At skrive er at længes

København, d. 1. oktober, 2025

At skrive er at længes. Det er et citat af den sudanesiske forfatter Leila Aboulela, som debuterede i 1999. Aboulelas modersmål er arabisk, og hun har skrevet sine seks romaner og to novellesamlinger på engelsk. I debutromanen The Translator er den sudanesiske hovedperson ansat som arabisk-engelsk oversætter på universitetet i Aberdeen i Skotland. Samme by, hvor Aboulela selv bor og arbejder som forfatter i dag. At skrive er længsel. Eller: Skrift er længsel. Det er et spørgsmål om oversættelse. ”Writing is yearning.” Hvad retter længslen sig mod? Citatet lyder i sin helhed: “Writing is yearning and when that yearning is for a place, the place can become as important as the theme or the characters.”¹ Det sted, Aboulela vender tilbage til i værk efter værk, er Sudan.

Sudan, hvor en nubisk oldtidscivilisation blomstrede så tidligt som 2500 før vores tidsregning. Sudan, hvor hundredvis af pyramider rejser sig i sandet. Sudan, som er rigt på guld. Sudan, som har været under osmannisk, egyptisk og engelsk herredømme. Sudan, som blev selvstændigt i 1956. Sudan, hvor majoriteten er sudanesiske arabere, mens resten tilhører en sort afrikansk minoritet. Sudan, hvor folkedrabet i Darfur fandt sted i 2003. Sudan, som i 2011 efter mangeårig borgerkrig blev opdelt i Sudan og Sydsudan. Sudan, hvor den aktuelle borgerkrig brød ud i 2023. Sudan, hvis borgerkrig, når den endelig omtales i de vestlige medier, kaldes den glemte krig.

At længes efter et krigshærget land. At længes efter et land, man ikke kan vende tilbage til. Aboulelas længselsfulde skrift er sorgtung.

d. 2. oktober, 2025

Længslen virker som en bittersød modgift mod glemslen: Den åbner på én gang for smukke og smertefulde minder. Som i dette erindringsbillede, hvor det trygge og det truende sammenslynges. Det er Najwa, hovedpersonen i Aboulelas anden roman Minaret (2005), som ser tilbage på sin barndoms Khartoum:

Years later, when I looked back, trying to remember the sign of hidden tension, looking behind the serenity, I think of the fights that I took for granted. The smell of dust and sewers fought against the smell of jasmine and guava and neither side won. The Blue Nile poured from the Highlands of Ethiopia and the Sahara encroached but neither was able to conquer the other.

Najwa genkalder sig sanseligt det nære byrum, hvor blomsterduft kæmper mod kloakdunst. Ligesom hun malende genkalder sig de fjernere landskaber, hvor frodighed kæmper mod gold ørken. Kampmetaforen og kloakstanken farver tilbageblikket alt andet end rosenrødt. Erindringen med de graciøst slyngede sætninger går heller ikke ud på at svælge i sentimentalitet, tværtimod søger Najwa at afdække underliggende uro. Den længsel, der florerer hos Aboulela, er ofte sammensat. Tonen kan klinge nostalgisk samtidig med, at tilbageblikket opløser den jasminduftende idyl.

d. 3. oktober, 2025

Nostalgi er sammensat af græsk nostos ’hjemkomst’ og algos ’smerte’. Nostalgi betyder ’hjemve’ eller ’en sentimental, vemodig længsel efter en svunden tid’. I en hvid, vestlig kontekst er jeg ekstremt skeptisk over for nostalgi, som jeg kobler til den nationalistiske hjemstavnstanke.² Men nordisk-germansk hjemstavnsidyl har meget lidt at gøre med aktuel eksillitteraturs akutte længsel efter hjem, der er ødelagt af krig eller klimakrise. Der findes mere end én slags nostalgi. Og det er ikke nationalromantisk Sehnsucht, der bør være paradigmatisk for spørgsmålet om nostalgi i fremtiden.

I The Future of Nostalgia (2001) skelner kulturteoretikeren Svetlana Boym mellem to varianter af nostalgi: ”Restorative nostalgia puts emphasis on nostos and proposes to rebuild the lost home and patch up the memory gaps. Reflective nostalgia dwells in algia, in longing and loss, the imperfect process of remembrance.”³ Aboulelas stil er ikke et quickfix i forhold til tab og glemsel. Hun dvæler snarere ved erindring som en ”uperfekt proces”. Men hun bliver faktisk læst i begge nostalgiperspektiver. Sommetider kritiseres hendes ”immigrant nostalgia” for forherligelse af datidens Sudan.⁴ Sommetider roses hun for skabe tværkulturel dialog uden at gå på kompromis med sudanesisk selvrepræsentation.⁵ I artiklen ”Radical Nostalgia”, som mestendels omhandler Aboulelas roman Bird Summons (2019), hævder litteraturkritikeren Akkad Alhussein, at nostalgien forskyder magtdynamikken i kulturmødet mellem magtsproget engelsk og minoritetsdiskursen. ”Resistance is expressed through radical nostalgia”, mener Alhussein.⁶ Set med mine øjne hælder nostalgien hos Aboulela bestemt til den reflekterende og radikale side. River Spirit (2023) kan siges at have restorative nostalgitræk, for så vidt som den i et storslået plot dramatiserer Sudans fortid. Men det er samtidig afgørende, at den bygger på et kontraarkiv til kolonialismens historiefortælling. Helt bogstaveligt har Aboulela arbejdet med sudanesisk arkivmateriale på arabisk.⁷ På den vis ydes eurocentrisk historiefortælling modstand. Kolonialisme indebærer, at koloniserede folk fratages egen historie – og dermed også muligheden for egen fortidsnostalgi. Så: River Spirit er radikal i sin insisteren på sudanesisk fortidsnostalgi. Måske er Aboulelas arbejde beslægtet med følgende grundtanke i Afro-Nostalgia (2021) af Bahia Ahad-Legardy: At nostalgi og traume er forbundne (”conceptual cousins”). At nostalgi kulturelt kan bruges i en omskrivning af en traumatisk fortid. At nostalgi som æstetisk strategi kan virke som både modstand og heling. I al fald mener Aboulela, at den afrikanske historiske roman kan bidrage til afkolonisering af mainstreamhistorien. Og hun drømmer om en fremtid for den prækoloniale fortid:

Mainstream history has been written by the colonizer. This is their truth. It is time for us to tell ours. (…) I am more excited by African historical novels than by any other genre. At the moment, Africa’s encounter with Europe is the focus of much historical fiction. Perhaps in the future, writers will move away from this and delve into the even deeper past before European colonialism. There is a rich, fascinating history that needs to be told.8

d. 4. oktober, 2025

Kan man tale om en aboulelask version af ’eksilets patos’? Frit efter Edward Said: ”The pathos of exile is in the loss of contact with the solidity and the satisfaction of earth: homecoming is out of the question.”⁹ Tabet af sudanesisk jordforbindelse er svimlende; der er noget afgrundsdybt i Aboulelas stil, som klinger mere af patos end nostalgi. Hvordan beskrive det mere præcist, det tonefald, som risler gennem Aboulelas sætninger? Som en samklang af vemod, mod og modstand, måske.

At yde glemsel modstand med vemod.

d. 5. oktober, 2025

Det var i 2023, samme år som borgerkrigen udbrød, at Aboulelas seneste roman River Spirit udkom. Den udspiller sig i 1800-tallets Sudan. Også dengang var landet plaget af krige. Kort sagt kæmpede en islamisk oprørshær mod egyptiske og britiske kolonistyrker. Det er et komplekst kapitel af Sudans historie, som pageturneren River Spirit levendegør gennem et kor af fortællerstemmer, der forankrer det store vingesus i den indlevende personskildring. Åndeløs af spænding følger man skiftevis bl.a. Yaseen, Fatimah, Salha og ikke mindst pigen Akuany, som er River Spiritshovedperson. Akuany er forbundet med Nilen, som jo er vital for Sudan. Første gang, Akuany fremtræder, står hun med fødderne plantet i den mudrede flodbund:

The river was her language. Eleven-year-old Akuany stood in the shallow, humming Nile, listening to what the water was saying, believing. (…) Akuany pressed her feet in the sticky mud, looked down at the shifting cloth that covered her hips. The raised tribal decorations on her stomach were now in the water.

Videre lyder det, at floden var ”the spirit of who she was.” Titlen River Spirit henviser således direkte til ukuelige Akuany. Hun udsættes for brutalitet og objektgøres, men mister aldrig evnen til at kæmpe for sin frihed og sin kærlighed.

Utroligt nok, midt i den nuværende borgerkrig, lykkedes det Aboulelas sudanesiske forlag at få River Spirit oversat til arabisk og udgivet! ”Despite the war, devastation, losses and exile, my Sudanese publishers are heroically bringing out the Arabic translation of River Spirit. It feels like a miracle alhamdulilah!”skrev Aboulela på sin Instagram i forbindelse med den sudanesiske udgivelse.

d. 6. oktober, 2025

Leila Aboulela er født i 1964 i Cairo, men voksede op i Khartoum. I 8o’erne forlod hun Sudan til fordel for Storbritannien. I flere interviews har hun fortalt, at hun aldrig skrev, før hun kom til London. Eksilerfaringen, oplevelsen af som muslimsk kvinde med hijab at møde islamofobi, følelsen af fremmedgjorthed – alt dette blev katalyserende for skriften. Hvad sker der, hvis man udskifter sted med Sudan i citatet om længsel? At skrive er at længes, og når det er Sudan, man længes efter, kan Sudan blive lige så vigtig som temaet eller karaktererne. Ikke blot synes Sudan lige så vigtig som temaerne og karaktererne i mange af Aboulelas værker; temaerne og karaktererne gennemgribes også af Sudan på godt og ondt. Tag f.eks. et tema som kærlighed. Relationen mellem Najwa og Anwar i Minaret er giftigt sammenfiltret med den politiske situation i 80’ernes Sudan, som forfølger dem i eksiltilværelsen i London. Eller tag et tema som klasse: Den omvendte klasserejse, Najwa foretager i romanen, hænger også sammen med Sudans historie. Fra at blive opvartet af etiopiske tjenestefolk i sit barndomshjem i Khartoum, ender Najwa med selv at arbejde som hushjælp i London. Hendes overklassefamiliesfald hænger sammen med kuppet i Sudan i 1985, hvor faderen brat fratages sin magtposition.

d. 7. oktober, 2025

Aboulelas forfatterskab kan læses som eksil- eller diasporalitteratur. Tit henviser hun til Edward Said – som i sit berømte essay ”Reflections on Exile” beskrev eksil som følger: “It is the unhealable rift forced between a human being and a native place, between the self and its true home: its essential sadness can never be surmounted.”¹⁰ At læse Aboulelas romaner i en post- eller dekolonial kontekst er oplagt. River Spirit tager klokkeklart livtag med kolonialismen. Som da romankarakteren Salha i et brev dateret 1898 beskriver det øjeblik, hvor Sudan bliver engelsk koloni:

Then on Sunday, the British Flag was raised in Khartoum alongside the Egyptian one. (…) Britain is now sovereign over all the Ottoman lands that had been under Mahdist rules. This is what we Sudanese have unwittingly brought upon ourselves? We got rid of the Turks, branding them infidels; now we are ruled by the British who are not Muslims. They will drive a wedge between us and Egypt. They will set their missionaries loose in the south.

I am told to be hopeful. Things will improve Insha’Allah. There will be safety and Khartoum will be rebuilt.

d. 12. oktober, 2025

Leila Aboulela har modtaget den engelske PEN Pinter Prize! Wow! Tænk, at det sker akkurat nu, mens jeg sidder og skriver dette essay ved et skrivebord dækket af hendes romaner, to af dem med hendes signatur. (Det var til et PEN-arrangement i 2011 på Brooklyn Public Library, at jeg første gang stødte på Aboulela. Efter at have hørt hende læse op, ilede jeg hen og købte The Translator og Minaret.) Takketalen står allerede at læse på engelsk på PENs hjemmeside. Det er ikke en celebrerende tale. Det er en tale om krig. Og om islamofobi. Hun siger: “It was a big surprise for me to win the Pinter Prize, a prize associated with ‘freedom of expression'. This phrase is unfortunately linked in my mind with hurtful insults towards Islam and Muslims.“¹¹ Videre i takketalen, som hun kalder ”The Inaccurate Mirror”, afviser hun venligt, men bestemt Vestens afspejling af islam. Man kan næppe anskue hendes værk som dekolonial eksillitteratur uden at medtænke det muslimske aspekt. 

d. 13. oktober, 2025

Aboulela påpeger flere steder, at Vestens skønlitteratur er kristendomscentrisk. At kristen tankeføring og metaforik dominerer selv sekulær vestlig litteratur. Af følgende credo fremgår det, hvor grundlæggende det muslimske perspektiv er i hendes arbejde, ikke blot tematisk, men også i plot og persongalleri: ”It’s always been important for me to center Islam in my fiction and to write about characters who are practising Muslims. I want to do more than present Islam as a culture. I want it to pervade the novel, giving it its logic and deeper meaning.”¹² En religiøs poetik, må man sige. Den islamiske agenda i Aboueleas arbejde er blevet kritiseret for at være fundamentalistisk og missionerende.¹³ En kritik, hun måske ville kalde for et islamofobisk spejl? Det insinueres iblandt, at Aboulela forsøger at omvende sin vestlige læser. Nå. Da ville hun blive skuffet over denne læser. Men jeg er så heller ikke blevet nonne af at læse om nonner.

d. 14. oktober, 2025

Islam og persongalleriet. Min plan for dagen er en sammenligning af to af de mange kvindeportrætter fra Aboulelas romanunivers. Nemlig Najwa fra Minaret og Akuany fra River Spirit. Najwa, som er fra en samtidsroman, og Akuany, som er fra en historisk roman. Begge kvinder gennemgår en religiøs forandring.

I Khartoum er Najwa, rigmandsdatteren, kulturmuslim. Hun faster lidt halvhjertet under ramadan, beder sjældent og går moderne klædt.

I sin landsby i Malakal er Akuany hedensk, antagelig animistisk. Hun forstår Nilens sprog og er spirituelt forbundet med den.

I løbet af sin immigranttilværelse i London bliver Najwa mere og mere optaget af at gå i moské. Hun bryder med sin ikketroende kæreste og begynder at bære hijab. Hun møder en ung, muslimsk mand, som i allerhøjeste grad er troende.

Tidligt i River Spirit overfaldes elleveårige Akuanys landsby af røvere, og hun bliver forældreløs. Hun hjælpes på flugt af handelsmanden Yaseen, som hun har kendt siden hun var lille. Han ønsker, at Akuany opvokser hos hans søster. Men en tyrkisk guvernørfrue kræver at købe hende, og hun slavegøres. Et sidetema i romanen er den østafrikanske slavehandel, som ikke skal forveksles med den transatlantiske, men dét er et kapitel for sig. Den tyrkiske guvernørfrue spørger ikke om Akuanys mening: “She gave her a new name, a Muslim one. Akuany became Zamzam.” Zamzam er ikke hvilket som helst navn i islam – Zamzamkilden er jo navnet på den hellige kilde i Mekka. Hun går fra at være ét med floden som stammepige til at være slavegjort og påtvunget et muslimsk navn – af en tyrkisk magtfigur. Den muslimske identitet påtvinges hende altså udefra.

Najwa forelsker sig mere og mere i den unge, troende mand, og det viser sig at være en gengældt forelskelse …

Akuany / Zamzamnærer, i takt med, at hun bliver ældre, en stærkere og stærkere kærlighed til Yaseen. Yaseen, som udskifter handelsbranchen med koranstudier på universitetet i Kairo. Og som siden, hjemme i Sudan, betaler en dyr pris for at opponere mod madhisterne. Yaseen mener, den selvudråbte Mahdi er en falsk frelserskikkelse. Og det er altså denne principfaste og humanistiske muslim, Akuanys / Zamzams hjerte banker for.

Najwas religiøse forandring ender ikke med en konkret rejse, men mod slutningen af romanen manifesteres ønsket om at tage på hajj – altså pilgrimsfærd – i hendes sind.

Akuany / Zamzam har i romanens afslutning et liv forankret i islam. Hvor lykkelig eller ulykkelig slutningen ellers er, må man selv læse sig frem til. Men pointen er, at hun gradvist bebor det muslimske navn Zamzam og fylder det med sin egen subjektivitet.

En vigtig detalje er, at figuren Zamzam bygger på faktuelt kildemateriale, hvilket Aboulela afslører i noterne til River Spirit: “I ”found” Zamzam in the Sudan Archive of Dunham University, in a bill of sale and in a petition concerning a runaway slave girl who stole an item of clothing from her mistress.”

Der er hundrede år mellem Najwa og Akuany / Zamzam, men fælles for dem er, at deres skæbner er sammenfiltret med – eller gennemstrømmet af – dels Sudan, dels islam.

Jeg har tidligere nævnt artiklen ”Radical Nostalgia", som handler om nostalgi i Aboulelas romankunst. Den har fokus på Bird Summons, men rummer generelle pointer. I artiklen foreslås, at Aboulela opererer med længsel efter hjemlandet som midlertidigt tilflugtssted for den eksilerede og islam som et varigt fristed for diaspora-muslimer. På en måde udgør hendes skønlitterære værk et tredje tidsrum (frit efter begrebet ”et tredje sted” fra Pia Arkes Etnoæstetik (2017)), hvor det midlertidige og det varige krydser spor.

d. 23. oktober, 2025

Note om mindeglimt: Najwa får ofte bratte flashbacks i Minaret… Med ét forskydes hun i sted og tid. Hun ser på et spejl i London og ser sit spejlbillede i Khartoum. Hun har lige haft sex med sin kæreste i London for første gang. ”My face in the mirror looked as if nothing had happened.” Og så:

‘Yellow suits me’, I thought and a memory came of another bathroom mirror, of me admiring myself while Baba packed and Mama fussed over him. Admiring myself in my yellow pyjamas, while Baba left the house for the last time. I should have been with him instead. When I vomited into the basin, there were bits of tomato like flecks of blood.

Hendes kærlige (men muligvis korrupte) far blev arresteret under kuppet i 1985 og ført bort. Najwa er nogle gange nærmest ”spastic in time” (med en term fra Kurt Vonneguts Slaughterhouse Five (1969) om en soldat med PTSD). Flashbackets vertigo som posttraumatisk stilfigur i krigslitteratur. Det er klart: En mulighed er også at se Leila Aboulas forfatterskab som krigslitteratur. Ligesom andre kvindelige krigsforfattere giver hun krigen et kvindeligt ansigt.

d. 3. november, 2025

I løbet af den sidste uges tid, er situationen i Sudan eskaleret. I ubegribeligt blodigt omfang. Det er rystende at følge med i nyhederne. Satellitbilleder viser røde blodpøle i Sudan. Blodsporene efter massakren i Al Fasher, som har fundet sted i løbet af de sidste par oktoberdage, er så store, at de kan ses fra rummet. Aldrig nogensinde før har jeg hørt tale om blodbad så kolossale, at de kan ses fra rummet. Der er tale om gru i planetarisk skala.

d. 5. november, 2025

Mindst 150.000 er blevet dræbt siden 2023, og op mod 14 millioner er fordrevne.

Og borgerkrigen har i løbet af oktober og november 2025 overgået sig selv i gru.

Rædslerne i Sudan udgør p.t. verdens største humanitære katastrofe. Alt imens skærer USA og flere andre vestlige lande voldsomt i nødhjælpen til Sudan. Den glemte krig.

I sin pristakketale for bare en måned siden, mens jeg sad og skrev på dette essay, talte Leila Aboulela om tiden som krigstid, hun spurgte: ”Who will be punished for the genocides in Sudan and Gaza?” Men hun gav trods alt udtryk for et spinkelt håb. Som nu – efter eskaleringen af borgerkrigen og de nye massakrer, som efterlader blodpøle så store, at de kan ses på satellitfotos – synes knust.

Hun fortalte, hvordan hun på sociale medier fulgte med i folks forsøg på at udbedre krigsskaderne i Khartoum.

Boghandlere var genåbnet, og hun så en skolepige med fletninger på vej i skole.