hvem er så de, oppositionen, feministen Slapsak og de andre demokratiske intellektuelle mod Milosevic-molokken, som vil tale om konkret historisk skyld og forbrydelse? Sådan koloniserer forfattere, når de vil caste sig selv som helgener i små lande, med deraf følgende glorificering og saligkåring i akademier. Efter læsningen af forfatteren Peter Handkes essay må man erkende, at Svetlana Slapsak har ret, og har kortlagt denne retoriske manøvre uhyre præcist, for med dette essay mærker man hvordan en uvidende person, med sit stadigt svulmende ego privatiserer og befamler et helt land (Serbien), hele folk ind i sin egen mytologi (jeg mødte en kæreste dér, jeg gik engang dér i min ungdoms vår, nu fik jeg en tanke med hele mig selv, nu fik jeg en med en del af mig selv) og lægger et lag af glemsel og forskyder alt i en relativering, når det drejer sig om forbrydelser, ikke begået af en nation, heller ikke den serbiske, men af personer, enkeltstående personer, som gav ordrerne, og som skal holdes personligt ansvarlige. For hvem stigmatiserer den serbiske nation? Der må være nogen, siden Peter Handke betitler sit essay «Retfærdighed for Serbien», helt på linje med det serbiske akademis famøse , som lagde kimen til ekspansionsideologien i 80'erne og 90'erne og på linje med Milosevic styret og dets fortsættelse Kostunica styret, som ifølge den demokratiske opposition – Belgrade Circle og Helsinki-komiteen – blot er en fortsættelse af Milosevic med andre midler, kirkelige, ikke militære. Hvem er det, som forfatteren Peter Handke skriver imod, hvis det ikke bare er en (u)bevidst følgagtighed overfor magthaverne i Serbien, som vil bilde serberne ind, at nogen – hvem er denne «nogen» – anklager Serbien, folket, landet, nationen, og ønsker det uretfærdighed?

Helt ud i titlen af sit essay – 'Retfærdighed for Serbien' – har forfatteren sikret sig en blåstempling af Milosevic, som på daværende tidspunkt for dets offentliggørelse endnu havde frie hænder i Kosovo. Det var betænksomt gjort af Peter Handke. Et land, hvis opposition var bastet og bundet og hvor politiske mord var en risiko for mennesker med andre meninger end forfatteren Peter Handke, og hvis medier var styret af staten og de ansvarlige for forbrydelserne i Bosnien, og som fortsat øvede terror i provinsen Kosovo; nedlægggelse af undervisningsvæsenet, berufsverbot af etniske grunde, polititerror, massakrer, sindssyge trusler mod muslimer fra den nazistiske Sjeselj, der på et tidspunkt var vice-premierminister i Serbien – uhæmmet terror – så kom han, den følsomme forfatter ridende til saligkåring med sit budskab. Han påstår at alt hvad man læser i den europæiske presse er iscenesat, ofrene – de såkaldte muslimske ofre – er arrangerede på billederne, så de tager sig patetiske ud, de græder på kommando mens de holder deres børn, det hele er led i en plan (men hvilken?). Massakren i Srebrenica? Man kan ikke vide med sikkerhed, hvad der er foregået, og når nogen siger de er overbevist, selv en serber han møder, så stilles hendes udsagn i et tvivlsomt lys, for er hun nu troværdig? – ingenting kan passe, og det hele er en sammensværgelse, og derfor rider jeg ind og frelser denne lille nation.

Man må spørge sig selv om, hvad der har motiveret forfatteren til denne skrifthandlng og på hvilken måde han ser sin rejse – eller i det mindste eksplicit ønsker at præsentere den? På et tidspunkt refererer Handke nogen guldkorn, som han har fundet i rejsetillæget til Franfurter Allgemeine Zeitung – og gør det uden det mindste tegn på ironi. Det er en art sociologisk redegørelse af 'rejsen' som en del af den moderne, vestlige globale livsstilsideologi, hvor man forsøger at kodificere den som en vare og ejendom, man er i besiddelse af ved siden af andre mere materielle og håndfaste besiddelser. Der tales om den «varige turisme». 'Rejsen' bør nu om dage opfattes som «et værdifuldt stykke ejendom», der dog er vanskelig at prisfastsætte «sålænge destinationen er afhængig af dens prestige». Men kun mod at orientere sig mod det, der kræves af den rejsende og ikke det, der tilbydes, vil den rejsende opleve «hvilken effekt hans rejse har på ham». Kort sagt beskrives denne nye livsstilsmodus som «varig turisme». Man skulle tro, at denne prætentiøse middagskonversation, denne fade kolonisering af andre kulturer og vulgære varegørelse og onanistiske befamling af hverdagslivet ville indbyde til ironi eller sarkasme, men forfatteren Peter Handke æder det hele råt for at kunne deklarere sin rejse på autoritativ måde.

Rejsen til Serbien og «rejsen til floderne» har vist ham et folk, som han aldrig har set det før, forhånet og nedgjort af verden, men et folk, der lever i sandhed og autenticitet, med stolthed, et fattigt og forladt folk, som har rejst sig mod Vesten og mod globaliseringen. Det er dette folk, han kommer for at redde og for at yde retfærdighed. Og igennem denne handling – og senere hans skrifthandling, har han nu gennemgået dette kursus i personlighedsudvikling, som rejsen kodificeres som i den moderne livsstilsideologi i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Og dette poserer forfatteren som ydmyghed. Læseren forventes at acceptere det.

Men tanken om hele skrifthandlingens obskønitet vender forfatteren Peter Handke også på skrømt, når han betænker sine indfald og sine indtryks banalitet overfor den smerte der hersker i Bosnien, på den anden side af grænsen. Men virkningen er paradoksal for ham, i det den ikke forstyrrer, men antænder ham i hans forståelse af sin bog som en «art maudit», en forbudt, kontroversiel kunst. For nu må det banale frem, det grundlæggende, og ikke det, der skiller os ad. Nu er det fredens tid, ikke til at rippe om i ansvar og fortid, men til at dykke ned i det, der er fælles for os alle, for alle mennesker, for hver og én, muslim eller kristen serber, det almene, trivielle. Det er med denne undskyldning forfatteren Peter Handke præsenterer sin uvidenhed og sin skinbarlige idioti. Kun det forhold, at han er «forfatter», at han indskriver sig i «forfatterrollen», som den der angiveligvis har adgang til «de dybe sandheder» om livet, må have givet ham mulighed for at forelægge denne skrifthandling for offentligheden. Til hans forlæggere på Süddeutsche Zeitung kan man kun sige, at de ikke har gjort noget for at yde ham beskyttelse mod sig selv.

I forbindelse med studiet af Holocaustbenægtelse taler man om forskellige former for benægtelse; den nærmest solipsistiske, rene afvisning af en altdominerende virkelighed; vidner, litteratur, historiske kilder, og man taler om upassende sammenligninger med numerisk mindre graverende forbrydelser (kun numerisk), og historicerende kodificering i retoriske platituder ('krig er krig'). Hvad der foregik på Balkan har intet at gøre med Holocaust, men benægtelses-strategier er generelt retoriske manøvrer, som er relevante at sammenligne. Spørgsmålet er, i hvilken grad forfatteren Peter Handkes essay er en benægtelse af folkemordet på de europæiske muslimer, og på hvilken måde han benægter eksistensen af denne forbrydelse med sit essay, der er skrevet og publiceret mens forbryderne og hele apparatet bag denne forbrydelse endnu er ved magten i Serbien?

Et andet spørgsmål er, i hvilken udstrækning denne tekst lader sig aflæse, som ikke blot et vidnesbyrd fra en enkelt person, men som en skriftelig iscenesættelse af en konstitutionel anti-amerikanisme i Europa når bogen påstår eller insinuerer en konspiration fra «de vestlige medier» mod det socialistiske Serbien. Lad os erindre os, at Handkes skrifthandling måske blot synes at udtrykke en hel opinions forståelse i forbindelse med at være vidne til et folkemord i Europa – den europæiske venstrefløjs. Det er til syvende og sidst den egentlige sociale betydning af dette dokument, som forfatteren Peter Handke blot har været den skamløse forfatter til. Mens folkemordet rasede vendte venstrefløjen ansigtet den anden vej, og engagerede sig først da endelig NATO med USA i spidsen konfronterede Serbien militært – men da allierede man sig med Milosevic mod muslimerne.

Så lad os spørge os selv: hvorfor var det nu, at en europæisk storby som Sarajevo kunne blive belejret og beskudt igennem år, uden at den venstrefløj reagerede, der i sin egen selvforståelse repræsenterer en humanistisk avantgarde? Hvordan kunne en bosnisk by som Zvornik, blive besat af paramilitære bander fra Serbien og dens indbyggere tvunget ud på gaden for at blive skudt ned på stedet eller tvunget til at flygte, uden det skabte et oprør hos venstrefløjen? Hvordan kunne en by som Srebrenica blive erobret, og 7000 mænd og drenge fra byen øjeblikkeligt blive dræbt systematisk i de omkringliggende landsbyer, uden venstrefløjen krævede en indgriben fra de europæiske regeringer? (Ligene ligger i poser, stablet op på hylder sammen med tøj og ejendele i et lighus i Tuzla; gå og se!) Hvorfor organiserede denne venstrefløj ingen massedemonstrationer i Europa, der reagerede på disse uhyrligheder som blev dokumenteret i handlingernes øjeblik?

Det kunne på en sær måde forekomme, som om tiden efter 1945 med ét forsvandt som en luftspejling, da infernoet begyndte igen. Drabet på indbyggerne i Zvornik, hvor man skød mennesker på åben gade og foran tv-kameraerne, og som indvarslede de etniske udrensninger, kunne som politik ses som en umiddelbar fortsættelse af nazisternes terror mod jøderne og mod byerne i Østeuropa under Anden Verdenskrig. Hvorfor berørte disse forbrydelser ikke den europæiske venstrefløj, og fik den til at kræve militær intervention? Skyldes det, at ofrene var muslimer – og styret, som udøvede forbrydelserne eller hvor forbrydelserne udgik fra – nominelt var socialistisk og at man derfor udfra en art Jugo-nostalgi ikke var i stand til at fatte hvad der foregik? Eller skyldes det det overordnede strategiske hensyn, at et militært indgreb til fordel for de forfulgte muslimer kun kunne komme fra Europa og USA, som man på denne måde som venstrefløj skulle alliere sig med i en konfrontation med det nominelt socialistiske Serbien? En stærkt identitetsforstyrrende tanke, som man med stort held var i stand til at fortrænge, mens man lukkede øjnene for folkemordet på de europæiske muslimer og engagerede sig andre steder. Men disse spørgsmål kræver et svar.