Det er ikke en historie om en løgn som dækker over en slags sandhed, det er ikke pointen, men min måde at læse Jack Kerouacs klassiske beatnik-roman On the Road (1957) er dramatisk forskelligartet, blot med nogle års mellemrum. I de tidlige år er jeg et fysisk udadvendt, non-verbalt drengebarn med en ambition om at blive til et dyr. Dyr virker mere coole og ædle end mennesker, det er noget at stræbe efter. Som teenager bliver jeg en mere indadvendt og sværmerisk ung mand, og jeg griber til skriften for at udtrykke mig. Skamfuld over mit nørdagtige væsen, og med en mistanke om at jeg undviger livets fysiske dimensioner på en lidt for komfortabel måde, kaster jeg mig ud i eksperimenter med diverse kvindelige identitetsmodeller, bl.a. som sygeplejerske, traditionelt set et kvindeligt arbejdsområde, et felt med rige muligheder for en mere taktil tilgang til fysiske størrelser; døden og diverse kropsvæsker, etcetera. Stadig, jeg bliver nærmest kvalt af en slags uartikuleret lust for life, som dels spilles baglæns (depression), dels forlæns (intellektuel nysgerrighed og Wanderlust). Jeg er sen til at opdage Kerouac, men da jeg læser On the Road første gang er jeg lige dér, i midten af begivenhederne med Sal Paradise og Dean Moriarty – jeg oplever det enorme sus, friheden, de åbne landeveje! Sal, Dean og jeg, vi befrier os fra konventionerne, befrier os fra de kvinder hvis arme virker klistrede, som kalder os tilbage til en slags borgerlig ro og orden – nope, nix, not us. På nogle få år flytter jeg fra Danmark til Norge og fra skønlitteratur til sagprosa, og mine læsevaner ændrer sig også dramatisk. Jeg læser On the Road igen, og placerer mig et helt andet sted i billedet. Nu er jeg den der forlades, jeg trampes på, jeg såres, jeg er en skygge i udkanten af den vibrerende, rastløse livsenergi – jeg ser pludselig at jeg, kvinden, og mine søstre, er alt det Sal og Dean flygter fra, og det fylder mig med kreativt raseri mange år fremover.
Den engelske musikjournalist Simon Reynolds og hans co-forfatter Joy Press nævner Kerouacs On the Road sammen med bl.a. den norsk-amerikanske poet Robert Blys maskulinitetsideologiske poetik og mystikeren Aleister Crowleys idéer om magik som "founding texts for first wave rock rebels" – og det er en imponerende bredt anlagt vidensbank fuld af litteratur, film, teori, filosofi og kunst som danner klangbund for deres læsninger af kønsstrategier i moderne populærmusik. The Sex Revolts fra 1995 er på alle måder et slående værk. For det første virker det som om forfatterne har knækket spidsformuleringskoden, bogen er et overflødighedshorn af spændstige formuleringer om hundredevis af bands i de fleste genrer – men også formen på teksten er speciel. Her er det nærliggende at tænke på den rumænske forfatter Mircea Cărtărescus trilogi Orbitor som efterligner en sommerfugl (venstre vinge, kroppen, højre vinge), hvor sommerfuglen også kan forstås som et poetisk billede på hjernen, med sine to halvdele.
I 1995 har punkrebellen Reynolds (og Press også, kan man gætte på) som mange andre generationsfæller forladt Rocken, en bloated og uddateret maskulinistisk joke, og strømmer ind i et mere psykedelisk landskab i en fremtidsoptimistisk stemning af rave party togetherness. The Sex Revolts breder først et fuldt mandligt spektrum ud: Fra misogynien og volden i sange af The Rolling Stones og Guns N' Roses, til flugten og farten hos The Jesus and Mary Chain og pulsen i krautrockens motorik, til den aseksuelle neutralitet hos The Clash og Kraftwerk videre ud i oceaniske følelseshav hos ambient dreamers som Brian Eno og My Bloody Valentine. Sidste del i bogen sporer et fuldt kvindeligt strategi-spektrum: Fra en cocky Joan Jetts påståede misandri, over Patti Smiths messianske ambitioner til grænseudviskende størrelser som Cocteau Twins og Throwing Muses. Jeg skal ikke sige så meget om sidste del af værket, andet end at en eksplicit kritisk tone gør sig gældende her, hvorimod første del, kortlægningen af den mandlige rockrebels strategier, snarere benytter subtile greb som et nøje indstillet, afslørende spotlys.
Første halvdel er altså for det meste viet til Big Dirty Rock 'n' Roll som forstås som grundlæggende, ja, nærmest kosmisk misogyn, på den måde at det gælder kampen om selvstændighed – den nietzscheanske motherfucker-rebel danced himself out of the womb og vrikker og vrider kroppen, ja, vælter sig i glasskår på scenegulvet for at skabe afstand til det feminine som vil heale og trøste, væk fra urmoderen i længselen efter at manifestere (sig som) en slags inorganisk form, en egen iskold og vakker skyskraber. Reynolds og Press bruger bunkevis af teoretiske referencer, fx beskrives krautrockerne Cans pulserende, repetetive musik som rhizomatisk (Gilles Deleuze) og en proto-fascistisk æstetik forstås gennem en linse hvor det "rene" og upenetrérbare (eksemplerne her er bl.a. Devo og The Birthday Party) skaber afstand til det formløse (Georges Bataille) eller med et andet ord, abjektale (Julia Kristeva). Mine anskueliggørende eksempler er måske ikke jordrystende, men bogen er næppe fattig på overraskende forbindelser, fx "reddes" det grandiose schweitziske band The Young Gods som bevæger sig i grænselandet mellem himmelstormende rockklichéer, sampling og technobeats på grænsen til det proto-fascistiske. Ganske rigtigt genkendes de som rockdekonstruktion som vil noget andet med jeg'et end at udråbe det til eneherskende king of the hill. Om sangen "Les Enfants" lyder det: " ... but this children's army is really on a crusade to surrender and sunder the fortress of 'I'. Self-exaltation turns into self-annihilation: the Young Gods yearns to go out in a blaze of abstract glory."
Efter historierne om rockrebellens kosmiske raseri, giver forfatterne følgende forklaring på hvad der skete i London i 1977: "Punk redirected misogyny towards society" – punken er stadig optaget af at slå sig løs, indsætte et radikalt brud, men snart er det flugten og farten som er rebellens sprog. Fra Bruce Springsteens evindelige cars and girls til The Jesus and Mary Chain som i sangen "The Living End" forsvinder i autistisk bliss på motorcyklen, hvor farten udsletter omgivelserne: "There's nothing else but me." Til forskel fra de mange studier i gender performance hos David Bowie og Kate Bush, the usual suspects, går Reynolds og Press ikke udenom aseksuelle bands som Kraftwerk som med sine blanke, futuristiske soundscapes faktisk bare én gang ("The Model") nævner kvindekønnet, i en let spottende tone.
Fetischeringen af den purunge mand som ikonisk rebel hos bands som The Clash og tidlig U2 går heller ikke forfatternes blik forbi, i en blændende analyse af de irske stadionrockere U2 læses bruddet mellem de uskyldsrene Boy (1980) og War (1983) og den roots-dyrkende Rattle and Hum (1988) til den Berlin-producerede, sleazy og postmoderne Achtung Baby (1991) som et "shift from dazzling open spaces to dark moist interiors", om sangen "Mysterious Ways" lyder det: "Bono mocked U2's earlier transcendentialism with lyrics that slyly linked 'kissing the sky' with kneeling to perform cunnilingus." It's a life of surprises, indeed. Også i The Sex Revolts formår Reynolds at finde et strukturerende princip som ikke fungerer som stiv og hæmmende kategorisering, men en yderst bevægelig ramme for et stort og bredt materiale, en strukturel bevægelighed som alle hans senere bøger også bærer præg af.
Simon Reynolds og Joy Press
The Sex Revolts. Gender, Rebellion and Rock 'n' Roll
Essay, 406 sider
Serpent's Tail, London 1995
Denne teksten ble først publisert i Vinduet 4 2011.