Thurston elsker The Who

Støjavantgardisterne Sonic Youth er efter en fabelagtig 30-årig karriere gået i dvale på ubestemt tid, og frontfigurerne Thurston Moore og Kim Gordon er blevet skilt. Ikke mere musik, ikke mere love? Moore har imidlertid ikke sat farten ned, hans nye band hedder Chelsea Light Moving og i oktober kommer en plade med ham, Gordon og Yoko Ono. Ifølge rygterne vil Moore også gøre alvor af sin kærlighed til Black Metal i bandet Twilight, men før det kan vi træffe ham på Øya og på Parkteatret i Oslo med materiale fra hans tre soloplader. Manden har mange ansigter, men hvem er han egentlig udenfor Sonic Youth?

Hvor langt er der fra "Teenage Wasteland" til "Teenage Riot"? Vi ser for os Pete Townshend med armen i en berømt cirkelbevægelse, han rammer guitaren, svinger den rundt i en cirkel og rammer guitaren igen. Alle raske drenge elsker The Who, og det gør Thurston Moore fra Sonic Youth også. I hvert fald er der nogen som påstår dette. I 1992 synger Kathleen Hanna og Tobi Vail fra riot grrrl-bandet Bikini Kill en sang om rockverdenen og dens maskuline klichéer. Sporet er en live-optagelse hvor Vail messer teksten på grænsen til det uforståelige, mens Hanna gentager "Thurston hearts The Who" indtil et kollektivt, skrigende kollaps. To år senere springer samme Hanna rundt i badebukser og rottehaler i Sonic Youth-videoen "Bull in the Heather" – et ødipalt drama udspiller sig, hvor Hanna forsøger at banke den to meter høje Moore og flå guitaren fra ham, hvorefter hun flirter med bandets bassist og Moores daværende kone Kim Gordon. Riot grrrl-generationen nærer en ambivalent kærlighed til Moore og de soniske. I 1997 søger Carrie Brownstein fra Sleater-Kinney mandlige forbilleder da hun synger "I Wanna Be Your Joey Ramone" – spørgsmålet er hvordan kvindekroppen kan udtrykke sig i rock-sammenhæng, hvor fri kan den være? Joey Ramone fra The Ramones og Moore fungerer her som referencepunkter når Brownstein synger: I wanna be your Thurston Moore/ Wrestle on your bedroom floor/ Always leave you wanting more.

90'erne er et tidspunkt hvor raske piger stiller spørgsmål ved kønsklichéer i musikbranchen, men i 00'erne er der mere stille. Raseriet er muteret til humor og ironi, og de dominerende elektroniske instrumenter virker generelt mere kønsneutrale. I 2003 kommenterer Chicks on Speed og Peaches rockguitaristens falliske poseringer i "We Don't Play Guitars" – Moore og Sonic Youth har næret en vis paradoksal kærlighed til klassisk rock fra 60'erne og 70'erne, noget som er tydeligt på sene plader som Murray Street fra 2002, men de har også ført an i rockkliché-undersøgelserne. Den udflippede "Master-Dik" – første gang udgivet i 1988 – fungerer for eksempel både som en hyldest til rocken og som ironisk kritik. Sonic Youths mange referencer til Iggy Pop og Madonna er ofte kommentarer til branchens stereotyper og stjernefabrikation, samtidig med at de også kan forstås som kærlighedsbreve, inderligheden og den postmoderne tvetydighed lever side om side. Det er iøvrigt ikke Moore, men Gordon som synger cocky rockslagere som The Stooges' "I Wanna Be Your Dog" og Mudhoneys grunge-hit "Touch Me I'm Sick".

Men hvad nu, når vi vågner op i 2012? Sonic Youth er gået i dvale på ubestemt tid, og Moore og Gordon er blevet skilt – da nyheden om sidstnævnte ramte i oktober sidste år føltes det som om mine to hjernehalvdele gik fra hinanden. Hvis man ikke længere troede på kærligheden, troede man alligevel en lille smule på idéen om Moore og Gordon som tough team. I David Brownes Sonic Youth-biografi Goodbye 20th Century (2008) hører vi om hvordan Moore og Gordon sætter bandet højere end forholdet; på tourné i en lille bus er der intet priviligeret rum for lovers, bare korpsånd – måske det er en af grundene til at kunsten begynder at brænde så intenst? I 2012 er der intet band og ingen love, det er svært at finde ud af hvad som er mest uudholdeligt, men intet tyder på at musikstrømmen fra Moore, Gordon, guitaristen Lee Ranaldo og trommeslageren Steve Shelley kommer til at stoppe – den fortsætter at flyde som varmt vand fra hanen. Uden at påstå at jeg har det fulde overblik over Moores udgivelser (de er talrige) er det værd at forsøge at finde ud af hvem Moore er udenfor Sonic Youth, først og fremmest en undersøgelse baseret på Psychic Hearts (1995), Trees Outside the Academy (2007) og den aktuelle Demolished Thoughts (2011).

Psychic Hearts er én lang tåget, feministisk sexfantasi. Fem af sangene nævner punkikonet Patti Smith, og man må formode at Moore retrospektivt mediterer på det som trak ham fra Connecticut til New York i de sene 70'ere, nemlig idéen om at komme i bukserne på (eller ligge for fødderne af) sit største idol Patti Smith. De andre kvinder som nævnes på pladen – eller selv taler på Moores telefonsvarer – er den unge Miranda fra det australske pigeband The Midget Stooges, Yoko Ono og Yoshimi fra japanske Boredoms. Moores kone Kim og deres, på det tidspunkt, et-årige datter Coco er også tilstede i flokken. Til sammen udgør pladen et slags gudindekult-statement, et kærlighedsbrev til de kvindelige kunstnere som han beundrer. I al beskedenhed kan man antyde at en sådan gestus er sjælden og – ja – gør Moore attraktiv for de sjæle som crusher på feministiske mænd. Muligvis findes der også et svar til Hanna og Vail hér, de tidlige 90'eres pigebands ville måske tæske Moore, men det ekstremt demokratiske SY (sådan ser det ud) bestående af fire stærke individer som alle får plads til at udtrykke sig, ikke mindst den benhårde Kim Gordon, har definitivt repræsenteret et positivt eksempel for denne generation.

Titelsangen "Psychic Hearts" er ikke addresseret til nogen, men her fortæller Moore om en venindes modstandsfyldte opvækst og lover bank til alle de som stod i vejen for hende og holdt hende nede. Idéen om frigørelse gennem kunsten og kærligheden (kunstkærligheden, kærlighedskunsten), som også SY-sangen "Sunday" (1998) handler om, forekommer også her: My prayer to you/ Is that you do all the things you set out to do/ And live your life the way you love. Moores relation til Patti, eller hans billede af hende, er iøvrigt interessant. Begge er på en måde not there, og begges kunst fødes af en slags elektrisk, begærsdrevet form for bøn. Smith kalder den franske poet Arthur Rimbaud (1854 – 1891) sin boyfriend, det er som om hendes poetiske not-there-ness er det som Moore griber ud efter. Smiths favoritgenre elegien (her forstået som et gravdigt) findes også på pladen i form af den næsten tyve minutter lange "Elegy For All The Dead Rock Stars" – en typisk sonisk rejse fra melodi ud i kaos og opløsning og tilbage igen.

Der er et bredt spektrum mellem fortællende sange og sange som består af rim og vrøvleord, på "Hang Out" er teksten for eksempel en slags improviseret scat-sang. En anden stjerne på Psychic Hearts er SY-trommeslageren Steve Shelley med påvirkninger fra hardcorescenen og krautrockens tikkende motorik-stil. Moore og Shelley eksperimenterer med loops og repetition, og flere trommespor er mildt sagt berusende.

Der er henholdsvist tolv og fire år mellem de tre soloplader, og det er ikke til at overse at tempoet bliver gradvist langsommere, måske netop i et forsøg på finde andre veje, andre ansigter, end de vi kender fra de altid intense SY. Hvilken nemesis, iøvrigt, at kalde sig "youth" – ungdom, men der er sket noget med alderen efter YouTube. Det er tydeligt at fremtidens græske teaterstykker kommer til at hedde Beach Boys og Lynyrd Skynyrd. Alle bands er på tourné igen, med ét gram autenticitet og retronostalgisk show for resten af pengene. Det er ikke længere et spørgsmål om hvorvidt bands kommer tilbage og spøger eller ikke, det er snarere et spørgsmål om hvordan dette spøgelse agerer, hvordan SY-arkiverne trimmes, om der er kreative eller rent økonomiske hensyn inde i billedet.  

Moore har indoptaget den raw power som strømmede fra de tidlige punkscener, en slags strategisk Art Brut har været hans kendemærke, trangen til at slå sig fri, viljen til at kritisere hippiegenerationen, men også omfavne den med et sort og klart blik. Trees Outside the Academy har virkelig vind i håret, og det er nemt at tænke på Neil Young som har rejst vejen fra 60'erne og bevaret sin relevans langt ind i 90'erne. Young figurerer blandt de soniske heltefigurer, og det er hans musik jeg tænker på når jeg hører de første, legende, akustiske toner. For mig er pladen uløseligt forbundet med efteråret i Bergen; et kaotisk mix af regn og sol, løvfald og tumlende skyer efter den tunge sommerluft. Led Zeppelins "Ramble On" spøger på Trees Outside the Academy – den milde rejsemelankoli, udlængselen og åbenheden.

Jeg oplever Moore som yderst komfortabel med samarbejde og improvisation. Stærke figurer som Steve Shelley, J Mascis fra Dinosaur Jr og Beck sætter præg på pladerne, og de mange – højest forskellige – genrer som han har interesseret sig for har ofte samarbejde og/eller improvisation som grundidé. De seneste to plader er påvirket af psykedelisk Anti-folk i fodsporene efter Beck og Daniel Johnston. Både Free Jazz, støjeksperimenter i drone-stil, No Wave og klassisk NYC-avantgarde har et forhold til improvisationen. Pladerne er også alle selvrefleksive, for ikke at sige selvbiografiske. Vi hører om besættelsen af Patti Smith, og på Trees Outside the Academy hører vi en optagelse med den 13-årige Moore som leger med lyd og ord, til slut udbryder han frustreret: Um, what am I going to do next for your ears. To taste. I. Do not know. Why the fuck am I doing this? Et mildt sagt eksistentielt spørgsmål, men også den instrumentelle titelsang har indslag af selvrefleksion. Midt i sangen er det som om vi falder ned i et sort hul og møder SY i deres mest udsyrede 80'er-inkarnation. Som at måle distancen? Trees Outside the Academy måler også distancen mellem akustiske og elektriske instrumenter på en interessant måde, for eksempel kan nævnes det suveræne samspil mellem drone-støj og strygere på "Off Work" – en lille perle.  

I 2007 er Moore og Gordons datter blevet tretten år, faderforpligtelserne bliver muligvis mindre, og Trees Outside the Academy virker mere introspektiv og arty. Moore arbejder med lys og struktur som var han en abstrakt ekspressionist – der har altid været noget painterly og lyrisk over de former som bygges op og rives ned i en typisk Moore-sang. Her er også minder fra en af SYs største inspirationskilder avantgardisten Glenn Branca. Både Moore og Ranaldo spillede med Branca som byggede bro mellem de sene 70'eres No Wave-scene, som SY var del af, og avantgardister som Cage og Zorn. De soniske, måske specielt Moore, har altid taget den ydmyge rolle som fans og historikere for alle slags musikstrømninger – hardcore, No Wave, avantgarde og så videre. SY spillede en rolle i de radikale ændringer i den amerikanske musikbranche ved overgangen til 90'erne hvor masserne blev sensitiviseret til en skramlende lyd som for eksempel Nirvanas. SY har altid opført sig scenebevidste, men samtidig warholske i deres evne til at læse og oversætte mellem avantgarde og mainstream. Deres tyverier er sløret af uskyld og entusiasme og en vilje til at betale tilbage ved at gøre sig til historieskrivere. Branca "præparerede" sine elektriske guitarer så de var alternativt stemte, et greb som blev et af SYs tydeligste kendetegn, og Brancas musik bestod også typisk af skalaer, repetition, struktur og tekstur, opbygning og nedrivning. Et ord som ofte bruges om postpunkens måde at bruge guitaren er "angular" – med skarpe kanter. Et klassisk eksempel er Televisions Marquee Moon (1977). Jeg vil påstå at Moores musik ofte er både painterly og angular, men der er også en stræben mod frihed og flow.

Andre gode øjeblikke på Trees Outside the Academy er duoen mellem Moore og Christina Carter hvor Moore lyder som om han taber tråden fordi han lytter til Carter; han synger en distræt og forelsket andenstemme. "Fri/End" galopperer afsted i et løst Pavement-tempo, og J Mascis beviser at guitaren faktisk kan tale i en flænset, fabelagtig solo til sidst i "Wonderful Witches" – ren lykke.

Trees Outside the Academy er rig på kontraster, men det er som om det spektrum snævres en smule ind på Demolished Toughts som er præget af en svimmel, næsten kvalm melankoli, og en svævende løsrevethed. Som om kontakten til kroppen og jorden pludselig – og måske for første gang – klippes over. Hvad sker? Eller misforstår jeg? Er det her Moore faktisk endelig lykkes at blive til en kvindelig kunstner selv?   

Demolished Toughts er produceret af Beck og præges af en bortsvævende 70'er-agtig harmonisk vellyd. Moore lyder som om han synger til sig selv, den stærke, udadvendte vilje fra Psychic Hearts findes der ikke meget af her. Strygere og harpe spiller i mindre grad op mod noget mere flosset. Det eventuelle mørke findes på et andet plan, i en let skræmmende sukker-overdose, som om strygerne tror at de er med i en Hitchcock-film. Det er svært ikke at strikke en historie sammen om kærlighedstab og en Major Tom-agtig rejse ud i universet. Fra "Benediction" (You better hold your lover down/ And tie him to the ground) til "In Silver Rain With A Paper Key" (The silver rain is all you see/ You lost your lover) til "Space" – rejsen bort fra jorden. Demolished Thoughts-sangene bider lidt mere fra sig når de spilles live, og den aktuelle tourné inkluderer også gensyn med Psychic Hearts som lyder råt som sushi i semi-akustiske versioner med cello og harpe. Moores lille folksy band fik i december 2011 hele Volksbühnes publikum op på fødderne, syngende og swingende, og den Jasper Johns-pyntede guitarforstærker er stadig fast inventar på scenen.    

De soniske har måske nok haft overblik over de forskellige musikscener, men billedkunst og litteratur har altid været en integreret del, og det kan se ud som om at poeten Moore ønsker at stå tydligere frem nu. Hans udgivelsesplatform Ecstatic Peace! satser på både musik og poesi, og oplæsning er i højere grad del af hans sceneoptræden. Den mest ambitiøse udgivelse, udover mere dokumentariske bøger om No Wave og kassettekultur, er digtsamlingen Alabama Wildman fra 2000, og her kan vi roligt vende tilbage til den strategiske Art Brut og de selvrefleksive træk som også findes på solopladerne. Er det her vi finder ham? I flugtlinjerne som slår sig fri, i den spontane Bop Prose og de New York-mytologiserende småfortællinger? Som idolet Patti Smith forsøger han at forholde sig tom og åben. I Alabama Wildman udbryder han: Selflessness is the free improvisor man, ok?! Boom.

_{Thurston elsker The Who vil senere bli utgitt i Vinduets Lydspor-serie}