Is-slottet er et eventyr om venskab

Jeg har genlæst en af mine yndlingsromaner, Is-slottet, af den norske forfatter Tarjei Vesaas, i Jannie Jensens danske oversættelse. Jeg holder først og fremmest af, at læse romanen som et eventyr.

Romanen begynder ikonisk: ”En ung, hvid pande som borede sig frem gennem mørket. En elleveårig pige. Siss.” Et barn er på vej gennem en skov. En bevægelse er i gang, allerede, når man åbner bogen. Siss på vej til Unn. De skal mødes for første gang for alvor. Siss dirrer af forventning og spænding.

Det eventyrlige i Is-slottet er først og fremmest det levende miljø. Den iskolde og mørke skov, som Unn er på vej gennem: ”På begge sider var der dødstille skov – med alt som måtte leve og fryse derinde i denne stund.” Sådan beskrives livet derinde: alt. En nerve, der løber ude i skovens mørke og gennem alt, der må være derinde. Dette alt er en økosystemisk tanke, man kender fra eventyrene, hvor alt er besjælet, og dermed har lige meget agens: Ræven vil noget, solen vil noget, mennesket vil noget, vinden vil noget. Alt vil. Miljøet har lige så meget indflydelse på handlingen som karaktererne. Eller sagt på en anden måde: Miljøet er karakter og omvendt.

Skoven er ikke en død kulisse, Siss er på vej gennem. Landskabet i Is-slottet vrimler med skygger, usigtbare dybder, halvoplyste hjørner hvor noget, alt, lever. Og selvfølgelig frem for alt is-slottet selv, dette dunkle, levende sted i landskabet, det sted, som romanen er opkaldt efter.

Jeg elsker den sætning: ”Alt som måtte leve og fryse derinde i denne stund.” Det er en slags negativskrift: Det er dødstille med liv. Fraværet af lyd er altså ikke fraværet af liv. Der er noget derinde, man kan bare ikke høre det. Verden findes og lever, uagtet om et par menneskeører er vidne til den. Jeg tror, det er godt, at Vesaas ikke bliver specifik her, at han ikke skriver: Ræven, solsorten, fyrtræerne, vinden, som måtte fryse og leve derinde. For sådan en liste ville gøre nerven i skoven for lille, begrænse den til kun nogle få. Det ville lukke ned i stedet for at åbne. Vesaas holder det generelt og ude i mørket, og sådan samler han alt i sit mørke.

Når Siss endelig kommer gennem skoven og hjem til Unn den aften, sætter de sig på Unns værelse. Der taler de sammen, og de leger. På et tidspunkt vil Unn fortælle Siss noget, som virker både alvorligt og uhyggeligt.

- Der er noget, jeg vil fortælle, begyndte Unn igen, med ukendelig stemme.
Siss holdt vejret.
Unn sagde ikke mere. Men så sagde hun:
- Jeg har aldrig sagt det til nogen.
Siss stammede:
- Ville du have sagt det til din mor?
- Nej!
Stilhed.
Siss så hvordan Unns øjne blev fulde af uro. Ville hun ikke fortælle? Siss spurgte, nærmest som en hvisken:
- Vil du sige det nu?
- Nej.
- Nej…

Og senere siger Unn: "Jeg ved ikke om jeg kommer i himlen.” Hvorfor Unn ikke ved, om hun kommer i himlen, bliver aldrig forklaret i romanen. Det tror jeg også er godt. Jeg tror, det er spild af læsekræfter at spekulere over, hvad det egentlig handler om for Unn. Den egentlige årsag til, at hun ikke ved, om hun kommer i himlen. Det er en psykoanalyserende læsemetode, hvor man vil ned i underbevidstheden og se efter: Ligger der mon et traume her? Vesaas virker fint tilfreds med, at visse ting ligger i mørke. Han skriver mange af disse skygger, hullede sætninger: ”Jeg kan ikke…” og ”Nej, det er ikke det, men.” Eller når Siss og Unn ser på sig selv og hinanden i spejlet på Unns værelse og ser noget, som forbliver det:

Siss spurgte:
- Unn, vidste du det?
Unn spurgte:
- Så du det også?”
[…]
- Det var vel ikke noget.
- Nej, det var vel egentlig ikke noget.
- Men det var mærkeligt.

Man forstår som læser godt, at karaktererne er påvirkede af det, selvom man ikke kan læse hvad det er. Sproget er ikke i stykker, det ligger bare i skygge. Visse ting kan ikke siges mere præcist end sådan: skyggefuldt. Og hvis man forsøger at oplyse det: Kaste spørgsmål som lygter ind i Siss og Unns samtale – hvad betyder det egentlig?! – mister romanen sin styrke. Mørket viger, når man lyser på det.

Man kunne også sige, at man ikke behøver læse mellem linjerne, man kan bare læse på dem. Unn ved ikke, om hun kommer i himlen. Det er bare det. Og hun er plaget af det og fortæller det til Siss. Hun har tillid til denne pige, som er ved at blive hendes ven. Venskabet, ikke traumet, står på linjerne.

Inden dette møde hos Unn, har pigerne mødtes i løbet af efteråret i skolen. Her var Unn sky og genert. Ville ikke rigtig være med i legene. En dag gik Siss hen til hende og spurgte:

- Vil du ikke være med?
Unn rystede på hovedet.
Men de så hurtigt, at de kunne lide hinanden. En mærkelig gnist som sprang imellem dem. Hende må jeg møde! Uforståeligt, men sikkert.

Den italienske sociolog Francesco Alberoni beskriver i sin bog Venskab venskabet som noget, der opstår pludseligt. Der indtræffer et øjeblik, hvor man gribes af sympati for en anden. Pludselig er man på bølgelængde. Alberoni kalder denne oplevelse for ”mødet.”

Ordet møde er overalt i beskrivelserne af Siss og Unns venskab: ”Må mødes med dig, Siss” og ”Hende må jeg møde” og”Det med at mødes var noget helt nyt, det var netop sket her i dag.”

Unn og Siss mødes altså der på Unns værelse den aften. Siss vil vide, om Unn bliver i bygden længe: ”- Skal du så blive her altid?”Og Unn svarer: "- Ja, jeg skal blive her, jeg har ikke andre jeg kan være hos end moster.” Og senere: ”Det gik op for Siss hvad Unns ord i grunden indebar: Hun skulle være her altid. Deres venskab lå som en vidunderlig vej foran dem. Der var sket noget stort." Det er ikke kun det igangværende møde, som er vigtigt, det er også alle de potentielle, fremtidige møder. Mødernes kontinuitet ligger foran dem som en vej. Den vej skriver Alberoni også om: "Mødet er at gå et stykke vej sammen i retning mod ens egen identitet, mod opdagelsen af, hvad der for hver især er det vigtigste. […] Mødet er to livsbaners, to skæbners sammenfald." To veje som også er én. Unns vej og Siss' vej – er deres vej. Alberoni skriver videre:

Hvert eneste møde er noget for sig, afdækker en ny vej, åbner nye perspektiver. Hvis et venskab er ægte, vil dette ske utallige gange.

Et venskab er et filigran af møder.

Jeg kan godt lide den måde at tænke på et venskab: som et filigran. Et delikat smykke af flettede sølvtråde. Noget fysisk, man fremstiller sammen. Vedvarende samtaler, lege, kærlige bemærkninger eller tanker, som tynde sølvtråde man bøjer og fletter hver gang, man mødes. Man sysler med et fælles værdifuldt smykke: et venskab.

Unn og Siss skilles lidt pinligt den aften hos Unn, for det er, som om Siss bliver skræmt, når Unn siger, at hun ikke ved, om hun kommer i himlen. Som om de kom tæt på hinanden, lidt for hurtigt.

Dagen efter mødet pjækker Unn fra skole. Hun vil ikke møde Siss igen – endnu. Hun går alene ned til elven, hvor is-slottet findes. Det er et rigtigt eventyr-motiv: Et barn som trodser de voksnes regler, hun burde være i skole, og i stedet forlader hun landsbyen og går ud i det monstrøse landskab. Tænk på Kay i Snedronningen, tænk på Hans og Grethe eller Rødhætte eller den lille pige i Fru Trude.

Det motiv læses ofte på to kedelige måder. Enten opdragende: Barnet er dumdristigt og uforsigtigt, fornysgerrigt. Eller dæmoniserende: Naturen derude er ond, landskaberne og monstrene er farlige og lokkende, det er kun trygt inden for landsbyens mure.

Vesaas arbejder med dette motiv på en anderledes måde. Han viser barnets følelser, inden hun rejser ud i landskabet. Man lærer altså som læser, hvad der driver Unn, når hun drager ned i is-slottet. Det er ikke dumdristighed, det er kærlighed. På vej ud på isen tænker hun på Siss og deres møde aftenen før: “Med ét var hun ikke alene. Havde fundet en hun kunne fortælle alting til, snart.” Og senere tænker hun på, hvorfor hun er faret ud på isen den morgen: “Det hang sammen med Siss og alt det gode som anedes forude.” Unn vil altså ned i is-slottet for at passe på venskabet. Noget må dampe af, intensiteten af gårsdagens møde, inden de kan mødes igen, inden de kan flette endnu et møde, en sølvtråd, ind i deres filigran. Når Unn føler, at is-slottet ”lokker” hende, er det ikke, fordi hun er et offer. Jeg tror, hun lader sig lokke som en aktiv handling, fordi hun nu har en nyfunden tiltro til fremtiden, til at alting bliver bedre nu.

Selve is-slottet læser jeg som et monster. For is-slottet minder om andre monstre: Snedronningen, havfruer, sirener, lygtemænd, nøkken, huldren, bjergkongen, den slags monstre som er både karakter og miljø, og som lokker. Nede i is-slottet kalder Unn: ”- Hallo!” Og det svarer tilbage: ”Hallo!" Og senere: ”Hun vidste ikke hvad hun havde råbt på, og vidste ikke hvad der svarede hende. Et almindeligt ekko kunne det ikke være."

Vi må tage Unn på ordet her: Det kan ikke være noget almindeligt ekko. For is-slottet er ikke noget almindeligt sted. Det er is-slottets stemme, Unn hører, ikke sin egen. Det er ikke et ekko, ikke et spejlbillede af Unn psykologi. Ikke noget symbol. Man forfladiger ikke blot romanens dejligt monstrøse natursyn ved en overpsykologiserende læsning, man forfladiger også Unns erfaring i monsterets mave. Men frem for alt forfladiger man hendes forfærdelige død, når is-slottet slår hende ihjel. "Ishånden lagde sig på hende. Hun sansede den lammende frost herinde." Unn kan ikke finde ud. Hun farer vild. Og et sted inde i isen lægger hun sig ned og sover ind og dør, mens is-slottet kigger på hende med sit store øje. Hvis man læser, at Unn blot er gået ud i en ikke-levende is-formation og forholder sig til sin egen psykologi, bliver konsekvensen af læsningen, at hun dør, mens hun trækker sig væk. Væk fra bygden. Fra Siss. Fra kærligheden og venskabet. Ind i sig selv og sin egen psykologi og traumer. Det er kedeligt og for dystert. Jeg tror, Unn dør, mens hun rækker ud. Åbner sig mod en vidunderlig fremtid, der har med Siss at gøre. Hun lægger sin hånd i monsterets hånd, med vilje, fordi hun har tiltro til verden.

Det er forfærdeligt, at is-slottet slår Unn ihjel netop her. Nådesløst. Vesaas natursyn er, som i de gamle eventyr, ikke romantisk. Naturen er ikke nuttet, ikke venlig, den er ikke et sted, man går ud og realiserer sig selv. Den dræber. Det er her, eventyrene beviser sig som en realistisk og tragisk genre.

Men inden vi læser Unns død og græder – hvilket vi bestemt skal gøre! – må vi læse langsomt i det rum, som Vesaas åbnede for os hos Unn: tiltroen og den fremstrakte hånd.

Morgenen efter mødet tænker Siss på Unn. Hun tænker på det, Unn ville sige. På den underlighed og angst, der virkede til at være i Unn. Siss tænker:

Hvad er der med Unn?

Hun siger det nok en dag. Jeg vil ikke tænke på det. Jeg vil bare være sammen med hende. Hun behøver ikke sige det. Det er noget grimt, jeg vil ikke vide hvad det er.

Det vigtige i Siss’ tanker her er denne sætning: Jeg vil bare gerne være sammen med hende. Siss psykologiserer ikke sin veninde, det er ikke vigtigt, hvad Unn har oplevet. Det kan muligvis komme frem en dag. Men lige nu er det vigtige dét, som er mellem vennerne: Jeg vil gerne være sammen med dig.

Men Unn kommer jo ikke i skole. Hun er frosset ihjel nede i is-slottet. Og så begynder en eftersøgning efter den pige, man som læser godt ved, er væk. Bygdens mænd går ud i landskabet med deres lygter. De lyser og leder. De går også ned til is-slottet. De føler sig lokkede her, ligesom Unn gjorde:

Men slottet var mørkt og slukket, der kom ikke noget lys derfra. Mændene kunne ikke se hvordan der var inde i salene, deres lygter nåede ikke frem. Alligevel: Her blev de som fortryllet, dem der søgte.

Og: "De kan ikke løsrive sig." Og: "De ved det måske ikke selv. De er udkørte, men kan ikke gøre sig færdige. Kan ikke gøre som de vil med færdig og ufærdig. Det lukkede is-slot har liv." Det er et vigtigt sted i romanen, for det beviser, at Unns oplevelse ikke var psykologisk og forestillet. Mændene oplever det samme, de oplever, hvad is-slottet gør ved en. Men de finder ikke Unn. Eftersøgningen er hjerteskærende, for alle folk i bygden er angste, de leder febrilsk. De søger ikke kun i landskabet omkring bygden, men også i Siss. Udspørger hende om Unn, sender umulige spørgsmål ind i hende. Forældrene spørger: "- Hvad sagde hun? Var der noget særligt?" Og mændene spørger: "- Hvad er det du ved om Unn?" Men Siss kan kun svare: "- Der er ikke noget, sagde hun, men I graver og spørger. Spørger om alt muligt."

På et tidspunkt står tre mænd omkring hende med deres lygter: "Tre par øjne så strengt på hende i skæret fra lygterne. Det var almindelige gode naboer. Nu var de skræmte og hårde som sten." Det er flot, hvordan mændene ikke er onde, de er bange. Men de kan ikke få svar. For hvad skal Siss svare? Det, hun ved, har ingen form og intet navn, for det blev fortalt som en skygge. Det går ikke at gennemlyse hende. Svaret forbliver usynligt for spørgsmålet, igen, som mørket forbliver usynligt for lygten.

I den eftersøgende og hektiske tid afgiver Siss et løfte til den forsvundne Unn: "Jeg lover dig at jeg ikke vil tænke på noget andet end dig." Således kan hun blive ved med at møde Unn: i tankerne. Filigranet bliver ved med at blive fremstillet, en tanke på Unn er en sølvtråd i smykket, et stædigt, indre arbejde som skal bevise, at venskabet stadig bliver til.

Is-slottet har den bedste slutning, jeg har læst, eller rettere: slutninger. Den slutter nemlig to gange. Først for menneskene. Siss og de andre børn fra skolen går ned til is-slottet. Præcis hvorfor ved hverken Siss eller de andre børn. Men de andre børn gør det for Siss, et slags sørgeoptog, en trøst, en hjælp til at forløse noget. Det er smukt, hvordan børnenes trøst til Siss får mere plads end de voksnes, de passer virkelig på hinanden, børnene. Og de kommer ned til is-slottet og ser det. Bliver tryllebundet af det, som alle gør. De går ud på isen, de leger dér, men på et tidspunkt lyder et højt brag, og de bliver bange. Børnene oplever hvad alle gør, når de møder is-slottet: glæde og rædsel.

Og her bliver noget forløst i Siss. Hun tænker: ”I dag går jeg for alvor fra det jeg har lovet.” Hun giver slip på løftet. Jeg glæder mig over Vesaas’ lidt over-opbyggelige slutning. Siss er på den anden side af sorgen, og det sidste, der står, er endda: ”Hun følte sig løftet.” Tingene blev bedre og endte godt. Sådan.

Flere af de sidste sætninger rummer billeder af at bevæge sig væk fra noget, sorgen. Og Unn. Jeg glæder mig over den slutning, fordi jeg under Siss al bedring i hele verden. Samtidig gør den ondt, fordi vi som læsere har brugt en hel bog på at forstå, hvor stort det løfte var. Det er enormt, det, hun giver slip på. Et venskab, der ikke blev til mere. Filigranet forblev ufærdigt, et halvflettet smykke efterladt i sneen. Det er det her halvfærdige, som gør så ondt. En ufærdig tegning, en uafsluttet leg. Men der ligger måske en lindring i at huske på, hvorfor det overhovedet blev påbegyndt: De havde tiltro til hinanden og fremtiden, Siss og Unn, de ville virkelig gerne være venner.

Romanen efterlader sine mennesker forløste. I hvert fald opløftede. Men så slutter den igen. Fra is-slottets perspektiv. I et allersidste og mennesketomt kapitel lærer vi at: ”Ingen kan være vidne når is-slottet styrter. Det sker om natten, efter alle børn er kommet i seng.” Og: ”Det drøner og går hårdt for sig, det er, som om det siger: Det er mørkt hos os.”

Det er dette vi, landskabet, der findes igennem hele romanen, som får det sidste ord. Og dét, de siger er: mørke. Som så meget andet i romanen foregår det vigtigste, det største og det mest voldsomme i mørket. Og modsat Grimms, Perraults eller H.C. Andersens eventyr sidder man ikke tilbage efter at have læst Is-slottet med en følelse af, at vi skulle lære noget af et barns død. Det er meget vanskeligt at moralisere over Unn skæbne. For Unn var ikke dum. Vesaas’ landskabsslutning viser, hvad Unn så, da hun løb derud: En verden farlig nok til at dø i, og en verden stor nok til at have tiltro til.