Fragmenter af det postmoderne helvede. Album med anekdoter, beretninger, mytologi, genopstandelse, almindeligt og uhyrligt afsind … samt udbuddet på markedspladsen for følelser og moral. Samlet og redigeret af Jens-Martin Eriksen.
Ideologien tilhørte Historien, hvorimod imagologiens herredømme begynder hvor Historien slutter.
Milan Kundera
1
To vestlige journalister befandt sig i en lille bosnisk by. På den lokale kro forstod en fordrukken serbisk kriger, den lokale krigsherre, at der var tale om to journalister fra Japansk TV. Han tvang sine to gamle forældre, ældre skræmte mennesker, med en pistol for panden af dem, til at komme med en udtalelse til Japansk TV. Journalisterne gentog forgæves, at de ikke var japanere og at de ikke var tv-journalister.
Billedet af to gamle mennesker der fremstammer sætninger foran et ikke-eksisterende japansk tv-kamera og deres fordrukne, vanvittige søn er bare et af uendelige fragmenter af det postmoderne helvede.
Dubravka Ugresic
2
Den britiske journalist Anthony Loyd beretter følgende: Han befinder sig et sted i det sydlige Bosnien, der foregår kampe i nærheden mellem Kroatiske militsstyrker og den bosniske hær. Han er sammen med en gruppe fra hæren, der er ingen klar frontlinje, og på et tidspunkt får man omringet en militsgruppe. Efter en skudveksling vælger de tilbageværende kroater at overgive sig. Det viser sig at være to unge mænd på ca. 18 år. De bliver afvæbnet og får at vide, at de ikke vil blive skudt men derimod vil blive interneret som krigsfanger. Den ene af dem skriver en adresse ned til journalisten på et stykke papir, og beder ham overlade den besked til hans forældre når han kommer til Kroatien, at der ikke er sket ham noget skæbnesvangert, men at han er interneret som krigsfange. Journalisten indvilger i overbringe beskeden. Men så sker der noget besynderligt, da en af de bosniske soldater fratager krigsfangen hans flotte kniv med en fint dekoreret skede; han begynder at græde fuldstændigt utrøsteligt. Men ingen af dem kan få at vide hvorfor. De har ikke lagt hånd på ham, ikke slået ham. Så bliver de to fanger ført bort til et interimistisk fængsel.
Senere samme dag sidder journalisten med soldaterne omkring et bål, hvor de griller kød og drikker og snakker. Soldaten, der har tilegnet sig den flotte kniv skal til at bruge den for at fordele kødet. Da han åbner for skeden får han øje på noget og lægger det ned i sin håndflade. Et trofæ af en slags, må man tro. Så rækker han helt stille sin hånd hen foran journalisten. I hans håndflade ligger et afskåret øre fra en ung pige. Der er ingen, der siger noget. Så rejser soldaten sig sammen med en anden og bevæger sig over mod det interimistiske fængsel, hvor militssoldaterne er tilbageholdt.
Et eller andet må på et tidspunkt have fået den attenårige militssoldat til at tro, at han var en stor kriger. En atavistisk drøm må have fået ham til at udleve drengeuniversets hallucinationer i den helt virkelige virkeligheduden nogen moralske forstyrrelser. I et sådant fantasmagorisk univers voldtager og brænder og dræber og plyndrer en kriger med sin hær. Da legen bliver afbrudt af de voksne, og han får frataget sin spejderkniv med flot indgraveret skede, begynder han at græde utrøsteligt som en skoledreng, der er gået langt, langt over stregen. Men måske er han endnu ikke helt klar over legens alvor? Da han giver journalisten sedlen med forældrenes adresse er det ikke udelukket, at han trods alt håber på, at hans far og mor vil komme for at bringe ham ud af uføret.
3
Karadzic promoverer personligt vanvid næsten som om det var en almindelig ting ved slutningen af det tyvende århundrede. Morderen får sig selv filmet imens han flyver en helikopter over de bosniske bjerge (med fashionable designer solbriller på næsen!), taler demonstrativt i telefon («Hello, Eagle...»), og han udskifter helt naturligt sin røverhule med en modebutik et eller andet sted i Geneve. («Nej», siger Karadzic imens han prøver en frakke, «den her får mig til at ligne en politibetjent»). Morderen udskifter den udslidte ikonografi af den kommunistiske leder ved sit skrivebord og med den obligate bog eller pen i hånden med et mere attraktivt image; billedet af psykiatri lederen, en videnskabsmand som hverken læser eller skriver, men synger på serbisk, reciterer på engelsk, trommer med sine fingre på bordet, gnaver i sine negle til de begynder at bløde og brutalt myrder.
Dubravka Ugresic
4
Serberne dræber ikke fordi de hader, men fordi de er fortvivlede. Og at dræbe i fortvivlelse er drabsmandens og Guds gerning. Derimod er det at dræbe i had drabsmandens og Djævelens gerning. Gud er ansvarlig for de serbiske forbrydelser, hvorimod de andres forbrydelser er djævelens gerning.
Brana Crncevic, serbisk digter og parlamentsmedlem
5
Ved afslutningen på århundredet forekommer det som om at Europæerne er blevet kollektivt besat af «forårsrengøring». Ud af skabene hiver de deres mareridt, udryddelser, krige, fascismer, kz-lejre, totalitarismer, undertrykkelser, gammelt had, ofre; de lufter ondskabens historiske repertoire. Europæerne er i færd med at rengøre deres hus til det 21. århundrede. Arbejdet er behageligt, det volder ingen smerte, mareridtene er forlængst blevet tømt for deres betydning. Hagekorset og Hammer og Segl ligger forsonet i skuffen, deres ejermænd har allerede glemt disse tegns symbolik.
Dubravka Ugresic
6
Milan Kundera konstaterer i sin roman Udødeligheden, at siden 1980 har 'Imagologien' vundet en historisk sejr over 'Ideologien'.
Imagologien, der er undfanget som begreb af Kundera med denne roman, sammenfatter med sin konkrete betydning 'et system af billeder' … som har fortrængt ideologien, der er abstrakt, og som er 'systemet eller læren om ideer og tanker'.
Men hvorfor er Ideologierne bukket under? De tabte fordi deres illusioner blev demaskeret, deres forestillinger om virkeligheden holdt ikke stik.
Det helt store sammenbrud i løbet af 1980'erne er naturligvis sket for marxismen som social ideologi. Den forfængelige antagelse af, at de socialistiske samfund i et eller andet omfang skulle forestille at være en historisk videreudvikling af kapitalismen og det borgerlige demokrati, skvattede sammen som et korthus. Det blev åbenbart, at det eneste som holdt de socialistiske bureaukratier ved magten i Østeuropa, var en militærdoktrin som forsikrede, at ethvert kompromis med demokratiet ville blive forhindret af Sovjetunionen. Da imperiets eget magtcentrum blev rystet med Gorbatjovs magtovertagelse, faldt hele systemet af militær- og partidiktaturer fra hinanden i løbet af et par måneder.
Men sammenbruddet var ikke kun politisk. Det viste sig at være en total og fuldstændig fallit på alle tænkelige områder i disse samfund; økologisk, økonomisk, teknologisk, planlægningsmæssigt, kulturelt, humanitært … og ikke mindst menneskeligt. Da billederne kom frem fra de rumænske børnehjem, der mest mindede om dødslejre, gjaldt forfærdelsen ikke kun de udsultede og misrøgtede stakler, som blev holdt interneret dér. Det, der skabte den dybere rædsel, var erkendelse af hvilken massepsykologi og hvilke mennesker et sådant samfund kunne skabe, der med ligegyldighed og ubegribeligt sløvsind kunne administrere disse lejre for børn.
Men afviklingen af ideologierne på forskellige områder gjaldt også de vestlige samfund. Forestillingen om en almindelig, menneskelig, politisk og kulturel dannelse blev i højere og højere grad fortrængt og latterliggjort som en elitær og dybt gammelmodig tanke. En diskussion af, at der bør eksistere et hierarki af menneskelige værdier, føres af og til på skrømt, når det f.eks. gælder offentligt financieret fjernsyn. Tanken om, at vi bør dele en grundopfattelse af, at noget er vigtigere end andet, at viden f.eks. er at foretrække for uvidenhed, bliver spejlet i definitionen af begrebet 'public service'. Bestræbelserne på at afvikle betydningen af, at dette begreb betegner forpligtelsen til uddannelse, viden, formidling af ideer og tanker bliver først og fremmest anført af ledelserne for de offentlige tv stationer. Og det bemærkelsesværdige er, at denne kampagne mod idelogien om menneskelig dannelse bliver ført, uden at den møder nogen nævneværdig politisk modstand.
Med de forskellige ideologiers sammenbrud i øst og vest følger også, at forestillingerne om samfundenes udvikling bryder sammen. Derefter eksisterer der kun en virkelighed, som den foreligger her og nu, men ingen ideer eller utopier om, hvad der skal eller bør følge efter i en historisk udvikling.
Det er på denne måde, man kan sige, at 'Historien er afsluttet', som det er blevet formuleret af den amerikanske filosof Francis Fukuyama i bogen «Historiens afslutning» og af Milan Kundera i romanen «Udødeligheden». Det er forestillingerne … og kun forestillingerne … om Historiens forløb, der er afsluttet, kaput. I denne mangel på forestillinger om fremtiden opstår Imagologien om virkeligheden. Og den bliver endda så stærk, at den erobrer selve virkeligheden, så den bliver den eneste gyldige reference, man kan henvise til med nogen gennemslagskraft. Dette system af billeder fortrænger selve virkelighedens politiske drama. Sæbeoperaerne ruller over skærmen og lykkehjulene drejer over alt i verden, så alle føler de er med til at sætte både liv og ejendom på spil.
Man kan godt henvise til virkeligheden, men det har blot ingen effekt, ingen som helst værdifuld betydning. Det er kun henvisninger til Imagologien; til sæbeoperaerne, overlevelses konkurencerne, kærlighedsromanerne, dameromanerne, lykkehjulene, bogstavlegene, klassefesterne, sang konkurencerne, madlavningskonkurencerne, livsstilsdiskussionerne, som vil have en gennemslagskraft, og vil kunne skabe en reaktion hos tilhørerne, således at de vil kunne begribe budskabet og forstå at reagere på det.
Udenfor imagologiens selvrefererende kredsløb findes der ingenting af betydning for den enkelte tilhører. Og symbiosen, samlivet i dette kredsløb er virkelig perfekt; deltagerne i sæbeoperaen besøger både som «privatpersoner» og som sæbeoperafigurer bogstavlegen, hvor imod de kun som «privatpersoner» deltager i livsstilsdiskussionen og madlavningskonkurencen sammen med kærlighedsromanernes forfattere. Men på vegne af deres sæbefigurer kan de også tage en udflugt til den skrevne presse, og der ytre sig med angst og bæven for hvad der videre skal ske i opraens kommende episoder. Udenfor dette univers af gensidige henvisninger, i den helt virkelige virkelighed, er alt nærmest ligegyldigt, i hvert fald uforståeligt.
7
Man siger at sæbeoperaen «De rige græder også» er blevet sendt i Kina, den arabiske verden, i de tidligere østlande, Bulgarien, Rumænien, Ungarn... Man siger at på russiske fabrikker bliver arbejdet afbrudt når «Marianna» er i fjernsynet. Man siger at milliarder over hele verden græder, når de følger den fattige meksikanske kvindes skæbne.
Derfor findes erindringen et eller andet sted, lidt forvirret, en smule vag, lidt bleg, men den er stadigvæk et billede af vores liv. Og vi er ikke alene foran tv-skærmen. Et eller andet sted bliver en usynlig medieinternationalisme etableret, en sæbeinternationale, et varmt mediebroderskab. Hvordan gik det...? Proletarer i alle lande...? Proletarer i alle lande, lad os forenes endnu en gang! Red Marianna! Hvad med Bosnien, Sarajevo? Lad dem vente... Indtil der har været en genudsendelse af sæbeoperaen «Slavepigen Isaura». Til den tid vil vi huske alting klart. Så vil vi vide præcist, hvor vi står.
Dubravka Ugresic
8
Menneskelig lidelse, drab, infernalsk terror som finder sted og udøves i vor midte, vil kun for alvor berøre os og nage os, hvis det i et eller andet omfang formår at referere til det imagologiske univers. At mennesker lider som enkeltskæbner, at deres integritet krænkes, at deres ejendom røves og brændes, at de dræbes og fordrives rejser ikke nogen milepæl i vores opfattelse af historiens gang. Det nager ikke vore samfund i nogen synderlig grad.
At det er menneskelige kroppe, som må undgælde for det infernalske, falder udenfor, de tæller ikke, fordi de ikke på tilstrækkelig gyldig måde er i stand til at referere til det imagologiske univers. De er ganske vist højest virkelige mennesker, men de er ikke bærere af nogen værdier, af nogen symboler indenfor det imagologiske univers, og deres lidelse og undergang er derfor heller ikke i stand til at påkalde os nogen nævneværdig opmærksomhed. Deres lidelse og død vil forblive lige så meningsløs som deres liv for os, fordi de ikke er omfattet af det imagologiske univers, der er vores eneste reference.
Lad os spørge; hvordan kan en europæisk storby som Sarajevo blive belejret, hvordan kan den blive beskudt med mortérgranater og dens indbyggere blive beskudt af snigskytter igennem år uden at nogen reagerer? Hvordan kan en by som Zvornik, der ligger i Bosnien op til grænsen ved Serbien blive besat, og dens indbyggere tvunget ud på gaden for at blive skudt ned på stedet eller tvunget til at flygte, uden det skaber et oprør hos os? Hvordan kan en by som Srebrenica blive erobret, og dens mandlige indbyggere interneret, også drenge med en højde over 150 cm; de blev anset for våbenføre, for øjeblikkeligt at blive dræbt systematisk i de omkringliggende landsbyer, uden vi kræver en indgriben fra vore regeringer? Hvorfor var der ingen massedemonstrationer i Europa, der reagerede på disse uhyrligheder, som blev dokumenteret i handlingernes øjeblik, og som resulterede i det mest mærkværdige stykke tv-historie?
Det var ikke rygter, men virkeligheden dokumenteret dag efter dag i billeder og lyd, som europæerne havde al mulig grund til at tro på. Og ingen af de europæiske samfund var totalitære, med undtagelse af selve Milosevic' Serbien, der stod for iscenesættelsen af forbrydelserne. Så der var ikke lagt nogen bånd på europæernes mulighed for at give deres desperation til kende.
Det kunne på en sær måde forekomme som om tiden efter 1945 med ét forsvandt som en luftspejling, da infernoet begyndte igen. Drabet på indbyggerne i Zvornik, hvor man skød mennesker på åben gade og foran tv-kameraerne, og som indvarslede de etniske udrensninger, var en umiddelbar fortsættelse af nazisternes terror mod jøderne og mod byerne i Østeuropa under anden verdenskrig. Men at der ind imellem havde ligget en epoke på godt 45 år, det var pludseligt noget så fuldstændigt uvirkeligt, der næsten kunne have været en drøm.
9
I august 1997 fik Beograd besøg af stjernen fra den Venezuelanske sæbeopera «Cassandra». Ankomsten af den tilbedte Cassandra skabte et veritabelt hysteri blandt hendes lokale beundrere. Serbien har levet med Cassandra i måneder nu. Der berettes en historie om en bulgarsk kvinde, som dukker op på markeder i byen, hvor hun tjener en skilling ved at fortælle om fremtidige episoder af sæbeoperaen (Bulgarsk fjernsyn begyndte at sende «Cassandra» noget tidligere end serbisk). Mere en tusind deltog for at vinde den landsdækkende Cassandra look-alike konkurrence. Man fortæller, at nogen undergik plastiske operationer til lejligheden.
Men det var indbyggerne i den serbiske landsby Kucevoi, som gik længst. Da heltinden Cassandra endte i fængsel i en af episoderne, sendte de rasende borgere i Kucevoi en bønskrivelse (med omtrent tohundrede underskrifter) til præsidenten i Venezuela, hvor i de krævede den uskyldige Cassandra løsladt øjeblikkeligt. De gik sågar videre og skrev til Vatikanet for at få Cassandra saligkåret som helgen. Og derefter henvendte de sig til Haag domstolen for at anmode om der ikke muligvis kunne tilstås Cassandra en retfærdig rettergang i Serbien.
Borgerne i Kucevoi, som var forblevet både døve og dumme overfor den fascistiske politik, som blev ført at deres stat, overfor krigen, fattigdommen, korruptionen og kriminaliteten, overfor deres egne sønners død, overfor andres død … disse strudsemennesker demonstrerede med andre ord en uhørt grad af menneskelig solidaritet, politisk modenhed og en ræsonnabel forståelse af demokratiske procedurer i forfølgelsen af deres mål.
Dubravka Ugresic
10
Meningsmålinger bliver det afgørende redskab, når ingen mere med nogen ret eller autoritet kan hævde, at noget er mere rigtigt end andet. Hvorfor skulle det være det? Hvem har sagt det, og er der nogen, som har mere ret end andre? Og er der nogen, der ved mere end andre? Det ene kan være lige så godt som det andet, og alle forslag tæller lige meget. Hvad ellers? Ligger Sarajevo i Europa eller i Polynesien? Bliver der krig? Etniske udrensninger og forhandlingerne om Maastricht-traktaten … hvad er vigtigst? Massakren i Srebrenica … kan vi forhindre den? Belejringen af Sarajevo … påvirker den din dagligdag? Er Arkan den mest sexede politiker i Serbien … og hvis ikke, hvem er det så? Hvad er det vigtigste spørgsmål på den politiske dagsorden; 3-døgnsreglen for indførelse af spiritus fra udlandet eller urolighederne i den bosniske by Zvornik? Er racisme en god eller en dårlig ting? Hvem er den største forfatter i århundredet?
De svar, der opnår flest point vil løftes op i en højere virkelighed, imagologiens, og vil dermed opnå karakter af uomtvistelig sandhed.
Men imagologien organiserer selv sin fredelige omskiftelighed, når nye sandheder skal erstatte de gamle, som dermed ugyldiggøres. Nye sæsoner; andre konjunkturer i smidige rytmer.
11
Da Srebrenica kapitulerer ligner oberst Karremans fra Holland en pantelåner, der personligt ikke vil have mere med effekterne at gøre. Selv var han kun en simpel ansat i den gamle fabrik FN. Ratko Mladic er ikke tilfreds, vil gerne vide om Karremans personligt, sådan helt personligt, har givet ordrer til at skyde på hans soldater? (Man aner en geværpibe et eller andet sted i stemningen). Nej da, det var bare ordrer fra den gamle fabrik, som Karremans ikke kender mere, FN. Her står han af og så kan fabrikken ryge og rejse og de forskellige løsdele fra det, der engang var et samfund i Srebrenica rager ham og han tænder en bleg cigar og Mladic forærer ham en slivovic med hjem til konen, fair nok. Karremans har begået én fejl i hele sin gloriøse karriere. Alting i mange, mange år byggede sig op mod det sublime øjeblik, hvor han anmodede om den luftstøtte der aldrig kom på en forkert formular, og vejen dermed lå åben for Ratko Mladic ned til byen for skyde og banke og brænde de tolvårige drenge og deres fædre, der truede statens enhed. (Man vil altid i processens videre forløb undre sig over, hvad den forkerte formular korrekt skulle have været anvendt til). Nu har drengene allerede været døde fem år, og så bliver de gravet op. For processen går videre, den graver, den obducerer, den identificerer, katalogiserer og møjsommeligt lægger den dreng efter dreng i sin grav med et navn, med fødsel og død, og en angivelse af stedet for en begyndelse. De der graver, og dermed er processens bureaukrater i denne fase, har aldrig drømt om den. Og Ratko Mladic har kun gjort sig nogle forestillinger efter sin egen hjemmelavede dramaturgi. Men med tortur, eksekutionspeletoner, og senere udgravning, identifikation, langsomt, møjsommeligt med pauser, kaffe, flødeskumskager, efter normal overenskomst, reglementerede arbejdsforhold, til klokkeslæt, dag efter dag, bliver processen nu bare en gådefuld rutine, et ubegribeligt og ligegyldigt ritual.
12
Tim Judah beretter om en af de særeste begivenheder, der fandt sted i Beograd i 1994. Fjorten år efter sin død blev Jugoslaviens leder Marskal Josip Tito genopvakt fra de døde i to dage. I fuld militær ornat spankulerede han lys levende rundt blandt sine tidligere undersåtter. Det skabte stort opløb. Han blev tiljublet, men af andre også udskældt for alle de ulykker, der havde ramt landet siden hans død.
Kvinder omringede ham og gav ham blomster, og en af dem fortalte, at hun havde grædt da han døde i en alder af 87 år. «Det samme gjorde jeg», svarede den gamle marskal. En mand fortalte, at han siden marskallens død i en periode havde været en del af hans personlige æresgarde. «Ja, jeg husker dig godt», svarede Tito. Manden fortsatte; «Du var alting for os, du varmede os ligesom solen». En anden beklagede sig over, at i marskallens tid var der kun én Tito. Nu var der femoghalvtreds!
Denne stunt blev sat i værk af radiostationen B-92 og filminstruktøren Zelimir Zilnik, der lod en skuespiller klæde sig ud som den gamle marskal for at filme folks reaktioner.
Foran banegården i Beograd begyndte en sigøjner at spille en af Tito-tidens populære melodier på sin harmonika, hvilket øjeblikkeligt skabte så stort opløb, at politiet så sig nødsaget til at gribe ind. Filminstruktøren beretter; først fortalte de kameramanden, at han skulle forsvinde, og siden fortalte de mig det. Så sagde jeg til dem, at de skulle sige det til Tito. Nej, svarede de, bland ham uden om det her.
I en af de mest rørende scener møder Tito en gammel mand, som sidder ved det skamferede gravmæle for marskallens tidligere kammerater. Deres buster er nu blevet fjernet. «Hvem blev generet af dem?» spørger Tito. «Dem, der ikke kan lide orden, dem der ikke respekterer fortiden... de uansvarlige», svarer den gamle mand. Han ser end ikke op, og Tito spørger hvor kan kommer fra? Manden svarer, at han er flygtning fra krigen i Bosnien. «Hvornår vil det hele ende», spørger Tito.
«Der er ingen ende, min ven», svarer den gamle mand.
13
Og mens ødelæggelsens brutale vanvid det ene sted bliver solgt som sejr, bliver vanviddets resultat, den menneskelige tragedie, solgt det andet sted som et smagfuldt produkt der kan fremkalde en sympatisk og kortvarig gråd. Zlata Filipovic skrev dagbogen om hverdagslivet i Sarajevo mens hun vidste, at den ville blive offentliggjort i udlandet. Som det var forudsagt, blev bogen en bestseller. De internationale medier designede et barns værk som dagbogen af «Sarajevos Anne Frank». Den lille pige fra Sarajevo var udvalgt til at bringe verden et budskab. Budskabet indeholdt kun lige præcist så meget ulykkelighed som den almindelige forbruger kunne kapere. Budskabet vækker et lunkent minde om, at for ca. halvtreds år siden, da «Åh, da skete der forfærdelige ting»(Anne Frank), og at disse «forfærdelige ting» også sker i dag (Sarajevo). Forskellen er, at den medieskabte happy end i den nutidige historie (den lille stakkels pige bliver badet i berømmelse og rigdom) på legitim vis opløser rædslen ved hvad der er sket. På denne måde forvandles ondskaben til et eventyr. Og på denne måde bliver produktet fra den lille pige fra Sarajevo fuldstændigt foreneligt med vor tids markedsplads for følelser og moral.
Dubravka Ugresic
14
...mens indbyggerne i Sarajevo døde og indbyggerne i Dubrovnik holdt vejret og lyttede afventende til stilheden, så satte en luksuscruiser kurs mod Dubrovnik fra Venedig. På PEN skibet befandt der sig forfattere fra hele verden, det største antal var kroater. Forfatterne smurte halsen med adriatiske hummere og vin imens de forberedte sig på den kommende verbale kamp mod fascismen. Aviserne bragte daglige reporter om deres kamp på havet, og senere deres kamp på landjorden.
Dubravka Ugresic
15
Da jeg bad en af mine vesteuropæiske bekendte om at tegne hendes eget indre kort sagde hun; «Det her, er hvor jeg er. Omkring mig findes Tyskland, Belgien. Det her er Frankrig, det der er England. Dernede ligger Italien, og, ja, så er der også Spanien og Portugal, og her er en linje. På den anden side af denne linje er der ingenting, en stor tomhed...»
På hendes indre kort strakte den store tomhed sig østover fra Berlin.
Dubravka Ugresic
16
Visse somre fra trediverne og opefter til engang i tresserne var mere solbeskinnede end andre. Så kom regnen … og nu er den væk igen. Ligesom sidste år … og ligesom alle de andre år … med samme eller modsat fortegn. Det jämner ut sig. Et år slår høsten fejl, det næste sætter den rekord. I dag er der borgerkrig i det fhv. Jugoslavien, i morgen er den forbi.
Klaus Rifbjerg
17
Slavenka Drakulic gør i sin bog «The other side of War» en interessant iagttagelse om krigens socialpsykologi. En side af krigen er dens fysiske voldelighed, dens mulige dødelighed for de mennesker, som fanges i dens kæde af begivenheder. Det er hvad man kunne kalde den materielle side af krigen, den kaotiske opløsning af enhver form for social orden og personlig sikkerhed. Men Drakulic peger også på den mentale tilstand, som krigen skaber i et land, der nærmer sig den ultimative voldelige konfrontation. Hendes erfaring har hun gjort som borger i Kroatien, op til krigsudbruddet med Serbien.
I første omgang tænker man som civil borger, at krigen udelukkende er denne række af ultimative voldelige konfrontationer, der foregår ved grænsen til Serbien. Krigen identificeres med andre ord i denne fase udelukkende som noget, der finder sted i et isoleret geografisk område, som en kæde af begivenheder, der har en politisk årsagssammenhæng. Hendes umiddelbare reaktion er at ignorere den som borger, at forsøge at fortsætte sit dagligliv, glemme og sky volden, ikke at udsætte sig for nogen som helst af dens mulige mentale påvirkninger. Om den foregår ved grænsen til hendes eget land eller et helt andet sted er for så vidt ligegyldigt for hende, for hun vil ikke interessere sig for den. Hun vil ikke indfanges af den og tvinges til at beskæftige sig med den. Derfor forsøger hun, at fastholde sig selv i sine sociale vaner. Og i sin omgang med mennesker tvinger hun sig selv til at opføre sig som om krigen overhovedet ikke finder sted. Krigen har ikke noget med hende at gøre, for hun har ikke noget engagement i den og vil ikke tvinges af dens terror til at lade sig besætte af den.
Men efterhånden går det op for hende, at hendes personlige strategi for ikke at blive blandet ind i den, på ingen måde er original. Det er derimod civile borgeres umiddelbare reaktion for at forflygtige en tilstand af terror, der også mentalt sætter sig igennem i samfund med tvang. Det går derfor op for hende, at uanset om hun vil vide af det eller ej, så er hun selv en del af krigen. Som belejringstilstand har den allerede sat sig igennem for hende. For ved at hun mere og mere krampagtigt vil forsøge at ignorere den, befinder hun sig allerede … om hun vil være ved det eller ej … i krigens første fase. På denne måde anskuer hun den som et socialpsykologisk fænomen, hun selv er berørt af. Ultimative voldelige handlinger udspiller sig, men hun forsøger at ignorere dem. Spørgsmålet for den enkelte borger er så, hvor langt tid det kan lade sig gøre.
Også mennesker i Bosnien forsøgte sig med Slavenka Drakulic' strategi for at undgå krigen. For hvad skulle de med den, de havde intet ønske om en kaotisk og voldelig omvæltning af samfundet. Og for øvrigt var krigen langt væk. Den vil altid blive opfattet som «langt væk», når mennesker befinder sig i denne første fase af krigens socialpsykologiske tilstand.
Den foregår måske i en fjern egn af landet. Senere forlyder det, at den er rykket nærmere, nu udspiller den sig et halvt hundrede kilometer væk, kan man høre i nyhederne. Man kan stadigvæk fastholde sig i denne krigens første fase. En uge senere er den rykket ind i nabobyen forlyder det, og man ser flygtninge, som passerer udenfor ens hus. Men krigen er stadigvæk ikke dér, hvor man selv bor. Og hvis den kommer, vil man ikke blandes ind i noget.
Så en dag er der pludselig ikke flere nyheder i hverken radio eller fjernsyn, for al kommunikation er afbrudt. Telefonen virker heller ikke mere. Men det forlyder nu ifølge rygter, at krigen udspiller sig i den anden ende af byen. Så heldigvis er den endnu ikke kommet til den gade, hvor man selv bor. Og man har vænnet sig til denne tilstand, man har lært at affinde sig med denne fatalisme. Krigen udspiller sig i et andet kvartér, så i en anden gade, så længere nede af gaden, så i de andre huse, men ikke her. Her er alt næsten endnu helt almindeligt. Selvfølgelig kan man høre krigen, det kan ikke undgås. Og man skal også tage sine forholdsregler. Men hvis man ikke vil, så kan man undgå at blive blandet ind i noget.
På intet som helst tidspunkt, før det altid vil være for sent, kan mennesker slippe troen på, at krigen altid er et andet sted. Hvis de opdagede, som Slavenka Drakulic gør det i sin bog, at den allerede var en del af dem selv som en psykologisk tilstand, ville de måske også erkende, at de befandt sig i en panisk rædsel.
18
Et af de allermest tragiske, men også visionære øjeblikke i den engelske forfatter J.G. Ballards erindringsroman «Solens rige» fra Anden Verdenskrig finder man, da drengen Jim bogstaveligt talt mister sig selv. Det er en makaber og grusom passage. Men fordi man i den grad er så indlevet i hans verden antager enhver anderledeshed, der bare kan løfte ham lidt ud af det bogstaveligt virkelige, en aura af relativ lindring på hans smerte.
Han har mistet sine forældre i invasionens virvar i Shanghai, overlevet langt tid i japanernes krigslejre, set alt den ødelæggelse og død, som følger af krigens kaos. Og på et tidspunkt i hele denne absolutte forladthed, er det som om han begynder at danne en ny forståelse af en helt anden tilværelsesform, en helt anden eksistensform end den menneskelige.
Han begynder at opfatte sig som et væsen af en anden orden, der er født ind i Kaos, og som i sin eksistensform indgår i dette Kaos, når alle menneskelige hierarkier er brudt sammen. På et tidspunkt flakker han rundt mellem de døde, og får den tanke, at han ikke mere kan sige, at han er vågen uden også at vide, at han sover. Det han ser i den ødelagte verden er en drøm, hans egen drøm, som er krigen. Men han er ikke mere et selvstændigt væsen, som kan vågne fra denne drøm. Den har fortæret ham, så han også er blevet en del af den. Det er også krigen, der drømmer ham. Udenom findes der ingenting. Han eksisterer i en verden, hvorfra han ikke længere kan vågne. Og derfor begynder noget i ham at kalde, mindelser om døden, som er den eneste måde for ham, som han kan få krigen til at høre op. Ved at dø kan han afslutte krigen, fordi han selv er en del af dette større væsen. Og det glæder ham, når han ser nogen fanger, der dør, for så viser de, at de har forstået ham og adlyder ham. De må alle sammen dø for at få krigen til at høre op. Men de fanger, der nægter at dø, stirrer han på med vrede i øjnene.
19
Tim Judah beretter at et af de mere upåagtede tilfælde af etnisk udrensning sker, da serbiske styrker først bomber og siden erobrer og besætter Sarajevos Psykiatriske Hospital. Her fortæller man patienterne, at enten forsvinder de eller også vil de blive dræbt. Og til trods for beskydningen og granaterne, så begiver de syge sig de få mil ind til byen. Derinde er det eneste sted, man kan finde til dem, en tidligere børnehave. Og der sidder de så i små stole med væggene besmykket af kæmpemæssige, dansende kaniner, og ude på badeværelserne er der møbleret med miniature toiletter. De har ingen senge, så de sover på madrasser på gulvene, og en af dem har bygget sig et lille smykkeskrin, som indeholder muslingeskaller, en Leninmedalje, et portræt af Tito og en bog med islamiske læresætninger.
De ønsker kun at komme hjem, fortæller Dr. Mujanovic. En af dem prøvede at gå over til de serbiske linjer, han kom både igennem vores og fjendens, ingen ved hvordan. De kunne se han var gal. Men derovre sparkede han en serbisk soldat i røven, og så sendte de ham tilbage igen. De fleste af patienterne ved hvad der foregår, men der følger ingen følelsesmæssige reaktioner. Engang imellem, så tror jeg det er bedre for dem end det er for os, siger Dr. Mujanovic. Han har desuden observeret, at frem for at forværre hans patienters tilstand, så har krigen tværtimod fået dem til føle sige bedre tilpas. Jeg tror de har mærket en forbedring. Symptomer som kunne iagttages før krigen er formindskede. Derimod har normale mennesker fået det værre. Det er bizart, et paradoks, men det er virkningen.
KILDER:
Dubravka Ugresic: The Culture of Lies. Antipolitical Essays, London 1996.
Slavenka Drakulic: The other side of War.
Tim Judah: The Serbs, New Haven and London, 1997.
Milan Kundera: Udødeligheden, København 1990.
Anthony Loyd: My war gone by, I miss it so, London 1999.
Klaus Rifbjerg: Synderegistret, København 1994.
Francis Fukuyama: Historiens afslutning.