Æde sig ægte og blød

Verden er en lille, hård firkant. Den består af glas, kobolt og andre miljøvenlige mineraler fra miner uden menneskerettigheder, samt dimser, jeg ikke aner, hvordan er fremskaffet eller fungerer. Det er dem, der holder mig forbundet. Jeg tror, jeg trækker verden ind. At verden er måden, jeg tager den ind. I virkeligheden kender jeg ikke afstand længere, men føler mig helt afkoblet. Jeg føler ikke ejerskab over mine tekster. Alt kommer fra andre steder. Mit lille voldsvindue af en telefon er ikke hele verden, men når jeg forsøger at tænke på noget virkelig virkeligt i øjeblikket, tænker jeg bare på mig selv. Denne tekst skal handle om noget mere autentisk, jeg indtager.

Spidskål
Æbler
Kruspersille
Valnødder
Rømme
Ufiltreret æblecidereddike
Honning
Sennep

Jeg har længe villet skrive om klima, kulinariske koder og kulturforskelle set gennem norsk mad: Kålrotstappe. Lefse. Brunost. Bacalao, the dish called fish, som jeg elsker, og klipfisken er vel norsk? Rømmegrøt med spekemat og kanelsukker, en slags forret og dessert i ét. Fårikål, som vitterligt er dét: gråt får i kål, maks tilsat salt. Lutefisk, den fejl i forklædning. Jeg forestiller mig nogen desperat forsøge at rense en dårlig tørfisk og kan genkende følelsen fra andre sammenhænge, men ikke den der gelétekstur. Mange traditioner er nok opstået som en redning af noget, der ikke gik som planlagt, ikke ulig skønlitterære tekster. Det er bare ikke den mad, jeg ser omkring mig.

Jeg ser: Frysepizza. Fredagstaco. Pulversovs. Lunsjordninger med skiver; gulost, som smager beige; svedig skinke; langtidsholdbar rejeost; tubekaviar og, hvis man er heldig, en sprøjtet agurk og avocado fra Peru. At skulle skrive om udvalget vækkede den frustration, jeg har følt, siden jeg flyttede hertil. Tomt og uinspirerende. Men hvis man åbner køleskabet nok gange i træk, vil noget nyt og uventet som bekendt vise sig. Man fortsætter med en spinkel forventning om at finde noget godt og ægte. Giv mig en beskidt grøntsag. En spændende sætning.

Befri kålen for jord, stok og grimme blade

Beskedenheden i traditionen er en anden end den fortælling, fabrikanter og dagligvarekæder vil have forbrugere til at forbinde rimelige eller folkelige varer med. Det, de måtte savne i smag, har traditionelle retter jo netop i historie. Ydmyg mad er ikke nødvendigvis enkel mad. Som med mennesker og nationer bør man være skeptisk, når nogle er så beskedne, at de er bedre end andre.

Jeg vil være ydmyg, mindre forurettet, mindre dansk, så at sige. En typisk åbningssætning, når nogen i Oslo har opfanget et brudstykke af mit opbrudte sprog, er: Hvorfor bor du her, når du kunne bo i København? Begrebet ”kontinentet”, som jeg åbenbart skulle være forbundet til, er først blevet introduceret i mit ordforråd, da jeg forlod selvsamme. Men jeg er ikke fra København. Jeg er fra et sted uden centrum, med rånere, amfetaminproblemer og ulidelig kedsomhed. Det mest kontinentale, vi kunne opstøve på café omkring årtusindskiftet, var rucola og café latte. Og røg indendørs.

I 90’erne kørte mine forældre langt for økologisk mælk og æg fra fritgående høns. Jeg husker at advokere for deres valg i otteårs-alderen: forklare om den betydeligt bedre smag af sødmælk fra glade, græssende køer end den homogeniserede skummetmælk, mine klassekammerater drak fra itusuttede kartoner i frikvartererne i et særligt fedtforskrækket årti. Jeg havde sjældent en madpakke med, for min miljøbevidste familie var tidsoptimister, men ville det anderledes end flertallet, og det var jeg stolt af. Først var jeg stolt, husker jeg.

Mine ungdomsår handlede om at passe ind, tilpasse mine interesser og måder at udtrykke mig. Jeg ønskede mig bandlyste Kinder-mælkesnitter, Danon-yoghurt og Disney-film på VHS. De tyve kroner, jeg fik med til skolekantinen, brugte jeg i hemmelighed på franske hotdogs, Jenka-tyggegummi og Prince Light i kiosken. Jeg flyttede ud og så America’s Next Top Model, spiste dip med chips og surt slik til aftensmad. Fri i fravalget af principper og restriktioner, låst i forbrug og et fuldstændigt fravær af færdigheder, hvad angik madlavning. Den dannelse, jeg havde med fra opvæksten, handlede mere om politisk end praktisk håndtering af mad. Vi mente og læste meget i hjemmet, min mor især feministiske forfattere (Suzanne Brøgger, Doris Lessing, Dea Trier Mørch), der udforskede kvinders undertrykkelse i samfundet og i køkkenet. Som teenager undertrykte jeg nok mange ting, jeg ikke orkede eller følte, jeg havde råd til.

Snit resten i tynde strimler

I dagens danske og velassorterede supermarkeder bugner det af varierede og ikke mindst billige økologiske varer. Det er ikke længere alternativet, men det ufravigelige førstevalg for mange, uden at det betyder, at man er gastronomisk, finansielt eller ideologisk overlegen. I romjula så jeg økologisk palak paneer som færdigret. 20 kr. Tilmed af dansk afstamning.

Staten har aktivt fremmet økologi, en minimumsstandard med hensyn til dyrevelfærd og miljø, men systemet støtter særligt industrielle produktionsformer. (Mono)kulturlandskab en en integreret del af dansk natursyn. Over halvdelen af landet er opdyrket. Norge har mere vild natur, lav selvforsyning og høje toldmure, som i princippet skulle bevare afsides småbønder, men monopolerne er grundigt indarbejdet i den norske dagligvarehandel. Min mand voksede op med biodynamisk jordbrug i England, men besøgte hver sommer sine norske bedsteforældre og elskede det: alle køleskabe forudsigeligt ens.

I min datters første barnehage behøvede intet pålæg køleskab. Den meksikanske gryte behøvede bare mikrobølgeovn, kartoffelmosen kogende vand. Hun var et år gammel, og jeg ammede hende stadig samvittighedsfuldt. Da hun begyndte at spise, lavede vi grød fra bunden, dampede broccoli og spildte oceaner af stavblendet grøntsagspuré på gulvet. Jeg var i forvejen overvældet over ansvaret, der lægges på den enkelte forælder. Og den dag, hun begyndte i institution, bestod menuen af sukker, smagsforstærker og konserveringsmidler. Min veninde viste mig måltidstavlen fra sin datters italienske børnehave. De har en kok ansat, som sørger for at børnene ikke får den samme grøntsag flere gange om ugen. Variation og kendskab til gode råvarer betragtes som en vigtig del af opdragelsen og budgettet. De norske børn kom med dyre friluftsmærker, men vi var tilsyneladende de eneste, der følte behov for i sidste ende at sende madpakke med i en barnehage med to inkluderede måltider om dagen. Ordningen var vel helt rimelig. Hvad var det, jeg klagede over?

Rør honning og sennep

Der er forskel på, hvad vi forstår som godt og naturligt og sundt, hvad vi er stolte af og flove over. Generelt får jeg indtryk af, at selv mange velhavende nordmænd vælger fattig mad: det lave næringsindhold, den lange ingrediensliste. Og jeg mistænker vel, at det er kulturelt betinget. Er der en slags indkodet ydmyghed, hvor man med sin indkøbskurv viser, at man ikke er for god til det gængse? Er det et spørgsmål om, at maden historisk har været knap, blot et middel til overlevelse, og stadig betragtes sådan? Handler det om tid, prioritering, protestantiske dyder?

Mad er mere end energi. Gennem et måltid, en kendt eller ny sammensætning, kan minder og associationer få glemt, tillagt og forandret mening, akkurat som sprog kan. Markerne og svinefarmene omkring min barndomsby var levende fabrikker, men jeg havde adgang til kost og litteratur af kvalitet. At flytte sig fysisk er at bytte referenceramme. At komme fra et sted, som først bliver småt og dumt i en ny kontekst med antagelser om begrænset udsigt og dårlig smag. At være dansk i Norge og dermed direkte og selvsikker. Arrogant? Grov? Det kan virke lettere at læne sig ind i det definerede og let fordøjelige end at forklare, hvad man kommer fra, før man forstår, hvad man er kommet til. Og så er det jo også sandt. At være fremmedsproget, selv indenfor skandinavisk ramme, er en forenkling af sig selv og andre. Et stort sortiment af ingredienser bliver ubrugeligt, krydderi- og kommakundsskab, dækket dialekt eller klassetilhørighed, smagen af ordene upræcis i en ny mund, selvbevidsthed, der mudrer al opfindsomhed. Dårlige oversættelser udelader gerne det unødvendige eller uklare, det levende. Men der kan også opstå noget eget i brud med grammatikken og det eksisterende. Misforståelser, medforståelser og et vredet blik, som med tid og forvirring kan lade rod og rødder komme til syne. Måske begynder man at savne og opsøge det, man har brugt hele livet på at søge væk fra. Måske smager det anderledes.

Pisk æbleeddike og rømme forsigtigt sammen

At skrive og at spise er intime handlinger i det offentlige rum, og omvendt: politik i det mest private. Det er sjældent en ren nydelse at opholde sig der, hvor man kan blive læst og aflæst, uanset om andre følger med. Jeg må ikke være for kritisk, ikke for grådig, ikke for meget eller for lidt eller for fuld, heller ikke af modsigelser. Jeg må spise op og være sikker på, hvad jeg synes. Det er paradoksalt selvoptaget at skamme sig over sig selv. Skam stjæler appetitten og forbindelsen til mine sanser, den fysiske verden, til det, der findes, på sine mange måder. Ingen levende er spejle. Ingenting i virkeligheden eksisterer mere for mig, end jeg gør for det. Dét er natur. Jeg er natur.

Men så er verden også en uendelig, livløs liste af billeder og påstande i store forbogstaver, som får mig til at tro, at jeg har lidt med alt at gøre: POV. What no one will tell you. Kostplaner, der hacker min helse, hjerne og øger produktivitet. Krig blandet med interne og kommercialiserede konflikter. 5 SIGNS YOU ARE NOT PROCESSING YOUR EMOTIONS. Algoritmerne er kedeligt konfronterende og stærkt kuraterede, selvfølgelig, lidt som litteraturen. Men en bog ændrer sig ikke efter mine personlige præferencer, problemer eller (købe)vaner. Læsning kræver noget af mig og den krop, som er en del af mig. Skrivningen kræver mere, men føles strengt nødvendig.

Det er et privilegium at kunne tale i kaos, skrev en kurdisk aktivist på sociale medier, trods blokeret internet og enorm risiko. For mig er der noget grundlæggende privilegeret, måske ligefrem urimeligt, ved overhovedet at bruge sprog: at ordne og kategorisere det kaos af forbindelser, verden er. Privilegier kommer med ansvar, sagde mine forældre. Ontologien kommer med spørgsmål, politikken med problemer, sproget med usikkerhed og sanserne med en subjektivitet, der alligevel kan deles, bringe os nærmere hinanden. Det er privilegeret at blive serveret noget, andre har gjort sig umage med, at have fælles oplevelser, være uenige i tryghed, at stille højere krav, end man selv er i stand til at efterleve. Skrive er det, jeg kan, selv hvis jeg ikke ved hvordan.

Rør blød blanding sammen med finthakket persille

Jeg kan bilde mig ind, at jeg skriver bedst, når jeg spiser lidt eller dårligt, drikker øl med cøliaki og sodavand fra amerikanske firmaer, jeg har boykottet. Hykleriet bobler op, og jeg ødelægger min krop. Eller: den bliver irrelevant, forsvinder, og det er vel formålet. At fortrænge det faktum og forstyrrelsen, at jeg er en person i verden. Et jeg med politiske holdninger og basale behov.

Det er både en kliché og en lodret løgn, at man som forfatter kan og må stå på siden af samfundet som en slags observatør til en verden, man ikke tager del i og har indflydelse på. Men det er ikke desto mindre det nærmeste, jeg kommer at beskrive den tilstand med god kontakt til sproget: en midlertidig opløsning af mig selv. Jeg mistænker, at mit ego egentlig vil isoleres, slippe for indtryk og følelser. At jeg er bange for kroppen. Måske er det et spørgsmål om koncentration. Den bliver sværere og sværere at opnå. Da jeg var yngre, kunne jeg forsvinde flere uger i stræk fra hverdagen, venner og fra mig selv, for så at vende tilbage, svare på gamle beskeder, møde op til et arrangement fem kilo tungere og helt dejagtig i ansigtet af forsømmelse. Sådan var et skriveophold. Som et sygdomsforløb.

Nu sidder jeg gerne en lørdag på et lånt atelier i Romsås og nyder ensomheden, alt for bevidst om den. Jeg drikker te, spiser æble, lytter til album, ser på skoven og venter utålmodigt på næste opdatering fra min datters dag i sneen. Jeg er nogen, og jeg er noget for nogen, også når jeg er helt alene. Jeg slipper ikke. Og egoet sidder ikke i kroppen. Den handlende, følende, spisende krop med kontakt til det andet, sproget også er. Verden er i den grad et sted, jeg befinder mig, og det er næsten ikke til at holde ud i øjeblikket. Det sande er ikke nødvendigvis enkelt. Skal man tage plads som mor og mening, eller fylde mindre som menneske?

Smag til

I København kendte jeg en kreds af ambitiøse kokke, som arbejdede uden eller med lav løn på nogle af byens prestigetunge restauranter. De havde hverken penge eller tid til at bruge dem, men netværk til at spise steder, de fleste kun kan drømme om. Jeg var et heldigt vedhæng, belånt over min uddannelsesgrad. Kokkenes få hjemlige måltider var sene, simple og ofte sociale. De gik ikke til frysedisken og isolation i mangel på overskud. De nøjedes med en grøntsag i sæson, primært kål, fordi det er vinter det meste af året, og kokain, fordi de skulle kunne tåle mosten. De kunne få det mest utrolige ud af ingenting. Det var uvæsentligt hvem, der havde tilberedt maden, men aldrig, hvor den kom fra, hvordan alt blev brugt og altid kunne gøres bedre.Det gav mig større forståelse for, hvordan ingredienser og mennesker reagerer under udfordrende forhold. Jeg blev skiftevis irriteret over det puritanske og det luksuriøse, over det ubehag begge dele udløste hos mig, men mine smagsløg ændrede sig i takt med perspektivet. Den alvorlige leg. Det handlede ikke om rigtighed, men om forvandling. Det var i de år, jeg begyndte at tage det at skrive seriøst.

Både i et køkken og i en tekst kan begrænsninger fordre kreativitet, men jeg har det anstrengt med dogmer. Når jeg forsøger at følge en opskrift, tjekker jeg formuleringer igen og igen, leder mig frem og tilbage i den lineære orden og begår alligevel altid fejl. På skriveskole er jeg stødt på en del æstetiske regler løsrevet fra helheden, påklistret kroppen af sætninger. Som barn var det forbudt at spise dessert først, selvom der ingen rækkefølge er i maven. Den gastronomiske nye nordiske bølge var baseret på et stramt manifest og kompromisløshed. Den løftede nordisk innovation og enkelte navne (som i dag er bestjernede eller langtidssygemeldte), surdej og havtorn ind på butikshylderne, men genopfandt nok ikke norsk hverdagscuisine. Hvad vi tænker som enkel mad. Måske er vi blevet mere bevidste om madens ophav. Om at alle indtryk er noget andets aftryk eller udtryk.

Skær æblerne i tynde tændstikker

Som forbruger og forfatter kan det føles umuligt at træffe bevidste valg, gennemskue og navigere, men at handle og skrive er netop at vælge. Uden rammer eller læsere bliver jeg aldrig færdig. Usikkerhed kan forkrøble al fremgang, men en anerkendelse af egen utilstrækkelighed kan måske, hvor moralistisk det end lyder, kalde på en idé om noget bedre at strække sig efter. Nogle normer kan være nyttige. Men hvilke? At dårlige arbejdsvilkår må tolereres for vækst eller kunst? At vesten gør ting bedre end andre ville have gjort? At mærkninger som “norsk” på mad, olieboringer, våbensalg, lakseopdræt er lig med etisk? Der er ingen lov, liv eller ord, der respekteres længere. Selv narrativerne er faldet fra hinanden, tilbage står brutale mål om magt og kapitalistisk udnyttelse.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, hvad jeg skal udfolde, med hvilken stemme. Det hele findes der, så åbenlyst og direkte på vej én vej. Det eneste mulige synes at være at gå i stå, nægte at fortsætte, gå i den modsatte retning eller snarere: i mange. Tvivl føles som en nødvendig modstand i sig selv. Tab af ejerskab er et andet end af tilhørighed. En tekst skal ikke være min. I en tekst skal jeg ikke have ret, jeg vil ikke have ret, jeg vil ikke engang have retning. Jeg vil have tvivl, tid og råd til det.

Rist valnødderne og hak dem lidt tilfældigt

Jeg er blevet anklaget for snobberi, fordi jeg insisterer på lysristede single origin-kaffebønner fra et andet kontinent. Mine præferencer er på et andet niveau end mine midler og lokale idealer, det indrømmer jeg blankt. De første år i Oslo arbejdede jeg på naturvinsbar. Det var for hang out og tips, men at have tilgang til vine fremstillet med respekt for jorden og smagen deraf var et ikke uanseligt gode. Jeg drak meget og godt. Nu er jeg småbarnsforælder på fuld pris, så det bliver mindre, men ikke værre vin. En slags arbejdsskade. Får og blåmuslinger er blevet mine billige go to-proteiner. Vi har del i en parcelhave med tre andre familier, der sidste år kunne dele elleve lilla kartofler og et bundt persille. Urban selvforsyning med tolv års ventetid. At vi gør det mere for det sociale miljø end det truede er en fortrængt sandhed. Nu har en fra gruppen skaffet os adgang til økologisk engroshandel, hvor jeg i første bestilling fik 25 kilo boghvedekerner og flere dunke med allergivenligt opvaskemiddel hjem, end vi har vand i vores prepper-kælder. Vi køber grønt på Grønland og indimellem noget smukt fra en overpriset helsekostshop. Mest af alt handler vi i Rema.

Hvor svært skal man gøre det for sig selv? Hvad nytter det at gøre usammenhængende ting, man ikke engang selv forstår? Er forståelse i det hele taget afgørende? Det tænker jeg ofte på, når jeg skriver. Hvad der er bæredygtigt, og hvad der er selvforståelse.

Vend alt sammen med kål og dressing

Jeg har ikke anden landbrugserfaring end høstens elleve, elskede kartofler. Begge mine bedstefædre fiskede: rødspætter fra Vesterhavet og ål fra Lillebælt. Sidstnævnte er truet i dag, grundvandet og fjordene er fyldt med pesticider og spildevand fra landbrug, fra norsk olieudvinding, tømt for liv. Jeg husker min morfar salte fisk så frisk, at den stadig var levende, min farfar lave rygeovn i skuret, min mormor sylte rodfrugt og bær fra bedet. Gamle teknikker til konservering, der blev udvikletunder knaphed af ren og skær nødvendighed. Man måtte få det til at vare, tage vare på det, der var, som vi i dag har glemt, hvor kommer fra. Ressourcer, der tilhører alle og ingen. Ligesom ordene.

Min datter elsker fisk. Hun elsker broccoli og valnødder og sig selv, siger hun. Hun elsker mamma, månen, havet og den her sten, og jeg hader, at den kærlighed en dag skal blive ulykkelig, fordi den ikke er gengældt i andet end mit tilfælde. Jorden elsker os ikke. Det er ikke den, der ser og husker.

Min far er marinbiolog, konkret og knapt kommunikerende. Før i tiden beskæftigede han sig med forebyggelse. Han traf ikke beslutninger, men opstillede modeller til dem, der gjorde, for eksempel over konsekvenserne før opførslen af en ny bro. Det var før dyr og plantearter fik en konkret pris i statsbudgettet. Det er ikke profitabelt at bevare. Ingen tjener penge på heling og omsorg og solidaritet. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er værdiløst. Det har bare ingen værdi i et kapitalistisk regnestykke, før det er for sent. I dag rydder min far op. Han udregner, hvordan man kan rense giftig røg eller strand, så det udleder så lidt forurening som muligt. Spoiler: ikke ingenting og dyrt! Efter et arbejdsliv med at kortlægge økologisk kollaps ender man i pessimisme. Men han nægter at gå på pension. Han arbejder og lader dataene tale sit eget klare kodesprog.

Spis dig selv eller del hvis du vil

Jeg er så mæt af forarbejdede sandheder. Hurtige, entydige svar i hver vores lukkede firkant. Det er ikke et ego, jeg skal fortrænge. Jeg kan se det i det, jeg skriver, detaljegraden, opmærksomheden er et lag tyndere. Jeg savner kontakt. Jeg ønsker mig tålmodighed og blødhed. Gode venner og lidt håb i hverdagen. Tid til at læse med krav og spise med både hoved og krop, undersøge ved at undre og smage mig frem, teste kontrolleret og ubevidst, skrive noget sanseligt og sårbart frem.

Jeg elsker at lave mad, hvis jeg opfinder retten hen ad vejen, hvis jeg tillader mig at begynde let og sjovt, uden instruks. Det kræver bevægelsesfrihed at agere og skabe noget autentisk (eller i det mindste spiseligt). Det må føles som mit i den forstand, at det er mig, der har samlet det, forsøgt mig frem og gjort det så godt, jeg kunne, før jeg giver det til andre. Ansigt til ansigt. Mund til mund.

Bliv aldrig mæt

Der findes forbindelser i maden langt udover det, man kan smage. Bevægelsen fra jord til bord er bare én af mange simultane. Hænderne der vasker, rører, hakker og trækker hovedet nænsomt ud i et rigtigt rum. Jorden i hænderne, og hænderne i dem, der kom før. Bevidste gentagelser. Bløde berøringer. Bevægelse er det modsatte af paralyse. Bevægelser flytter os og samler os. Afstand kan forvandle modstand og mislykkede forsøg til internaliseret skam, lammelse og misforvaltet ydmyghed. Det enkle og det svære er ægte nærvær. At æde med omhu og omtanke.

Sproget kan forvirre, forenkle og forbinde. Det er en menneskelig ressource, som burde behandles bedre. I en tekst kan kontraster stå side om side. Måske er det ikke en ny madkultur, jeg efterspørger, men en modkultur. Et mod i kulturen til at udtrykke og ernære sig åbent og eftertænksomt og at insistere på muligheden for det. Man må turde at skrive «jeg» frem for «man», men pege på et «vi», på liv. At tillade sig at være en sulten krop i verden med alt, hvad det indebærer af sammensovsede indtryk, følelser og samhørighed.